THE WALKING DEAD SÆSON 8: Klamme zombier og grumme mennesker fortsat på fri fod

Zombier på Blu-ray: Selvom zombieserien ‘The Walking Dead’ måske ikke har haft samme og konstant intense tag i mig hele vejen, så er det fortsat en herligt grum og blodig fornøjelse at overleve serien sæson for sæson. Det gælder også for 8. sæson, der nu udkommer på Blu-ray. Her må Rick Grimes og alle de andre fortsat kæmpe for deres liv.

Jeg vil ikke spoile her, hvilke nye karakterer, man denne gang møder – eller hvem, der ikke overlever de brutale eskapader – men blot fortælle, at den ubehaglige stemning holdes i hævd. Der er altså ikke mange rolige øjeblikke for de hårdtprøvede helte og antihelte – eller skurke for den sags skyld. For her males der fortsat med gråtoner i skellet mellem helte kontra skurke. For hvad gør egenlig folk onde?

Det er nemlig fortsat menneskene, der i den grad udgør en trussel mod hinanden i lige så høj grad – hvis ikke mere – som det er de klamme zombier, der truer menneskene med en splattet død. Serien excellerer ligesåvel fortsat i det uforudsigelige og ubehagelige – og netop denne kombination er guld værd, når den lykkedes.

Selvom serien måske ikke just genopfinder sig selv, leverer den atter en gang solidt sortsyn, et spændende og kontrastfyldt persongalleri og ikke mindst en masse skønt zombiesplat, hvor min favorit stadig er Norman Reedus som den evigt cool Daryl Dixon. Andrew Lincoln forsøger fortsat at holde sammen på sig selv og flokken som den forpinte Rick Grimes.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, blandt andet flere forlængede scener, et kig på serien bag kameraet samt en making of, videre til kommentarspor med mere.

– ‘The Walking Dead’ sæson 8 udkommer på dvd og Blu-ray den 24. september.