THE FAVOURITE: Absurd og morsomt trekantdrama i det 18. århundrede

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ film – fra blandt andet ‘Dogtooth’, til ‘The Lobster’ og ‘The Killing of a Sacred Deer’. Jeg har derfor også set frem til hans nye film, det absurde og morsomme periodedrama ‘The Favourite’. Og jeg kan ligeså godt allerede sige, at det på flere måder er en formidabel film.

I filmens tages man tilbage til det 18. århundrede i England, der er i krig med Frankrig. Men på trods af krigen vil den noget excentriske dronning hellere bruge tiden på selskabslege, kagespisning og tage sig af sine kaniner. Ved sin side har hun Lady Sarah, mens en ny tjener ved navn Abigail dukker op. Det bliver starten på et både morsomt, dramatisk og absurd trekantdrama.

I front finder man det veloplagte trekløver i Olivia Colman med sublim komisk timing som dronningen, mens Emma Stone er den snu Abigail og en stålsat Lady Sarah portrætteres af Rachel Weisz. Der er virkelig god dynamik og intenst samt underspillet drama imellem dem. Det er ganske enkelt gribende at følge de subtile magtkampe, der bølger frem og tilbage.

Hertil kommer, at filmen er en forførende visuel fornøjelse hele vejen – filmet levende og let af Robbie Ryan. Med både smukke billeder fra hoffets overdådige omgivelser til stearinoplyste nattescener og helt fortryllende scener i naturens favntag. De medrivende billeder bakkes desuden smukt op af musik af blandt andre J.S. Bach, Handel og Vivaldi. Forførende skønt.

Så selvom filmen måske nok af og til går lidt i ring om sig selv og mister en smule momentum sine steder, så opvejes dette fint af netop ovenstående samt det velsmurte og morsomme manuskript, der leveres overbevisende og komisk veloplagt af de medvirkende, hvor der bydes ind med diverse absurde optrin – fra andevæddeløb til opkast og sex samt kast af frugt mod en nøgen mand. 

Yorgos Lanthimos har nok engang leveret en både herligt absurd, veloplagt og morsom film med ’The Favourite’, hvor Olivia Colman, Emma Stone og Rachel Weisz dynamisk giver fortællingen liv og nerve – bakket flot op af billedsiden og den smukke samt medrivende musik og lydside. Ganske enkelt en audiovisuel fornøjelse og et engagerende fortalt drama i sorthumoristiske klæder.

– ’The Favourite’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ’The Favourite’ har biografpremiere den 24. januar.