DEN TID PÅ ÅRET: Paprika Steen serverer juleræs, stikpiller og familiestridigheder

Biografanmeldelse: Julen står for døren i det sorthumoristiske juledrama ‘Den tid på året’. Her lægger Katrine og hendes mand Mads nemlig hus til årets juleaften med alt, hvad det indebærer af traditioner, skeletter i skabene og spydige stikpiller familiemedlemmer imellem. Nej, det er ikke just den salige julefred, der her får lov at sænke sig over det lille kaotiske hjem.

Paprika Steen fører an i slaget, både som instruktør og som Katrine, der forsøger at bevare den gode julestemning. Det er umuligt. For allerede inden den første gæst træder ind af døren ulmer det med stridigheder på tværs af generationer. Lige fra familiære kontroverser til hvordan julemaden skal serveres. Således endevendes julen og familien på spydig og relaterbar vis.

Ganske vist bliver nogle af familiemedlemmerne og visse af problematikkerne lidt for manuskript-skrevne og klichétunge i røven. Frelstheden hænges blandt andet til tørre, mens der gives afrikanske sponsor-børn i gave og rødkålen skal naturligvis være hjemmelavet. En smule halvslidte eksempler på selvgodhedens selvtilstrækkelighed i den kulturelt begavede middelklasse.

Men sådan er det blandt andet med humor: Det er sjovt, fordi det netop er overgjort. Men her bliver nogle af de spydige jokes og pointer blot lidt for nemme at se på afstand, hvorfor de mister noget nerve og nærvær. Dramaet mister altså heraf også troværdighed og de medvirkende bliver sine steder lidt for meget til brikker i et manuskript, der tager livtag med familieidyllens bagside.

Selvom karaktererne måske nok af og til bliver lidt for skrevne, så leveres de bestemt veloplagt af ensemblet. Lige fra netop en presset Paprika Steen til hendes forstående ægtemand i skikkelse af Jacob Lohmann. Sofie Gråbøl er dejlig politisk overkorrekt som præste-søsteren, mens Lars Brygmann er hendes knapt så succesfulde og ligeså bedrevidende forfattermand.

‘Den tid på året’ lever altså ganske godt af sine skuespillere, hvor alt det usagte bliver sagt og der blandt andet også fint indfanges skjulte blikke, mens der danses om juletræet. Familierelationerne og de spydige pointer bliver dog sine steder lige tænkte nok – og så lurer sødmen lige om hjørnet uden dog heldigvis at få helt fat i en film, der tør at tage den tragikomiske konsekvens af sine valg.

– ‘Den tid på året’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Den tid på året’ får biografpremiere den 8. november.