Blu-ray/DVD

Published on juli 1st, 2018 | by Bjarke Friis Kristensen

0

DARKEST HOUR: Gary Oldman er bedre end filmen i rollen som Winston Churchill

Drama på Blu-ray: Vi befinder os i de spæde dage af 2. Verdenskrig. Nazisterne trumler med Hitler som befalingsmand afsted gennem Europa og banker snart på Englands dør. Det er nu den nyligt udnævnte og kontroversielle premiereminister Winston Churchill, der står med det tunge ansvar at skulle lede slagets gang og tage stilling til det presserende spørgsmål om enten at indgå i forhandlinger med fjenden eller at kæmpe imod med alle kræfter.

Det er helt kort det nervepirrende udgangspunkt for det Oscar-vindende og biografiske krigsdrama ‘Darkest Hour’, der nu er udkommet på Blu-ray. Man finder her en (nærmest) uigenkendelig Gary Oldman i den altoverskyggende hovedrolle som den britiske statsmand. Komplet med det helt store makeup-arbejde for at fremtrylle den korporlige politikers karakteristiske ydre med cigaren i munden.

darkest hour biograf 02

Det er da også først og fremmest for Gary Oldmans præstation, du skal se den en smule flade film. For det er hans veloplagte og virile, nuancerede og drilske portræt, der for mig bærer filmen frem og holder mig fænget, når den ellers potentielt potente krigsfortælling mister pusten og sit momentvis sitrende momentum. Ja, vi er ude i et tilfælde af, at filmen ikke er noget nær så god som Gary Oldmans præstation. Desværre.

Men selvom Gary Oldman altså ned til selv de mindste trækninger ved øjnene overbeviser i sin Oscar-venlige præstation, så skal jeg altså også lige sluge det udstyrsstykke det er, at Churchill er bragt til live her. For ganske vist er gammelmands-makeuppen overbevisende, men den sidder også hele vejen som en påmindelse om, at vi her har at gøre med en spillet karakter og ikke en mand af kød og blod.

darkest hour biograf 01

Den ellers vildt flot udførte “gummimaske” skygger med andre ord en anelse for, at jeg bliver helt fortryllet væk i og opslugt af Gary Oldmans ellers magiske forvandling. Det hænger dog uden tvivl også sammen med, at fortællingen om de svære politiske valg mangler noget af den spænding, nerve og de eksistentielle gråzoner, der ellers implicit ligger i fortællingen.

‘Darkest Hour’ forbliver altså med at være en skuespillernes film, hvilket det øvrige cast fornemt understreger. Her med blandt andet en både sart og stærk Lily James som Churchills sekretær, videre til en vildt god og nærværende Kristin Scott Thomas som hustruen samt ikke mindst en altid god Ben Mendelsohn som King George VI. Men, men, men – dette er og forbliver Gary Oldmans film.

– ‘Darkest Hour’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 28. juni 2018.
 

Tags: , ,


About the Author


Back to Top ↑