PHANTOM THREAD: En aldeles forrygende film, alle bør se

Blu-ray: Det her er årets for mig hidtil bedste film – og nu er Paul Thomas Andersons film så udkommet på Bl-ray. Filmen er blandt andet helt forrygende på grund af trekløveret i front fortællingen, hvor man nemlig finder som altid fremragende Daniel Day-Lewis, en nærværende Vicky Krieps og ikke mindst en skarp Lesley Manville.

I 1950’ernes London er Reynolds Woodcock en berømt designer, der lever det glamourøse liv, de fleste blot tør drømme om. Han lever livet, møder de rigtige mennesker og kommer til glamourøse fester. Et liv, hvor tingene går lynhurtigt. Hans liv forstyrres dog uventet, da en viljestærk ung kvinde, Alma, træder ind i hans liv. Inden længe er hun både Reynolds muse og elskerinde.

Ja, det lyder måske ikke videre ophidsende, når man sådan ser filmens plot ridset op. Men tag ikke fejl, her er tale om en både indsmigrende, smuk og dejligt pervers fortælling om blandt andet den altopslugende passion og kærlighedens farlige væsen. Nå ja, og så må jeg ikke glemme også at nævne Jonny Greenwoods helt igennem skønne musik til filmen. Min varmeste anbefaling.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i kamera-tests med kommentarspor af Paul Thomas Anderson, videre til slettede scener samt et modeshow kommenteret af Adam Buxton og behind the scenes. En udgivelse og film, som du bestemt ikke må gå glip af.

– ‘Phantom Thread’ udkommer på dvd og Blu-ray den 28 juni.