COLD WAR: Den umulige kærlighed i en umulig tid i smukt udfoldet drama

Drama på Blu-ray: Den umulige kærlighed folder sig passioneret ud i 1950’erne og efterkrigstidens Polen med Pawel Pawlikowskis sort/hvide drama ‘Cold War’. Skæbnen vil nemlig, at musikeren Wiktor i sit arbejde med at optage folkemusikken i sit hjemland møder den talentfulde Zula i en lille landsby. Det bliver starten på et turbulent forhold, der sætter de tos forskellige temperamenter på prøve.

Det dramatiske epicenter i fortællingen er altså den svære samt ofte uforståelige og utæmmelige kærlighed de to imellem, men det er også fortællingen om den kolde krigs indvirken på Østeuropa, hvor blandt andet den kommunistiske propaganda-maskine bruger folkemusikken til sin fordel. Den svære kærlighed matches med andre ord af en ligeledes svær samtid.

Det historiske bagtæppe væves således intenst ind i kærlighedsfortællingen, hvor Joanna Kulig er både umulig og svær ikke at holde af som den egenrådige Zula, mens Tomasz Kot er den mere rolige, men også en smule fortabte Wiktor. Deres ganske gribende fortælling foldes ud over en årrække, der tager mig med til fra Polen til Berlin, Jugoslavien og Paris, mens musikken spiller.

For musikken spiller også en afgørende rolle i filmen, hvor jeg gribes af flere af de musikalske scener, hvor blandt andet optrædenerne med folkemusikken er både smukt og medrivende sat i scene. Det er i det hele taget en smukt iscenesat film, der med sine sort/hvid-billeder betager mig med sine velkomponerede billeder, der indrammer både kærligheden og samtiden.

Så når filmen undervejs desværre mister lidt af sit greb i mig, holder fortællingens visuelle side mig til ilden på sin vej gennem kærlighedens kringlede op- og nedture. For der er intet uproblematisk i Zula og Wiktors fortælling, der på klassisk vis bevidner, at de ikke kan leve sammen, men heller ikke hver for sig. Det er både hjerteskærende, frustrerende og bevægende at være vidne til.

‘Cold War’ udkommer på dvd og Blu-ray den 25. april.

MORTAL ENGINES: Dystopisk fremtid og mægtige maskiner

Science fiction på Blu-ray: Velkommen til en post-apokalyptisk og dystopisk fremtid med ‘Mortal Engines’. For efter en altudslettende krig har lagt Jorden øde, har de overlevende indtaget mobile storbyer, der nu ruller gennem verden i konstant jagt på ressourcer og overlevelse, hvilket ofte går ud over de mindre byer. Men modstanden mod den skånselsløse megaby London ulmer.

I toppen af London finder man den magtsyge Thaddeus Valentine, der har skumle planer for sin egen fortsatte overlevelse – koste hvad det vil af uskyldige liv. Det har teenageren Hester Shaw dog tænkt sig at sætte en stopper for. Hun gøres uventet og umage selskab af den unge historiker Tom Natsworthy. Sammen bliver det Davids kamp mod Goliat.

Det er et trøstesløs univers, der her bygges op i fremtidens ødemarker. Det er ganske flot og overbevisende sat i scene med røg, damp og pumpende kedler på fuld tryk, mens de mægtige byer tromler sig gennem landskabet. Desværre er fortællingen ikke nær overbevisende. Filmen mister fodfæstet i sidste tredjedel, mens den overlange finale helt mangler momentum.

Det er virkelig en skam, når nu det rent faktisk er et på sin vis indtagende univers, der her males op. Men jeg mister undervejs komplet interessen for fortællingen og de medvirkende. Der er ellers intriger, traumer og stridigheder på kryds og tværs af fortællingen, hvor der spædes til med en række bikarakterer, der med noget svingende held formår at gøre indtryk.

Hugo Weaving har dog fint med megalomanisk nærvær som Thaddeus, mens Hera Hilmar bibringer ok intensitet som den hævnsøgende Hester. Desværre er Robert Sheehan som Tom noget karakter- og charmeforladt. Men ingen af de medvirkende har nævneværdigt meget at arbejde med og tromles over af filmens iver på skubbe plottet frem og dupere med sin action.

Filmen er baseret på en science fiction-bog af samme navn fra 2001. Jeg håber, at nuancerne i bogen er flere, for både i filmens karakterer og historie er de til til at overse. Med andre ord så hersker forudsigeligheden. ‘Mortal Engines’ lægger ellers energisk og ganske medrivende ud, men mister grebet om sin historie undervejs i et flot realiseret univers, der havde fortjent bedre.

‘Mortal Engines’ udkommer den 25. april på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD.

AVENGERS: ENDGAME: Sorgramt helte-epos med schwung på det store drama

Biografanmeldelse: Så for pokker. Vi er nået til det, man nærmest kan kalde den episke konklusion på 11 år med superheltefilm i det såkaldte Marvel Cinematic Universe. Et filmunivers, der for alvor blev skudt i gang med ‘Iron Man’ i 2008. Siden er det blev til et par og tyve film, hvor den nye ‘Avengers: Endgame’ er den ventede opfølger til den bombastiske ‘Avengers: Infinity War’, der endte med en nervepirrende cliffhanger.

Dem, der af uvisse årsager endnu ikke har set ‘Infinity War’, så spoiler jeg lige slutningen – men jeg spoiler naturligvis intet som helst af den nye ‘Endgame’. Bare rolig. Efter at Thanos udslettede halvdelen af alt liv i universet i forgængeren, finder man et sorgramt superhelte-hold, mens Jordens befolkning ligeledes er dybt påvirket af de ødelæggende begivenheder. Det er nu op til de tilbageværende Avengers at rette op på dette – og ja, altså få has på Thanos.

Mere af plottet skal ikke røbes her, da filmen blandt andet beror på netop sine overraskelser – og dem er der altså en god håndfuld af. Desværre er fortællingen også en smule ujævnt udfoldet, hvor filmen mister noget momentum og nærvær sine steder – særligt i sit første og sidste akt. Jeg blev i hvert fald undervejs en smule revet ud af det ellers ganske fine engagement, jeg trods alt havde i de både sorgramte og action-smadrende eskapader.

Her er dog mere fokus på karaktererne end på bulder og brag, hvilket klæder filmen, der er båret mere af alvor end af den humor og mere lette tone, som ellers blandt andet kendtegner superhelte-universet. Det sagt, så er der flere både sjove og fint balancerede scener, der fik mig til at trække på smilebåndet mit i alvoren. Der er altså en ret så vellykket balancegang mellem den grundlæggende alvor i fortællingen og så de morsomme øjeblikke og scener.

Filmen er som sagt karakterbåret, hvilket lykkedes ret så godt at holde i hævd gennem de også fint medrivende actionscener og slåskampe. Blandt andet kommer både Iron Man, Captain America og måske lidt overraskende også Ant-Man medrivende og nuanceret i spil. Et indtagende trekløver, der ret imponerende jongleres med det yderst omfattende persongalleri. Men alle synes at få deres momenter i den tre timer lange film, som desværre sine steder også bliver lidt for lang.

Men filmens nævnte ujævnheder til trods, så er ‘Avengers: Endgame’ altså en tilfredsstillende superhelte-oplevelse og et for nu afsluttende kapitel i det store Marvel-univers. Her er nemlig både interessante helte, der kommer til deres ret samt godt med overraskelser og ikke mindst en interessant skurk i skikkelse af den mægtige Thanos, videre til en engagerende behandling af almengyldige emner som sorg og tab, god og ond, samt familie og tilhørsforhold.

‘Avengers: Endgame’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Avengers: Endgame’ har biografpremiere den 24. april.

THE CURSE OF LA LLORONA: Desværre en ikke videre gysende uhyggelig gyser

Biografanmeldelse: Fedt! En ny gyserfilm i det skræmmende The Conjuring-univers, der tog sin begyndelse i 2013 med netop ’The Conjuring’. Siden da er det blevet til både fortsættelser og spin-offs med film som ’Annabelle’ og ’The Nun’. Med ’The Curse of La Llorona’ er der et nyt og skræmmende genfærd på færde, hvor en mor og hendes to børn må tage benene på nakken.

For år siden druknede La Llorona nemlig sine egne børn som hævn for sin mands utroskab. Efterfølgende tog hun sit eget liv og er siden da gået igen i jagten på børn, der kan tage pladsen efter hendes egne sønner – det for at erstatte det tragiske tab. Gyseren foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor ovennævnte mor og børn bliver hjemsøgt af det skræmmende væsen. Så nu må de ty til overnaturlige midler for at klare skærene.

Egentlig starter ’The Curse of La Llorona’ ganske godt og urovækkende, hvor vi får den tragiske og grumme forhistorie om La Llorona fortalt i et dystert flashback. Desværre forfalder de gysende eskapader snart til at bero mere på billige og ikke videre effektive jump scares og fake scares end på den momentvise snigende uhygge, filmen sine steder også lægger for dagen.

Det suger ret så meget af uhyggen ud af filmen, der således aldrig for alvor skræmmer mig – andet end ved et enkelt eller to noget slatne jump scares. Hertil kommer, at genfærdet ikke bliver etableret videre vellykket – “reglerne” for, hvad hun kan og ikke kan står hen i det uvisse. Nogle gange kan hun dukke op, hvor det skal være, andre gange kan hun ikke gå igennem en dør.

Når jeg ikke ved, hvad hun kan og ikke kan, så kan hun alt – og så bliver det hele altså sådan lidt rodet for mig. Fred med det, hvis så bare løjerne var uhyggelige. Det er de ikke i min bog, desværre. Det selvom La Llorona ser pænt creepy ud. Som en mere fucked up udseende The Nun – det med sort galde om munden og gule øjne. Men det føles også lidt som genbrug, når dørerne knirker og La Llorona springer frem fra mørket i tide og utide.

På den måde er ’The Curse of La Llorona’ også en klichéfuld omgang gys, hvor klichéerne desværre ikke føles videre friske, men mere noget stive i det. Øv. I sidste ende er dette altså en ret så uhygge-fattig omgang genfærd, der forsøger på at skræmme mere med jump scares end urovækkende atmosfære. Det lykkedes ikke og det hele stikker da også helt ubehjælpsomt af i finalen, der er mere bulder og brag end en uhyggelig afslutning på fortællingen.

’The Curse of La Llorona’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Curse of La Llorona’ har biografpremiere den 17. april.

VÆRK UDEN SKABER: En kunstners personlige kamp for at finde sin plads i livet

Biografanmeldelse: Publikum tages med det tyske drama ‘Værk uden skaber’ med tilbage til det nazibefængte Tyskland i 1930’erne i en fortælling, der strækker sig over tre årtier – og ja, hele 3 timer og 8 minutters spilletid. Det bliver desværre sine steder lige en tand for langt for den ellers engagerende fortællings eget bedste. Heldigvis har filmen meget godt at byde på.

Blandt andet er netop filmens historie på flere niveauer spændende. For ‘Værk uden skaber’ indeholder både familietraumer, moralske dilemmaer, det nazistiske Tyskland og intet mindre end jagten på meningen med det hele – og mere til. Det er meget at gabe over, men faktisk lykkedes det filmen, der på trods af dette mister lidt dramatisk pondus og momentum sine steder. 

Filmen følger den unge tysker Kurt Barnert fra barnsben i 1930’erne til hans voksenliv, hvor han er undsluppet Østtyskland og nu bor i Vesttyskland, hvor han studerer til at blive kunstmaler. Han er dog plaget af et traume og ubehagligt minde fra sin barndom, der således forfølger ham helt op i voksenlivet under nazismen og DDR-regimet.

Med dette politiske bagtæppe er det dog den menneskelige historie, der er i centrum – ikke mindst Kurt Barnert, der kæmper med at finde sin stemme som kunstner, men også i sit forhold til Ellie. De to spilles med fint nærvær og dragende kemi af henholdsvis Tom Schilling og Paula Beer. De er svære ikke at holde af – både sammen og hver for sig.

Men noget tungt indfinder sig over hovedet på det forelskede par som en mørk sky – det i form af Ellies strenge og magtsyge far, der arbejder som en succesfuld og velanset gynækolog, som bringes til live af en intimiderende Sebastian Koch. Han er nemlig langt fra begejstret for sin datters valg af kæreste og vil derfor gøre alt for at splitte det unge par ad.

Dette trekantsdrama trækker imidlertid fælles og dystre tråde tilbage til nazi-Tysklands mørke fortid, der dog i 1960’erne ligger som gemt bag historiens røgslør. Det er på den måde på en gang et intrigant spind af historie og menneskeligt drama, som filmen blandt andet lever af – desværre sine steder en kende for manuskript-klodset i måden brikkerne lige nøjagtigt går op på.

‘Værk uden skaber’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Værk uden skaber’ har premiere den 18. april.

Hvis du er til country, så er filmen ‘Blaze’ på Blu-ray måske noget for dig

Country på Blu-ray: Dette drama hedder ‘Blaze’, da det er fortællingen om netop countrysangeren Blaze Foley – og ikke mindst hans livs helt store kærlighed, nemlig Sybil Rosen. Nu er filmen udkommet på Blu-ray her i landet. Men på trods af, at Blaze levede omgivet af stjerner, fik han aldrig selv den store succes.

Men i amerikanske kredse lever mindet om ham stadig videre som en sagnomspunden legende og vigtig countrymusiker. Det er den Oscar-nominerede og skuespiller Ethan Hawke, der har instrueret filmen om Blazes spændende og interessante liv – der også er en vemodig og ikke mindst romantisk biografi.

Ethan Hawke har desuden skrevet manuskriptet i samarbejde med Blazes musen og altså helt store kærlig – nemlig Sybil Rosen selv. I filmens hovedrolle ses Ben Dickey, der blev prist og storrost på Sundance filmfestivalen – og derudover medvirker blandt andre også den altid seværdige Sam Rockwell samt Alia Shawkat og ikke mindst musiker og skuespiller Kris Kristofferson.

‘Blaze’ udkommer på dvd og Blu-ray og dvd den 8. april 2019.

Så er den sure Grinch atter på spil med ny Blu-ray

Grinchen på Blu-ray: De fleste kender nok til den sure, gnavne og grønne Grinchen. Ja, det er ham der, som stjæler julen gang på gang. Nu er han så tilbage på en netop udkommet Blu-ray-udgivelse her i landet, så du kan grine med af den også på sin helt egen måde søde, kære og charmerende Grinchen.

Det er animations-studiet Illumination, der her præsenterer ‘The Grinch’, som er baseret på netop Dr. Seuss’ både populære og elskede klassiker. Her er ‘The Grinch’ således fortællingen om den kyniske og naturligvis grønne gnavpotte, der sætter sig for at stjæle julen, som langt de fleste jo faktisk holder rigtig meget af. Så det er jo naturligvis ikke så godt.

Men Grincen ender imidlertid med at få blødt sit ellers så kolde hjerte op af en ung kærlig og sød pige. Her er således tale om en både sjov op hjertevarm animationsfilm for hele familien. Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en stor omgang ekstramateriale, som man kan dykke yderligere ned i, når man har set filmen

‘The Grinch’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. april 2019.

Er du klar til gys? Så er ‘The Dark’ måske noget for dig

Gys på Blu-ray: Hvis du kan lide gyserfilm, så er ‘The Dark’ måske noget netop for dig. Nu er filmen i hvert fald udkommet på Blu-ray her i landet, så du kan slukke lyset derhjemme og rulle gardinerne ned, så du er klar til at gyse igennem for fuld udblæsning, hvor du her nemlig kommer langt ud i en mørk skov.

Gyserfilmen handler nemlig om en mørk skov, hvor mange er vandret ind i, men desværre aldrig kommet ud af, da genfærdet Mina her på uhyggelig vis høster sine ofre. Gisp! Hun blev nemlig imidlertid selv brutalt myrdet i den selvsamme skov – så nu hjemsøger hun den altså for at opnå en form for retfærdighed for, at hun selv fik taget sit liv.

Men da den gysende Mina støder på teenageren Alex, så genkender hun sig selv i ham – og i stedet for at gøre ham til endnu et offer, så bliver han imidlertid hendes eneste ven.

‘The Dark’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. april 2019.

Fuld fart på science fiction med ‘Prospect’ på Blu-ray

Science fiction på Blu-ray: Hvis du godt kan lide science fiction på film, så kan du jo passende overveje, om ikke du skal tjekke netop science fiction-filmen ‘Prospect’ ud, der nemlig netop er udkommet på Blu-ray her i landet. For her kommer du nemlig med en tur ud i verdensrummet på jagt efter ædelstene blandt både røvere og ædelstensjægere.

Filmen handler om en teenagepige og hendes far, der lander på en fjern måne i deres jagt efter dyrebare natur-rigdomme. Deres kontrakt leder dem imidlertid hen til månens giftige skove, hvor de skal udvinde sjældne ædelstene. Men de er dog alt andet end alene i den farlige vildmark alngt ude i det store verdensrum.

Men på trods af rivaliserende ædelstensjægere samt røvere og ikke mindst indfødte kommer den største fare til at vise sig imidlertid at være dem selv. På rollelisten finder man blandt andre Sophie Thatcher og Jay Duplass samt ikke mindst Pedro Pascal, som mange nok vil kunne genkende fra succesfulde serier som ‘Narcos’ og ikke mindst ‘Game of Thrones’.

‘Prospect’ udkommer på dvd og Blu-ray den 1. april 2019.

Den kulørte superhelt ‘Aquaman’ på sprudlende 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Tag en dyb indånding. For med ‘Aquaman’ går turen ned under havets overflade i et både kulørt, spektakulært og kluntet superhelte-eventyr. Det er fortællingen om Arthur Curry aka Aquaman, der skal forsøge at forlige sig med tanken om at indtage tronen som konge over undervandsriget Atlantis og samtidig stoppe sin halvbror fra at gå i krig med menneskene.

Vi får altså oprindelseshistorien for undervandshelten, som vi i skikkelse af Jason Momoa første gang mødte i superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Denne gang må han dog på egen hånd klare strabadserne – ganske vist med hjælp fra blandt andre havprinsessen Mera. Det betyder også en påklistret romance midt i en fortælling, der desværre falder fra hinanden.

Filmen starter ellers ganske action-stramt med en heftig scene, der involverer adskillige hårdhændede pirater på en ubåd, der får uventet besøg af en endnu mere hårdtslående Aquaman. Men efterhånden som fortællingen foldes ud forfalder filmen til den ene pompøse actionscene efter den anden, hvilket desværre er med til at skyde både historien og karaktererne ud af kurs.

Jeg mister ganske enkelt interessen for Aquaman, der jo ellers både kæmper en indre kamp om sin plads i verden og en kamp med sin halvbror. Men dramaet ender med at være mere postuleret end engagerende. Det er en skam, når nu her ellers foldes flere visuelt vilde scenerier ud med både fæle fiskemonstre, Dolph Lundgren på en søhest og en tur verden rundt.

Men Aquaman fortabes desværre i en klodset fortalt film, hvor både han og de øvrige karakterer samt deres interne relationer aldrig rigtig får fat. Filmen falder desuden også helt igennem undervejs med et par komiske indslag, der er mere malplacerede end morsomme, mens den mere end to timer lange spilletid ender med at føles mere oppustet end medrivende.

Jason Momoa udgør på trods en god og karismatisk Aquaman, der bare aldrig bliver rigtig interessant – det samme kan desværre også siges om blandt andre Amber Heard som Mera og Patrick Wilson som den magtsyge halvbror. Eskapaderne kuldsejer dog heldigvis ikke helt, hvor den ganske vist rodede fortælling trods alt holder et ok tempo og altså også mig ok underholdt.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Filmen udkommer på det lækre billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD format, men filmen følger desuden også med på Blu-ray. Herudover kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder mere end 60 minutters behind the scenes-optagelser, hvor man fra en en making of, videre til et kig på Aquaman-karakteren og filmens univers får et indblik i det kulørte superhelte-univers.

‘Aquaman’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 29. april.