4K Ultra HD/Blu-ray

Published on januar 6th, 2018 | by Bjarke Friis Kristensen

0

DUNKIRK: Fanget i krigens hjerte i forrygende 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Jeg efterlades ikke med meget andet at klynge mig til end situationernes håbløshed og krigens kaos, når Christopher Nolan folder sin intenst klaustrofobiske krigsfilm ‘Dunkirk’ ud til lands, til vands og i luften. Et på en gang gribende og udfordrende ridt ind i krigens hjerte, hvor man må kigge langt efter et håb om overlevelse og redning. Nu er filmen udkommet på det helt igennem lækre 4K Ultra HD format.

Vi dumper direkte ned på en desperat strand i 1940, hvor hudredetusinde af britiske styrker og allierede er omringet af tyske tropper, der kun rykker nærmere på dem. Således fanget på en strandbred, der synes at strække sig ud i en fortvivlelsens uendelighed, må de vente på at blive evakueret eller måske reddet fra uventet kant.

Dunkirk 01

Nej, stemning er ikke just god, men konstant anspændt. Og ikke mindst uforudsigelig. Christopher Nolan har nemlig så godt som smidt en konventionel spændingskurve og et retlinet narrativ overbord til fordel for den rene situations ubønhørlige væsen. Her er ingen egentlig forløsning i vente eller udvikling af karakterer. Det er situationerne og tiden, der blot går, som er den egentlige konge i den ubønhørlige fortælling.

Således springer man fra den ene intense situation til den næste – fra land til vands og i luften. Fra de ihærdige kampfly, som gør deres for at holde de fjendtlige jagere væk med intens beskydning og ruskende luftakrobatik. Til lands, hvor de mange soldater står klar til at blive evakueret, men mest agerer ‘sitting ducks’ for fjendens angreb – og til vands, hvor hjælpen synes en my tættere på, men alligevel uendeligt langt væk, når først fjenden kaster bomber ned fra oven.

Dunkirk 02

Filmens store force ligger for mig altså i dens formåen i at leve af og i situationerne, som vi her dumpes ned i. Intenst, gribende og uden en egentlig progression mod den store krigsfinale. Her sker blot, hvad der nu sker. Heraf også filmens herligt uforudsigelige væsen og intense nærvær. Men også grunden til, at jeg stod en kende følelsesmæssigt løsrevet fra begivenhederne.

Her er ikke karakterer, jeg som sådan kan gribe fat i, men blot ansigter, der nu “tilfældigvis” fandt vej ind foran kameraet i dette krigens kaos. Men selvom jeg ikke emotionelt var mest grebet af fortællingen, så er den fortællemæssigt og ikke mindst visuelt, så pokkers engagerende eksekveret, at jeg alligevel var med hele vejen ind i krigens mørke og brutale hjerte.

4K Ultra HD og Ekstramateriale:
Filmen fås ikke i en flottere udgave til hjemmebiografen end denne 4K Ultra HD-udgivelse, der desuden også indeholder filmen på Blu-ray. Men krigens vingesus gengives her knivskarpt, farvemættet og nuanceret, mens lydsporet spiller upåklageligt, klart og dynamisk. En sand og medrivende fornøjelse. Man får desuden også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i tilblivelsen af krigen med alt hvad det indebærer af effekter, research og teknisk udstyr.

– ‘Dunkirk’ udkommer på 4K Ultra HD + Blu-ray den 18. december 2017.
Dunkirk UHD cover

 

Tags: , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑