THE HOUSE THAT JACK BUILT: Lars von Trier har begået et morderisk kunstværk

Biografanmeldelse: Den drilske Lars von Trier kaster sig med sin nyeste film over fortællingen om en seriemorders liv og blodige gerninger. ‘The House That Jack Built’ følger således den morderiske Jack over et periode på 12 år, hvor han i nedslag fortæller om sine forbrydelser og tankerne bag, der svæver omkring alt fra kunst og kærlighed til arkitektur og familie.

Matt Dillon indtager den kyniske, kolde og kalkulerede hovedrolle med et diabolsk nærvær, mens man ser hvorledes han udvikler sig som seriemorder. Ja, det er så absolut en rejse, der kun bliver mere og mere brutal, grotesk og grafisk eksplicit. Det er væmmeligt, forførende og fascinerende. For en ting er de ubehaglige mord, noget andet er de kunstneriske overvejelser, der ligger bag.

Mordene er nemlig et kunstnerisk projekt for Jack – og måske ligeledes et drilsk spejlbillede af Lars von Trier og hans egne film? Kunstneren som morder og mord som kunst? Her er i hvert fald flere selvrefererende pointer, der peger på filmskaberens eget oeuvre og person. Temaer og pointer, der fordrer eftertanke og tankevirksomhed midt i de fysisk brutale mord. En sælsom blanding.

Jeg var med på den blodige tur hele vejen i en film, der med køligt overblik og i roligt tempo lader sine scener udfolde sig… tålmodigt, dragende og insisterende. Jacks voice-over gøres filmen igennem desuden selskab af den mystiske Verge – med stemme af en besnærende Bruno Ganz – der udfordrer og stiller spøgsmålstegn ved Jacks gerninger. Et umage og spændende parløb.

Fortællingen får i de to mænds samtaler et nærmest litterært præg, mens der krydsklippes til gamle filmklip og billeder af kunstværker gennem tiden. Et visuelt legende greb, der snor sig om de gruopvækkende mord, hvor man møder en række kvinder og deres endeligt i skikkelse af blandt andet Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough.

Alle kvinder, der spiller hver deres rolle i Jacks blodige plan om at skabe det ultimative kunstværk. Lars von Trier har kort fortalt skabt et morderisk kunstværk af en film, der tager seriemorder-genren under indtagende og grum behandling i en fortælling, der bestemt ikke er uden sin del af sort, grotesk og bidsk humor midt i alvoren og den blodige gru.

– ‘The House That Jack Built’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘The House That Jack Built’ får premiere den 29. november.

ROBIN HOOD: Et både rodet, klodset og kedelig tyvetogt

Biografanmeldelse: Der findes mange film om den legendariske tyv, der tager fra de rige og giver til de fattige. Det er da også en karakter og historie, der giver genklang på tværs af tid med sine evigt gyldige tematikker om blandt andet rig versus fattig, folkets stemme versus magthavernes grådighed. Nu er det blevet tid til endnu en film, der bærer den sigende titel ‘Robin Hood’.

I front finder man en noget uinteressant Taron Egerton som netop Robin Hood. Han er dog ikke fra filmens start de fattiges helt, men den velhavende Robin of Loxley, der sendes i krig og væk fra sin elskede Marian. Da han år senere vender tilbage er alt, hvad han havde kært forsvundet. Det bliver starten på hans fødsel som folkets tro tyv i skikkelse af en hætteklædt Robin Hood.

Det er således rejsen fra rig og priviligeret til lovløs befrier, som her fortælles med Robin i centrum samt hans tro følgesvend John på sidelinjen og ikke mindst kærlighedskvalerne i forholdet til Marian, mens den onde sherif af Nottingham skal ned med nakken, så folket kan leve frit og uden frygt. Robin Hood-karakteren og de interne forhold er bare ikke spændende at følge.

Ja, jeg kan ligeså godt lægge kortene på bordet: Det er virkelig en omgang rod af en actionfilm. Klodset og uengagerende historiefortælling med overfortale karakterer, der tumler forvildet rundt imellem kedelige actionscener. Det er en skam, når man nu ellers blandt andet har inviteret en standhaftig Jamie Foxx som John og en ond Ben Mendelsohn som sherif med til ballet.

De to karismatiske skuespillere får bare ikke meget at arbejde med i deres fladt skrevne karakterer, der derfor heller aldrig for alvor får engagerende rodfæste i en film, der går fortællemæssigt død flere gange undervejs, hvilket får den godt to timer lange spilletid til at føles alt for lang. Ja, ‘Robin Hood’ er ganske enkelt kedelig og uopfindsom actionunderholdning.

De få lyspunkter, der dog i momentvise glimt indfinder sig i denne uinspirerede genfortælling af legenden skal blandt andet tilskrives Ben Mendelsohns onde og klichéfulde skurk samt F. Murray Abraham, der på samme vis giver den som slesk kardinal. Det redder dog ikke filmen fra at være en uengagerende rodebutik af en fortælling, der aldrig greb eller rev mig med.

– ‘Robin Hood’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Robin Hood’ får premiere den 29. november.

ANT-MAN AND THE WASP: Paul Rudd er charmerende som altid

Superhelt på Blu-ray: Okay, bare lige for at lette mit hjerte her fra starten, så elsker jeg Paul Rudd, der kort sagt består af treenigheden: Sød, sjov og charmerende. Derfor så jeg bestemt frem til, at han igen skulle indtage rollen som Marvels mindste – og af og til største (!) – superhelt i opfølgeren ‘Ant-Man and the Wasp’, der nu er udkommet på Blu-ray.

Men altså, hvad handler filmen om? Jo, som titlen indikerer, er Scott Lang aka Ant-Man ikke alene på skansen. Han gøres denne gang super-selskab af Evangeline Lilly som Hope Van Dyne aka Wasp – et kvindeligt modstykke til Ant-Man. Sammen skal mini-duoen med hjælp Hopes far – Michael Douglas som Dr. Hank Pym – og skrumpedragterne forsøge at finde Hanks hustru, som de ellers troede var forsvundet for altid i det mini-mikroskopiske ‘kvante-rige’.

Således sætter Scott Lang både det frie liv samt livet som familiefar på spil. For efter begivenhederne i ‘Captain America: Civil War’ har han nemlig siddet i husarrest og været forment kontakt med skrumpedragterne og de implicerede parter. Så få dage inden han ellers ville være sluppet fri, kastes Scott altså nu tilbage i superhelte-møllen med FBI på nakken.

Det er dog ikke kun FBI, der er på nakken af vores helte, for også en mystisk skikkelse begynder at blande sig for at få fingrene i Hanks avancerede og hemmelige skrumpe-teknologi. Her er med andre ord flere flere plottråde i spil, som dog heldigvis aldrig for alvor snubler over hinanden. Historien holdes ok fokuseret og overskuelig. Ja, det er dejligt med en Marvel-film, hvor det for en gangs skyld ikke er hele Jordens undergang, der er på spil.

Netop den mere fokuserede historie passer godt til karakteren Scott Lang, da det også er historien om en mand, der blot forsøger at komme på ret køl i livet og være en god far. Ja, han er måske den mest menneskelige af alle Marvel-helte – hvilket Paul Rudd med sin naturlige charme er med til at få ud over rampen. Desværre bliver far-datter-dramaet ikke videre nærværende, ligesom jagten på Hanks bedre halvdel aldrig for alvor bliver spændende.

Det er en skam, for Paul Rudd er bestemt både sød, sjov og charmerende, mens der også diskes op med et par ganske medrivende og opfindsomme actionscener, hvor skrumpe-teknologien tages legende i brug med biler og helte, der forstørres og skrumpes i hæsblæsende og dynamisk tempo. ’Ant-Man and the Wasp’ forbliver dog med andre ord en lille, ufarlig og sød superheltefilm, der ikke for alvor river mig rundt, men blot hygger lidt om mig. Det er nu også helt ok.

Ekstramateriale: Hertil kommer, at Blu-ray-udgivelsen indeholder en omgang ekstramateriale, hvor man med blandt andet en række making of-featuretter får et indblik i filmens forskellige aspekter og tilblivelse, mens man også får spas og fraklip fra produktionen samt slettede scener og ikke mindst et kommentarspor.

– ‘Ant-Man and the Wasp’ udkommer på dvd og Blu-ray den 15. november.

HEREDITARY: En sorgramt horror-creeper, der gav mig onde mareridt

Horror på Blu-ray: Det gør ondt i hele min krop. Ja, både min hjerne, mit hjerte og min mave blev ramt af sorgens tunge, insisterende og komplekse væsen med den snigende onde og yderst olme horror-creeper ‘Hereditary’, der nu er udkommet på Blu-ray. For sorgen ligger her som et knugende tungt tæppe om den lille familien Graham, man kommer tæt ind på livet af i en svær tid i kølvandet på, at de har mistet deres bedstemor Ellen.

Mere behøver du sådan set ikke vide om den hemmelighedsfulde og engagerende subtile historie i den overnaturlige ‘Hereditary’. For det er blandt andet i netop måden, hvorpå fortællingen foldes ud, at en stor del af filmens styrke ligger – i den adstadige, tunge og konstant eskalerende onde udrulning af de grumme begivenheder, som blot fik mere og mere fat i mig undervejs. Gisp!

Det er nemlig i de skjulte skygger, i de underspillede detaljer og i den sirligt sammensatte historie, at skrækken finder sit nervepirrende og gysende uhyggelige liv. Her med en forrygende og medrivende Toni Collette i front som moderen Annie, der bærer sorgen på sig, så jeg ikke kunne undgå at mærke det helt fysisk på min egen krop. Stærkt, foruroligende og rørende.

For ja, jeg både græd og ikke mindst gøs mig vej igennem filmen, der – udover at skræmme livet af mig op til flere gange – ganske enkelt også er et pokkers velspillet, velfortalt og velkonstrueret drama, der kredser om netop sorgens altopslugende og relaterbare væsen samt det svære afsavn, den umulige afsked og ikke mindst forskruede og usunde familierelationer.

Det hele kulminerer flere gange undervejs i både urovækkende, angstfulde og uhyggelige mareridtsscener. Herligt. Altsammen bragt til live på en dragende bund af et besnærende menneskeligt drama, hvor man udover Toni Collette også finder en intens Milly Shapiro som den asociale datter, en oprigtig Alex Wolff som den utilpassede søn, mens Gabriel Byrne er den rolige fader, som forsøger at holde overblikket og sammen på en familie i opløsning.

Det er imponerende nok en spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter, man finder bag de gysende eskapader, nemlig Ari Aster. Han er et navn, du bør holde øje med. For med ‘Hereditary’ er han netop trådt overbevisende og neglebidende ondt ind på horror-scenen med en skrækfilm, der elegant og skræmmende balancerer det psykologiske drama med det overnaturlige gys. Traumetungt, atmosfæremættet og gispende olmt. Ja, ‘Hereditary’ er fucking uhyggelig.

– ‘Hereditary’ udkommer på dvd og Blu-ray den 8. november.

Vind horrorfilmen ‘Hereditary’ på Blu-ray

Konkurrence: Fra producenterne bag ‘The Witch’ kommer nu horrorfilmen ‘Hereditary’. Den spillefilmsdebuterende instruktør Ari Aster har med ‘Hereditary’ skabt en dybt foruroligende historie om skæbne, familie og ondskab. Filmen er nu udkommet på Blu-ray og du kan vinde et eksemplar.

– ‘Hereditary’ er udkommet på dvd og Blu-ray 8. november 2018.


– 1.-2. præmie: 1 stk. Blu-rat med ‘Hereditary’.

Indsend det rigtige svar på nedenstående spørgsmål:

– Hvem har instrueret ‘Hereditary’?

Send dit svar til filmskribenten(a)gmail.com og skriv ”Hereditary” i emnefeltet. Konkurrencen løber til og med den 7. december kl. 12:00. Max én deltager pr. husstand. Vinderen kontaktes via mail.

Vind fribilletter til kærlighedsdramaet ‘Cold War’

Konkurrence: ‘Cold War’ er en passioneret kærlighedshistorie om to mennesker med meget forskellig baggrund og vidt forskellige temperamenter. De er helt forkerte for hinanden, men er alligevel via skæbnen dømt til at forblive sammen. En umulig kærlighedshistorie i en umulig tid, der udspiller sig under den kolde krig i 1950’ernes Polen, Berlin, Jugoslavien og Paris.

‘Cold War’ vandt prisen for bedste instruktion ved filmfestivalen i Cannes, mens instruktør Pawel Pawlikowski modtog en Oscar for bedste film for sin sort-hvide film ‘Ida’.

– ‘Cold War’ har biografpremiere den 13. december 2018.


– 1.-4. præmie: 2 stk. fribilletter til ‘Cold War’.

Indsend det rigtige svar på nedenstående spørgsmål:

– Hvem har instrueret ‘Cold War’?

Send dit svar til filmskribenten(a)gmail.com og skriv ”Cold War” i emnefeltet. Konkurrencen løber til og med den 13. december kl. 12:00. Max én deltager pr. husstand. Vinderen kontaktes via mail.

MISSION: IMPOSSIBLE – FALLOUT: Tom Cruise i forrygende frit fald på 4K

4K Ultra HD: Ja, jeg elsker Tom Cruise, og jeg er vild med Mission: Impossible-franchisen. Men kan den sprængfarlige agent-og-action-serie virkelig holde dampen oppe med en sjette film? Det korte og klare svar er et rungende hell fucking yes! For ‘Mission: Impossible – Fallout’ leverer varen på så mange medrivende parametre, at jeg fik pulsen godt op at køre undervejs, hvor agenten Ethan Hunt aka Tom Cruise forsøger at overleve den ene vilde scene efter den anden. Filmen er nu udkommet på 4K Ultra HD.

Som del af CIA’s hemmelige agent-enhed IMF må Ethan Hunt og hans team nemlig denne gang forsøge at få fat i en farlig ladning plutonium, så den ikke ender i de forkerte hænder – og hermed altså vil skabe global død og ødelæggelse. Det lyder måske ret simpelt og ligetil. Men bare rolig, for det er der aldrig rigtig noget, der er i mission umulig-land – heller ikke denne gang.

Således bølger og snor det driftige plot sig medrivende fremad filmen igennem, hvor der både trækkes tråde tilbage i franchisen og Ethan Hunts fortid, mens nutiden kun synes endnu mere nærværende og faretruende end nogensinde før. Her er med andre ord noget på spil – både personligt for Hunt og holdet, men så sandelig også hvad angår verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes intenst og hårdtløbende i live filmen igennem. Og blandt andet fordi dramaet og karaktererne fungerer, får de mildest talt svimlende, nervepirrende og fucking vilde actionscener i den grad pondus og engagerende liv. Lige fra biljagter og faldskærmsudspring, videre til Tom Cruise på løbetur for fuld fart samt helikopter-gallop og brutal håndgemæng.

For ja, en del af både franchisen og Tom Cruises varemærke er netop actionscenerne og de halsbrækkende stunts – og her leverer filmen i den grad. Her er det ikke buldrende tomme CGI-genererede scener, man spises af med, men altså rigtige mennesker af kød og blot med livet i frit fald. Jeg mærker faren og farten. Jeg mærker dødens vingesus. Det er ganske forrygende.

Tom Cruise er dog ikke alene. Men ja, han lever atter rollen som Ethan Hunt med hele sin krop. Enigmatisk og magnetisk. Joviale Ving Rhames er atter Luther, en mere alvorlig Simon Pegg ses som Benji, mens Rebecca Ferguson er ligeså cool og farlig som Ilsa Faust som sidst. Sean Harris er atter slesk som skurken Solomon, og så er Henry Cavill ny mand på holdet som badass agent Walker. Med andre ord et stærkt og karismatisk hold, der supplerer hinanden godt og dynamisk.

Tonen er denne gang en kende mere gritty, dyster og barsk end tidligere – det høres både på Lorne Balfes faretruende score, men ses også visuelt og mærkes i fortællingens nervepirrende grundtone. Dog placeres der undervejs fine åndehuller af humor, der rammer rent de rigtige steder. ‘Mission: Impossible – Fallout’ er med andre ord nervepirrende, når den skal være det, morsom når den skal være det og ja, helt rørende når det skal være det.

Det var altså det rette valg af Tom Cruise at bringe Christopher McQuarrie tilbage som både instruktør og manuskriptforfatter efter den forrige ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ fra 2015. Det selvom franchisen hidtil har skiftet instruktøren ud for hver ny film. Men her er altså ikke metaltræthed at spore – hverken i det vellykkede parløb, hos en nu 56 år Tom Cruise eller i serien, der hermed har nået endnu et medrivende højdepunkt med sin sjette film.

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Udover filmen på forrygende og forførførende 4K Ultra HD, så indeholder udgivelsen også filmen på Blu-ray samt en stor omgang ekstramateriale. Her får man blandt andet et kommentarspor med instruktør Christopher Mcquarrie og Tom Cruise samt andre kommentarspor, mens man videre også finder ‘The Making Of Mission: Impossible Fallout’, slettede scener og kig på enkelte af filmens actionscener og deres tilblivelse.

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 3. december.

SICARIO 2: SOLDADO: En både benhård, trøstesløs og ond opfølger

Action på Blu-ray: Nej, der er vel i grunden ikke brug for en opfølger til Denis Villeneuves helt igennem forrygende, kyniske og benhårde action-thriller ‘Sicario’ fra 2015. Ikke desto mindre er det, hvad vi netop nu får med ‘Sicario 2: Soldado’, der nu er udkommet på Blu-ray. Heldigvis kan jeg allerede nu sige, at det er en på flere måder medrivende brutal oplevelse, som dog trods alt ikke er på niveau med den første.

Men nej, du behøver som sådan ikke at have set ‘Sicario’ for at se denne sequel (det vil jeg dog kun på det varmeste anbefale, at du gør). Denis Villeneuve har her overladt instruktørstolen til Stefano Sollima, mens manuskriptet imidlertid også denne gang skrives af Taylor Sheridan, ligesom man igen finder Josh Brolin og Benicio Del Toro i deres respektive roller fra den første film.

De er således igen den nådesløse CIA-agent Matt Graver og den enigmatiske Alejandro, som her slår sig sammen i kampen mod de skånselsløse mexicanske narkokarteller, der er begyndt at smugle terrorister over den amerikansk-mexicanske grænse. I den farlige og uforudsigelige kamp mod kartellerne sættes reglerne til side i en krig, der hurtigt går fra slem til værre.

For nej, intet går naturligvis efter planen, når man involverer sig i en så betændt konflikt, der da også kun optrappes minut for minut. Graver og Alejandro forsøger dog at holde overblikket og hovedet koldt, mens de holder deres automatvåben varme. For ja, ganske vist er her sin del af underspillet spænding, men filmen leverer bestemt også sin del af intense actionscener.

Det gælder blandt andet en engagerende eksekveret og brutal kidnapningsscene, hvor intensiteten banker medrivende afsted. Udover sin veleksekverede action, er ‘Sicario 2: Soldado’ også et dystert studie af mennesker under pres. Lige fra agent Graver og Alejandro i front til kartellerne og de øvrige folk, der opererer i kulisserne under denne kyniske krig.

Man får således et engagerende kig ind i en verden uden regler og hvor hver handling kan have fatale konsekvenser. Mest interessant er dog den tvetydige Alejandro. Desværre mister filmen noget af sin intense momentum hen imod sit tredje akt, mens der også skal sluges et par mindre plotmæssige kameler undervejs. Det er dog alt sammen til at leve med, for i sidste ende er her ganske enkelt tale om en benhård, trøstesløs og ond opfølger.

– ‘Sicario 2: Soldado’ udkommer på dvd og Blu-ray den 29. november 2018.

Vind actionfilmen ‘Sicario 2: Soldado’ på Blu-ray

Konkurrence: Her kommer efterfølgeren til Denis Villeneuves Oscar-nominerede ‘Sicario’ fra 2015. Benicio Del Toro og Josh Brolin optræder igen i de to bærende roller, mens Stefano Sollima har overtaget instruktørstolen. Sollima er kendt for at have instrueret hårdkogte og dystre gangsterthrillers som serien ‘Gomorrah’ (2014-) og filmen ‘Suburra’ (2015). I ‘Sicario 2: Soldado’ tages du med på en actionfyldt rejse til USA og Mexico.

– ‘Sicario 2: Soldado’ udkommer på dvd og Blu-ray 29. november 2018.


– 1.-2. præmie: 1 stk. Blu-ray med ‘Sicario 2: Soldado’.

Indsend det rigtige svar på nedenstående spørgsmål:

– Hvem har instrueret ‘Sicario 2: Soldado’?

Send dit svar til filmskribenten(a)gmail.com og skriv “Sicario 2″ i emnefeltet. Konkurrencen løber til og med den 10. december kl. 12:00. Max én deltager pr. husstand. Vinderen kontaktes via mail.

THE FIRST PURGE: Volden slippes atter løs i den brutale franchise

Horror på Blu-ray: Det hele startede tilbage i 2013 med ‘The Purge’, der sidenhen blev fulgt op af ‘The Purge: Anarki’ i 2014 og ‘The Purge: Election Year’ i 2016, mens der også i år er landet en tv-serie, der tager det dræbende koncept endnu videre.  Nu er den fjerde film i den både blodige, brutale og tankevækkende horrorfilm-serie ‘The First Purge’ udkommet på Blu-ray.

For ja, hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med det morderiske univers, så kan det kort opsummeres således: For at få kriminaliteten ned under en procent for resten af året tester de såkaldte New Founding Fathers of America en sociologisk teori, der giver mulighed for at USA’s borgere en gang om året kan få afløb for deres aggressioner fri for ordensmagtens indgriben.

Det betyder, at al kriminalitet denne ene gang om året er tilladt, hvilket blandt andet indkluderer vold og i sit yderste også drab. Med ‘The First Purge’ møder volden fra overmagtens side dog raseriet fra de marginaliserede, hvilket gør, at situationen kommer helt ud af kontrol og spreder sig til resten af landet.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i slettede scener, videre featuretterne ‘A Radical Experiment’ og ‘Bringing the Chaos’ samt ‘The Masks of The First Purge’. Så ja, hvis du tør, kan du jo passende sætte tænderne i dette nyeste indslag i den voldelige franchise.

– ‘The First Purge’ udkommer på dvd og Blu-ray den 12. november 2018.