ANT-MAN AND THE WASP: Paul Rudd er charmerende som altid

Biografanmeldelse: Okay, bare lige for at lette mit hjerte her fra starten, så elsker jeg Paul Rudd, der kort sagt består af treenigheden: Sød, sjov og charmerende. Derfor så jeg bestemt frem til, at han igen skulle indtage rollen som Marvels mindste – og af og til største (!) – superhelt i opfølgeren ‘Ant-Man and the Wasp’. Desværre er filmen ikke på niveau med min begejstring for Paul Rudd.

Men altså, hvad handler filmen om? Jo, som titlen indikerer, er Scott Lang aka Ant-Man ikke alene på skansen. Han gøres denne gang super-selskab af Evangeline Lilly som Hope Van Dyne aka Wasp – et kvindeligt modstykke til Ant-Man. Sammen skal mini-duoen med hjælp Hopes far – Michael Douglas som Dr. Hank Pym – og skrumpedragterne forsøge at finde Hanks hustru, som de ellers troede var forsvundet for altid i det mini-mikroskopiske ‘kvante-rige’.

Således sætter Scott Lang både det frie liv samt livet som familiefar på spil. For efter begivenhederne i ‘Captain America: Civil War’ har han nemlig siddet i husarrest og været forment kontakt med skrumpedragterne og de implicerede parter. Så få dage inden han ellers ville være sluppet fri, kastes Scott altså nu tilbage i superhelte-møllen med FBI på nakken.

Det er dog ikke kun FBI, der er på nakken af vores helte, for også en mystisk skikkelse begynder at blande sig for at få fingrene i Hanks avancerede og hemmelige skrumpe-teknologi. Her er med andre ord flere flere plottråde i spil, som dog heldigvis aldrig for alvor snubler over hinanden. Historien holdes ok fokuseret og overskuelig. Ja, det er dejligt med en Marvel-film, hvor det for en gangs skyld ikke er hele Jordens undergang, der er på spil.

Netop den mere fokuserede historie passer godt til karakteren Scott Lang, da det også er historien om en mand, der blot forsøger at komme på ret køl i livet og være en god far. Ja, han er måske den mest menneskelige af alle Marvel-helte – hvilket Paul Rudd med sin naturlige charme er med til at få ud over rampen. Desværre bliver far-datter-dramaet ikke videre nærværende, ligesom jagten på Hanks bedre halvdel aldrig for alvor bliver spændende.

Det er en skam, for Paul Rudd er bestemt både sød, sjov og charmerende, mens der også diskes op med et par ganske medrivende og opfindsomme actionscener, hvor skrumpe-teknologien tages legende i brug med biler og helte, der forstørres og skrumpes i hæsblæsende og dynamisk tempo. ’Ant-Man and the Wasp’ forbliver dog med andre ord en lille, ufarlig og sød superheltefilm, der ikke for alvor river mig rundt, men blot hygger lidt om mig. Det er nu også helt ok.

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får biografpremiere den 4. juli.