Tom Hardy æder løs som anti-helten i ‘Venom’ på Blu-ray

Biografanmeldelse: Han ser i grunden både cool, creepy og klam ud ham Venom med sin lange slimede tunge, munden fuld af spidse tænder og sine store hvide øjne. Desværre bliver den brutale anti-helt fra rummet ikke forløst hverken videre medrivende, mindeværdigt eller engagerende. ’Venom’ er kort fortalt en både ujævn, rodet og klodset fortalt film med Tom Hardy i titelrollen, der løber forvildet rundt.

Eddie Brock har både en sød kæreste og et spændende job som journalist. Det hele ændrer sig dog, da han bliver inddraget i de lyssky eksperimenter hos The Life Foundation, hvor man udfører farlige forsøg med såkaldte symbioter fundet i rummet. Chefen Carlton Drake for The Life Foundation er imidlertid en psykopatisk skurk, der er ligeglad med menneskelig.

Eksperimenterne løber løbsk og en symbiot indtager Eddie, der nu får et morderisk alter-ego i form af Venom med superkræfter. Filmen er således fortællingen om den splittede Eddie samt kampen om at få skovlen under den skånselsløse Carlton, der har megalomaniske planer om at indtage verdensrummet i forening med symbioterne og uden at tøven tager det ene liv efter det andet på sin vej dertil.

Desværre forbliver både Tom Hardys Eddie samt den onde Carlton ikke videre interessante at følge. Eddie kastes mest af alt noget forvirret rundt i en fortælling, der mangler karaktermæssigt nærvær og tyngde samt ikke mindst medrivende action. I stedet får man en Tom Hardy, der gør hvad han kan med maniske replikleveringer samt klodset iscenesat action, der mere larmer end er medrivende.

End ikke skurkeportrættet er videre isnende eller dragende sat i scene, hvor Riz Ahmed på samme måde som Tom Hardy og de øvrige medvirkende tumler med det dårligt skrevne manuskript og en kedelig historie. Blandt andet bliver forsøget på lidt tvetydighed i skurkerollen jordet i jorden på samme måde som øvrige nuancer i karaktererne, der forbliver mere eller mindre ligegyldige brikker i det forudsigelige plot.

Så selvom man i grunden har en sej karakter form af den morderiske Venom samt den indre kamp i Eddie, så forløses ingen af delene videre indtagende i en film, der mest af alt har natur af et biluheld udfoldet slowmotion. Ja, ’Venom’ forulykker, mens jeg som publikum ikke kan gøre andet end at se hjælpeløst til efterhånden som filmen bare falder mere og mere fra hinanden hele vejen frem mod rulleteksterne.

‘Venom’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. februar.

Nye agent-løjer med ‘Johnny English: Strikes Again’

Agent-komedie på Blu-ray: Du kender nok Rowan Atkinson fra sin både legendariske og ikke mindst morsomme rolle som Mister Bean. Men den morsomme skuespiller kan altså andet end at levere ordløs, men kropslig komik. Det viser han i hvert fald i rollen som agenten Johnny English o den nyeste film med titlen ‘Johnny English: Strikes Again’, der nu udkommer på Blu-ray her i landet.

Rowan Atkinson vender således tilbage som den elskelige hemmelige agent i ‘Johnny English: Strikes Again’. Da et cyberangreb i komedien afslører identiteten på alle aktive hemmelige agenter i England, må landets sidste håb kvitte pensionisttilværelsen.

Således kommer Johnny English altså på sin hidtil vigtigste mission. Nemlig at finde hjernen bag angrebet. Som en mand med få evner og analoge metoder til sin rådighed må Johnny English overkomme den moderne teknologis udfordringer – ellers vil hans nyeste mission blive efterretningstjenestens sidste.

‘Johnny English: Strikes Again’ udkommer på dvd og Blu-ray den 25. februar.

COLD PURSUIT: Liam Neeson hævner sig i generisk hævnthriller

Biografanmeldelse: Så skal Liam Neeson søreme endnu engang til det. Nemlig at hævne sig i endnu en hævnthriller. Og ja, Liam Neeson har altså fint med filmisk pondus i ‘Cold Pursuit’, når han her indtager rollen som den i grunden helt almindelige mand Nels Coxman, der uvildigt ender mit i en omgang narkohandelsballade, der sender ham på en dræbende krigssti.

Ja, præmissen er dejligt simpel. Det handler om hævn, skurke og vold – men også familie, ensomhed og savn. Det er dog førstnævnte treenighed, der har størst gennemslagskraft, mens de sidstnævnte tre flagrer uforløste i vinden. Men hvordan klarer filmen sig så, når det mest af alt handler om hævn og at slå på tæven? Jo, kort sagt sådan ok.

For ganske vist har ‘Cold Pursuit’ et par helt habile og voldelige hævnscener, men eskapaderne er også bare ret så både generiske, forudsigelige og uden nævneværdig personlighed. Det hæmmer blandt andet mit engagement i de hårdtslående løjer – og her ligeledes de medvirkende. Ikke mindst Liam Neesons Nels Coxman.

Netop Coxman fremstår nemlig ikke videre troværdig. Her er ingen overgang fra almindelig mand til hårdtslående hævner, hvor han fra starten er en brutal og toptrænet soldat værdig. Udviklingen i hans karakterer er altså flad, hvilket også er med til at gøre hans karakter mindre interessant. Om han er mere interessant i den norske original, ‘Kraftidioten’, ved jeg dog ikke.

‘Cold Pursuit’ har på trods – og som sagt – et par ting kørende for sig, blandt andet volden, uden at filmen dog løfter sig over det forglemmelige. Hertil er karaktererne for flade, forudsigelige og generiske. End ikke den ellers top-onde skurk har det nærvær eller urovækkende væsen over sig til at få mig til for alvor at tro på ham – han bliver mest af alt en karikatur på en bad guy.

Men ja, udover et par habile og voldelige scener samt ikke mindst en intens og altid seværdig Liam Neeson i hovedrollen, så har filmen også en fin og velafbalanceret omgang sort humor, der fint passer ind i fortællingen, der desværre bare er alt for klodset og forudsigelig forløst til sådan for alvor at rive mig med. Derfor ender ‘Cold Pursuit’ også som en middelmådig hævn-thriller.

‘Cold Pursuit’ får 3 ud af 6 stjerner;

‘Cold Pursuit’ har biografpremiere den 28. februar.

THEY SHALL NEVER GROV OLD: Teknisk imponerende dokumentar om Første Verdenskrig

Biografanmeldelse: Peter Jackson er manden bag den monumentale Ringenes Herre-trilogi. Nu har han med ‘They Shall Never Grow Old’ skabt en teknisk imponerende dokumentarfilm om Første Verdenskrig. Man kommer nemlig som publikum her med tilbage til krigen, der forløb fra 1914 til 1918 med ret så utrolige optagelser fra dengang.

Den tekniske genistreg er imidlertid her, at det er lykkedes at farvelægge de mange optagelser fra for 100 år siden, så blandt andet turene ned i de mudrede skyttegrave, videre til marcherende soldater og tromlende tanks bliver bragt vibrerende og nærværende til live. Således måber jeg næsten, da filmen går fra sine sort/hvide optagelser til farve i filmens start. Imponerende.

Til at akkompagnere den indtagende billedside har Peter Jackson gjort brug af arkivinterviews, der alle kommer fra mænd, der tjente under krigen. Således består filmen af de farvelagte optagelser sammen med blandt andet plakater fra tiden, mens man filmen igennem altså hører interviewene som voice-overs, der beskriver soldaternes hverdag og tid under krigen.

Denne form bliver desværre en kende statisk, når først min umiddelbare betagelse af de farvelagte optagelser aftager en smule undervejs. Jeg savner også lidt at få sat ansigt på de mange mænd, der ellers levende beretter om deres kammeratskab og krigens barske væsen, videre til den humor, der var tilstede i den farlige frontlinje på trods af de rå omstændigheder.

Hertil kommer, at det også kunne have været rart, hvis beretningerne og billederne var blevet sat en smule mere i historisk kontekst. Men at dette mangler er på den anden side også fint med til at holde fokus på netop det, man ser og hører: nemlig det liv, der blev levet og oplevet af de mange unge soldater for nu 100 år siden – ja, unge mænd helt ned til omkring de 16 år.

‘They Shall Never Grow Old’ er kort fortalt en dokumentarfilm, der griber mig rent teknisk med sin øjenåbnende billedside, der desuden er tilsat en troværdig lydside. Jeg mindes ikke at have været så tæt på Først Verdenskrig før. Desværre bliver filmens form som sagt en smule statisk, men det sagt, lever filmens 100 minutter ok af sit imponerende teknisk greb og mændenes beretninger.

‘They Shall Never Grow Old’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘They Shall Never Grow Old’ har biografpremiere den 28. februar.

DOGMAN: En hundefrisør på brutal afveje

Biografanmeldelse: Vi ankommer i Matteo Garrones på en gang både varme og kynisk kolde ‘Dogman’ til en grå forstad nord for Napoli. Her finder man den spinkle og godhjertede hundepasser og -frisør Marcello, der lever sit stille liv i ro, fred og vellidt af lokalsamfundet. Helt ren i kanten er den ellers lavmælte hundelsker og fraskilte mand dog ikke. Han sælger nemlig kokain ved siden af sin hundesalon.

Dette bringer ham ikke kun på kant med loven, men også i omgangskreds med lyssky typer – ikke mindst den yderst uforudsigelige, kokainglade og voldelige Simone – en ubehagelig mand, der hærger og gør hele forstaden utryg med sit iltre temperament. Filmen er således – udover at være et fint fortalt portræt af Marcello – også historien om afhængighedsforholdet mellem ham og Simone.

På den måde skrues der med et fast greb op for intensiteten i en film, der udvikler sig til en spændende trykkoger af vold, kynisme og misbrug. Jeg nærer nemlig fra starten sympati for tøffelhelten Marcello, der ligger under for alle andres luner – han gør, hvad der bliver sagt og tør ikke tvinge sin egen mening igennem. Dette bringer ham imidlertid på glatis i det lille samfund.

For hvordan skal han tackle det voldelige forhold til Simone samtidig med, at han holder sig gode venner med det øvrige samfund – samt ikke mindst fortsat at kunne forkæle sin datter med rejser for de penge, han tjener på sit salg af kokain? Marcello spilles desuden af en formidabel Marcello Fonte, der med lige dele sarthed og engagerende fåmælthed folder sit fint afstemte portræt ud.

Hertil kommer, at Simone i skikkelse af den store og intimiderende Edoardo Pesce er et yderst overbevisende usympatisk bekendtskab. Ganske vist bliver de to mænds modsætninger lige sort/hvide nok i sin udfoldelse, mens historien mangler lidt mere kød på sig i forhold til sin spilletid. Men det sagt, så er deres forhold på trods det meste af vejen spændende at følge.

Der venter desuden en ret så intens finale. Men på vejen dertil går filmen desværre en smule i tomgang og mister herved lidt af sit ellers ganske engagerende momentum. ’Dogman’ er dog i sidste ende et fint og brutalt thriller-drama med gode præstationer fra ikke mindst sine to hovedroller, der i deres dynamik måske nok er lidt overfortalt, men altså også fint medrivende.

‘Dogman’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dogman’ har biografpremiere den 28. februar.

INSTANT FAMILY: Oversentimental familiekomedier er klægt bekendtskab

Biografanmeldelse: Egentlig er der en sympatisk agenda med den amerikanske komedie ‘Instant Family’, nemlig det at hylde familien, mens der også er tematikker i spil som, nemlig hvad det egentlig vil sige at være netop en familie. For hvornår kan man blandt andet kalde sin plejefamilie for ens rigtige familie – og ens plejemor for mor samt ens plejefar for far?

Dette forsøges sat komisk, men også lettere dramatisk stævne. Desværre ender det hele klægt på røven i en lang række scener i klichéfuld forening med oversentimentalitet i en fortælling, der går i ring om sig selv og sine i grunden ellers ganske fine problematikker – nemlig dem for nævnt ovenfor, men også det at blive skilt fra sin egentlig biologiske mor.

Men ja, hvad handler ‘Instant Family’ så i grunden om? Jo, man følger her ægteparret Ellie og Pete, der har et godt liv med et succesfuldt arbejde. Men noget mangler: børn. De vælger derfor at adoptere. Det bliver til et styk sur teenager, der tumler med en hård opvækst og adskillige plejefamilier på bagen sat det at være vokset op på et børnehjem, da hendes mor er stofmisbruger.

Oveni dette følgers hendes to små søskende med, nemlig en opmærksomkrævende dreng, der filmen igennem er uheldig, mens lillesøsteren er svær at styre, da hun kræver alt, hvad hun peger på – og ellers laver hun en scene med skrig og skrål. Og med et er Ellie og Petes liv forandret fra at være i kontrol til at være ude af kontrol med en helt ny familie.

Men selvom filmen er både klichéfuld og kedeligt forudsigelig samt er både klæg og kikset sentimental, så er der også en ret så veloplagt Rose Byrne i rollen som plejemoren. Hun er filmens lyspunkt midt i al skramlet. Hun har faktisk et par ganske vittige scener undervejs, hvor hunviser fin komisk timing. Desværre er filmen altså bare langt fra ligeså god som hende.

Rose Byrne står over for Mark Wahlberg, der ikke just er videre medrivende, selvom der faktisk er ok ping pong mellem de to. Men en ganske fin Rose Byrne redder altså langt fra ‘Instant Family’ fra at være netop en kedeligt klichéfuld og forudsigelig film, der ender helt og aldeles forfærdeligt med en slutscene, der kammer og i klam sentimentalitet.  

‘Instant Family’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Instant Family’ har premiere den 28. februar.

GREEN BOOK: Forrygende feel good i godt selskab

Biografanmeldelse: Ja, komediedramaet ’Green Book’ er så absolut en feel good-film – men altså en af de virkeligt gode. Her er blandt andet en medrivende balancegang i humoren, der med lige dele underspillet og tør præcision fik mig til at grine op til flere gange undervejs – det uden, at duoen i front bliver til karikaturer, men mennesker af kød og blod.

I front finder man nemlig Viggo Mortensen og Mahershala Ali i rollerne som det umage par og komplette modsætninger, nemlig den rapkæftede og jordnære Tony Lip samt den distingverede pianist Dr. Don Shirley. De to ender med at komme på en tur sammen i de amerikanske sydstater i 1960’erne, hvor racismen er at finde overalt. Filmen er desuden baseret på en rigtig historie.

Det er derfor ikke just uden problemer, at den sorte Don Shirley bevæger sig afsted på sin tour gennem landet. Selv Tony Lip har det en smule svært med sorte – men endnu mere det at skulle have en chef over sig til at bestemme, hvad han skal gøre og ikke gøre. På den måde clasher de to naturligvis også – men ja, undervejs bonder de også mere og mere. 

Men selvom historien måske nok ikke just er uden de store overraskelser, så er den blandt andet så pokkers velskrevet, at det hele vejen er en fryd at se det veloplagte manuskript blive bragt både sjovt, veltimet og sine steder også rørende til live af det umage par. De er ganske enkelt godt selskab – og bærer således altså filmen fint igennem sine forudsigeligheder. 

Filmen bliver måske nok lige en smule for lang i sidste ende, men det er så absolut skønhedspletter i en film, jeg ikke kunne andet end at blive i godt humør af. Det uden, at filmen bliver oversentimental, men altså overordnet bevarer en vittig og engagerende tone med adskillige morsomme scener mellem de to meget forskellige mænd.

Måske bliver racismeproblematikken undervejs en kende for meget skåret ud i pap, men filmen dvæler ikke ved den i stort opsatte neon-bogstaver. ’Green Book’ lever ganske enkelt engagerende hele vejen af sit både vittige og veloplagte manuskript, hvor Viggo Mortensen og Mahershala Ali er formidable at sidde ved siden af i bilen, mens den ruller gennem USA’s sydstater.

’Green Book’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Green Book’ har biografpremiere den 21. februar.

THE PRODIGY: Et creepy barn er gysende forudsigelig

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: jeg har det ikke alt for godt med creepy børn på film. Alligevel formår skrækfilmen ‘The Prodigy’ ikke helt at få gyserskovlen under mig. Det på trods af altså et styk creepy barn. Det sagt så serverer filmen dog et par ok gode jump scares og gys på vejen gennem sin desværre forudsigelig fortælling.

Det hele starter i det små – som det nu altid gør med den her slags gyserfilm. For drengen Miles opfører sig ikke just som andre børn. Han viser sig blandt andet at være yderst intelligent – hvilket jo ikke som sådan er videre uhyggeligt. Men bare rolig, for snart tager drengens opførsel til i en noget mere creepy retning. Præcis hvordan vil jeg dog ikke spoile her.

Jeg kan dog sige så meget, at det altså ikke er særligt uforudsigeligt. Ja, faktisk kører filmen sikkert ned af gyserklichéernes ensporede vej. Det er skam, når nu der på trods af dette som sagt leveres et par ganske velfungerede gyserscener. Blandt andet en uheldig barnepige, der bevæger sig ned i den mørke klichékælder. Det er ganske stemningsfuldt og effektivt iscenesat.

Desværre punkterer filmen sin egen uhygge undervejs – blandt andet på grund af forsudsigeligheden, hvor den tvetydighed, der kunne have været interessant at have set i Miles udebliver. Jeg ved fra starten af, at der er noget overnaturligt på spil – og mysteriet bag, giver sig selv fra filmens allerførste scene, der faktisk ok effektivt skyder filmen igang.

Herfra bevæger filmen sig desværre noget ujævnt hele vejen mod den forudsigelige finale, der lige toppes af med en omgang utroværdighed. End ikke her formår filmen altså at overraske som sådan. Det sagt så er Miles ok uhyggelig i et til tre momenter i filmen, hvor han i skikkelse af Jackson Robert Scott fint kanaliserer en smule creepiness.

‘The Prodigy’ er med andre ord en gyserfilm, der er både forudsigelig og klichéfuld, men som altså også leverer et par ret fint iscenesatte gyserscener og ligeledes et par ok placerede jump scares. Desværre får uhyggen altså bare aldrig rigtigt gyserskovlen under mig, mens manglen på historiemæssige overraskelser også dræner filmen for uhygge.

‘The Prodigy’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Prodigy’ har biografpremiere den 21. februar.

TRÆKFUGLE: Den spirenede narkohandel i Columbia sat i smukke klæder

Biografanmeldelse: Hvordan startede den columbianske narkohandel? Groft sagt med en medgift på 30 geder, 20 køer, 2 æsler og 5 halskæder. Det er i hvert fald tilfældet i ‘Trækfugle’, der er baseret på virkelige begivenheder og tager sit afsæt i 1969. Rapayet gifter sig således med Zaida. De er begge en del af Wayuu-folket, der bor i ørkenen mellem Columbia og Venezuela.

Men for at få råd til ovenstående store medgift begynder Rapayet med sin makker nemlig at sælge stoffer til unge amerikanske turister. Forretningen begynder dog stille og stødt at vokse, blive endnu farligere og sætter således også både familien samt hans kultur og samfund på spil i en usikker forretning med stoffer, lyssky typer og mange penge på spil.

For udover at være historien om den spirende narkohandel, så er ‘Trækfugle’ også historien om et oprindeligt folk, deres kultur og tro, som pludselig udfordres af tidernes skiften. Et ganske gribende bagtæppe for den spændende udfoldelse af den tiltagende narkohandel, der snart kommer til at male med død og ødelæggelse i filmens desuden smukke billeder filmet af David Gallego.

Vi bevæger os i filmen således stødt op igennem 1970’erne i takt med, at narkohandlen griber om sig og flere parter kommer på banen. For hvor der er penge i spil, er der flere spillere klar til at slå til. Rapayet er altså sat i et dilemma mellem sin familie og kultur modsat den gode forretning. Det hele fortælles på trods af dramaet både roligt og afdæmpet, men altså også intenst.

Desværre er filmens afdæmpede væsen og rolige tempo også med til at trække en smule momentum og nærvær ud af de ganske vist hele vejen flotte eskapader. Sine steder bliver fortællingen altså lige stillestående nok. Jeg bliver mere en fascineret beskuer af billederne end egentlig engageret på et mere følelsesmæssigt plan i dramaet, karaktererne og dilemmaerne.

Det er en skam, når nu ‘Trækfugle’ som nævnt er et billedsmukt bekendtskab med spændende temanikker og dilemmaer på dagsordnen. Men når det er sagt, så er filmen bestemt et positivt bekendtskab, der er rig på gribende stemning og atmosfære, hvor helt drømmende scenarier smukt sniger sig ind – sammen med intenst brutale scener undervejs.

‘Trækfugle’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Trækfugle’ har biografpremiere den 21. februar.

Interview med Drew Goddard – manden bag ‘Bad Times at The El Royale’

INTERVIEW: Thrilleren ‘Bad Times at The El Royale’ udkommer nu på både dvd, Blu-ray og 4K her i landet den 14. marts. I den forbindelse bringer vi et interview med filmens instruktør, Drew Goddard.

Why choose to set this film in a location that straddles two places?

It all came out from writing. The movie started with characters, I knew I wanted a hotel but I didn’t have this idea that it would be a bi-state hotel until I started getting into the script. At the beginning the core idea was to show 7 people, from very different backgrounds, arriving to one hotel and probably trying to kill each other. The hotel happened organically. When I was thinking how I wanted to design the film and what were the emotions of the characters, there the theme of duality kept coming up, and very organically arrived the idea of the hotel reflecting that duality.

How important is the era in which this film is set?

I very much wanted to set this film in 1969 for a reason. The 60s were very much a time for turmoil and in rapid success, in just a five year period, Martin Luther King, John Kennedy and Bobby Kennedy were assassinated. Then Nixon signed in. So this movie takes place at the dawn of the Nixon years because I wanted to show the time when the great darkness started to descend after a time of great hope. I wanted to deal with that specific place and time.

We know that there was a certain mood in the 60s in California, but what was the mood in Nevada?

In a weird way those states were the opposite of what they are right now. Nevada in the 60s was very much about hope and opportunity: the idea that you can roll the dices and change your life. There was a swingin vibe, it was the era of the Rat Pack and Frank Sinatra. Whereas California was different. California was a darker place. You had the cults like the Charles Manson’s one coming out in the 60s, you had politicians like Richard Nixon coming out from California. There was a golden seduction of California that is very different from the California of today.

What do you feel audiences at home will take away from this film?

The film is designed to warrant close details. The thing I like when I watch a movie at home is that I can really study the movie, you can really get into the details and the meanings and the nuances by watching the movie in the intimacy of your home. I’m not a purist I love both the theatre and the home experience and I hope the movie does play well in both.

You directed Chris Hemsworth in his first non-heroic role. What was it about him that made him perfect for this role?

That’s good to hear. Yes, I hope that’s true! I’ve known Chris now for like a decade, when we worked on ‘Cabin In The Woods’ it was before he got the role on ‘Thor’, so I’ve seen him evolve as a performer and I know how talented he is and how much range he has. He doesn’t get the chance to do that all the time. Because he’s so busy saving the world you know…

What was the process of creating that long scene of Jon Hamm discovering the secret passage and looking at every guest behind glass? What steps did you take and what were the challenges of that shot?

That shot was the most complicated shot I’ve ever tackled in my career. It took us 8 months of planning, because we had to build the entire set around the shot. Everything that you see happening in that shot is in the set.. You even see outdoors, you see into the parking lot, so we had to build all that as well. We did not use visual effects for all the things you’re seeing, the only visual effects is the wall behind Jon Hamm because that’s where the camera track goes. And we had to hide it. Other than that we’re just doing everything for real, because we wanted the audience to feel that they’re in that moment with Jon Hamm, experiencing the movie.  

With every twist and turn of the film, viewers learn more and more about each character. What was your process in creating characters with such depth and history?

All the story starts from the Jeff Bridges’ priest. He was the first character I thought of, there was something about the idea of a priest who is lying that was sitting right with the drama for me. And so he was the first piece to fall into place, the second was the singer. The movie is much about the two of them: the false spirituality of the priest and the false spirituality of the artist.

‘Bad Times at The El Royale’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K d. 14/3.