SUCCESSION SÆSON 1: Magt, politik og penge i dysfunktionelt familiedrama

HBO-drama på Blu-ray: ‘Succession’ er en amerikansk drama-serie, hvor første sæson nu er udkommet på Blu-ray her i landet. Serien er centreret om familien Roy, der har sine interne problemer og stridigheder. Familien ejer desuden et globalt medieimperium, hvilket afføder sin del af magtkampe – oven i det hele, så er familien patriarks helbred ikke det bedste, hvilket skaber en del usikkerhed i familien – både privat og professionelt.

Kort fortalt så er der magt, politik og penge på spil i serien om det dysfunktionelle dynasti, der mod helbredsmæssige odds altså fortsat er under ledelse af den aldrende og skrantende direktør i skikkelse af en karismatisk Brian Cox. Men han står altså ikke alene, for hans fire voksne børn kæmper for at efterfølge ham.

Udover Brian Cox i den alfaderlige rolle finder man på rollelisten også navne som blandt andet Jeremy Strong, Kieran Culkin, Sarah Snook og Alan Ruck. Og hvis man falder for denne første sæsons 10 episoder er der gode nyheder, da serien er blevet forlænget med en sæson nummer to.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden også lidt ekstramateriale i form af et kig på sæsonens finale med både cast og crew som fortællere. Serien er desuden skabt af HBO, der jo i den grad har et ret så imponerende bagkatalog, der består af alt fra ‘The Sopranos’ til ‘Game of Thrones’. Så måske ‘Succession’ kan blive din nye besættelse?

– ‘Succession’ sæson 1 udkommer på dvd og Blu-ray den 15. november.