GRÆNSE: En sælsom, enigmatisk og dragende filmisk oplevelse

Biografanmeldelse: Hun har et helt almindeligt job som toldbetjent. Men Tina er langt fra som sine kollegaer. Eller som nogen andre for den sags skyld. Ikke kun på grund af sit aparte udseende, men mest af alt fordi hun har en utrolig lugtesans, der gør hende i stand til at opsnuse andres følelser. Hun kan altså hurtigt udpege dem, der ikke har rent mel i posen.

Således står Tina på sin plads dag ud og dag ind i den svenske ’Grænse’, hvor en helt almindelig dag dog tager en uventet drejning. En uventet drejning ud af flere i en film, der desuden blander flere genrer i en dragende fortælling, som både rummer fantasi, horror samt menneskeligt drama og et spændende karakterportræt af den tilbagetrukne, men retfærdighedssøgende Tina.

Netop i sine historiemæssige drejninger ligger en af filmens styrker, så jeg vil faktisk ikke komme meget nærmere ind på selve plottet. Det skal have lov til at folde sig enigmatisk ud i takt med, at filmens sælsomme natur bliver tegnet mere og mere tydeligt op. For hemmelighederne lurer i hjørnerne – sammen med både kærligheden og ensomheden for den mutte Tina.

‘Grænse’ sætter altså på forførende og tankevækkende vis relaterbare temaer som netop kærlighed og ensomhed stævne, videre til spørgsmål om identitet – at finde sig selv og at høre til. Det er engagerende fortalt, blandt andet også takket være netop karakteren Tina, der spilles af en komplet forvandlet Eva Melander, der bærer de følelsesmæssige nuancer med indtagende lethed.

Hun er en spændende karakter at følge, blandt andet fordi hun synes at være fyldt med hemmeligheder – også for sig selv. Hertil kommer en billedside, der drilsk balancerer mellem socialrealisme og det langt mere fortryllende, som hele tiden er til stede ved Tinas evne til at fremsnue forbrydere – eller som blandt andet, når hun synes at gå i dialog med en nysgerrige ræv.

Filmen er baseret på en historie af John Ajvide Lindqvist – der også har skrevet bogen bag ‘Lad den rette komme ind’. En sælsom fortælling, der forløses på dragende, mystisk og engagerende vis af instruktør Ali Abbasi i hans anden spillefilm. Det obskure kontra det normale står her levende frem i både karakterer og måden fortællingen får leveret sine evigt gyldige temaer.

– ‘Grænse’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Grænse’ får premiere den 27. september.