SHARP OBJECTS: Psykologisk thriller-serie fra HBO med Amy Adams

Psykologisk thriller-serie på Blu-ray: Hvis du er bare en smule vild med tv-serier, så ved du også, at HBO er værd at holde øje med, når de er klar med en ny serie, da HBO i den grad har skabt nogle af de seneste mange års mest forrygende, medrivende og spændende serier. Tænk blot på blandt andet ‘Sopranos’, ‘True Detective’ og ikke mindst ‘Game of Thrones’. Med den otte afsnit lange mini-serie ‘Sharp Objects’ er HBO således klar med en thriller-serie.

I centrum for seriens fortælling finder man den altid seværdige Amy Adams, der spiller journalisten Camille Preaker som tumler med en svær fortid. Hun vender i serien imidlertid tilbage til sin hjemby i Missouri for at efterforske mordet på en ung pige samt en anden piges forsvinden. Her er med andre ord lagt op til et nervepirrende thriller-drama med psykologisk tyngde.

Mini-serien er baseret på Gillian Flynns bog af samme navn og er af flere blevet nævnt i samme åndedrag som eksempelvis netop HBO-serien ‘True Detective’, som jeg i den grad er begejstret for – ikke mindst første sæson. Udover den Oscar-nominerede Amy Adams i hovedrollen, så finder man på rollelisten blandt andet også navne som Patricia Clarkson og Chris Messina.

Så hvis du er til karakterdrevne dramaer, psykologiske thrillers og ikke mindst mordgåder, så kan det være, at du skal kaste dig over netop mini-serien ‘Sharp Objects’. Blu-ray-udgivelsen byder naturligvis på seriens otte afsnit, der udspiller sig på 420 minutter, men man finder også lidt ekstramateriale i form af featuretten ‘Creating Wind Gap’, hvor cast og crew snakker om skabelsen af seriens fiktive by Wind Gap.

– Mini-serien ‘Sharp Objects’ udkommer på dvd og Blu-ray den 13. december.