Blu-ray/DVD

Published on september 9th, 2018 | by Bjarke Friis Kristensen

0

PACIFIC RIM UPRISING: Krig mellem kæmpe maskiner og mægtige kaijuer

Blu-ray: Lad mig være ærlig fra starten af: Jeg er en sucker for kæmperobotter og mægtige monstre. Derfor ramte Guillermo del Toros kulørte og storladne ‘Pacific Rim’ da også et yderst soft spot hos mig tilbage i 2013. Nu vender vi så tilbage til universet med de store Jaegers og enorme kajiuer med ‘Pacific Rim Uprising’, der nu er udkommet på Blu-ray.

Vi dumper ned i fortællingen 10 år efter den første film. Krigen mod kaijuerne er vundet – de kolossale bæster, der dukkede op fra bundet af Stillehavet for at smadre løs i den første film. Siden da har et korps af Jaegers – store menneskestyrede maskiner – vogtet verden, hvis en ny trussel skulle indfinde sig. Du gættede rigtigt: Der indfinder sig naturligvis en ny monstrøs trussel.

Pacific Rim Uprising 02

Således kommer Jaegers-piloterne atter på banen, hvor man følger den unge Jake Pentecost, der er søn af den første films heroiske Stacker Pentecost. Jake er dog ikke som sin far. Han vil ikke være nogens helt eller for den sags skyld Jaeger-pilot. Men ja, han ender naturligvis tilbage i maskinerne, hvor han desuden skal hjælpe til med at optræne et nyt hold af kadetter.

Således er der linet op til en omgang faderkomplekser og monsterkrig i stor skala, mens der også smyger sig fordækte planer samt en ny generation af fjernstyrede Jaegers ind i plottet. Desværre så famler fortællingen, dens forskellige plottråde og mange karakterer rundt om sig selv, hvor en medrivende retning for filmen sættes over styr af blandt andet generisk monsteraction.

Pacific Rim Uprising 03

En naturlig drenget John Boyega gør ellers sit for at tilføre løjerne menneskelighed, charme og vittig hopla i rollen som Jake. Men han får blot lov til at stå blafrende hen i det rodede manuskript, hvor blandt andet hans faderopgør aldrig bliver engagerende forløst, men glemmes undervejs. Der mangler ligeledes dramatisk tyngde i det øvrige persongalleri, der aldrig kommer til sin ret.

Det ender således også med at være de stort opsatte actionscener mellem Jaegers og kaijuer, der skal bære eskapaderne i mål. Men end ikke her leveres der mindeværdige øjeblikke, men mest af alt bare kedelig computerskabt slå-på-tæven uden intens nerve. Så selvom jeg elsker robotter og monstre, ender denne fesne opfølger som en generisk og uopfindsom omgang kolosaction.

Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan gå på opdagelse i en række slettede scener med kommentarspor af filmens instruktør Steven DeKnight, mens man med en række forskellige featuretter også får et nærmere indblik i filmen, dens tilblivelse og univers med kig på eksempelvis kadetterne, heltene og skurken samt naturligvis de mægtige Jaegers med mere.

– ‘Pacific Rim Uprising’ udkommer på dvd og Blu-ray den 6. august.

Tags: , , ,


About the Author


Back to Top ↑