Anmeldelser Snemanden biograf anmeldelse 02

Published on oktober 12th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

SNEMANDEN: Michael Fassbender på iskold seriemorderjagt

Biografanmeldelse: Michael Fassbender giver den som ensom, alkoholiseret og cigaretrygende kriminalbetjent på jagt efter en seriemorder, der parterer sine ofre, når sneen falder. Sådan. Så er der ellers lagt op til en intens omgang seriemorderjagt i det sneklædte og konstant kolde Oslo. Men, men, men sådan går det desværre ikke i ‘Snemanden’.

Filmen synes noget amputeret fortalt, hvor plottet mere bugter sig forvildet rundt end besnærende og engagerende. Michael Fassbenders Harry Hole forbliver en kliché, jeg aldrig rigtigt kommer ind på livet af – heller ikke selvom Fassbender er god som den forpinte lone wolf. Det øvrige persongalleri forbliver også noget vagt optegnet, hvor personer kommer og går uden egentlig at gøre noget – andet end forsøge på at lede publikum på afveje eller på rette vej mod morderen.

Snemanden biograf anmeldelse 01

Det er ellers et på papiret både alsidigt og spændende cast, der spænder fra Rebecca Ferguson, Charlotte Gainsbourg over Chloë Sevigny, Val Kilmer, J.K. Simmons til David Dencik. De kommer bare ikke som sådan medrivende i spil, men står mest som svage skakbrikker i et plot, der mere slå knuder om sig selv end at inddrage mig følelsesmæssigt.

Det er ellers Tomas Alfredson, der har instrueret – manden bag den fremragende og kølige vampyrfilm ‘Lad den rette komme ind’ samt den intenst snigende spionthriller ‘Dame, konge, es, spion’. Men her synes han forvildet ind i et plot, der mangler mere medrivende retning – og hvor morderen står noget fladt og gemmer sig i kulissen.

Snemanden biograf anmeldelse thumb

Her er dog et par ganske grumt udpenslede ofre – med afskårne hoveder og den slags bestialskheder. Morderens snemænd, der dukker op hos ofrene bliver desuden ikke brugt i opklaringsarbejdet. De får blot lov til at stå der og stirre til ære for filmens publikum uden, at Harry Hole og co. ænser dem. En halvunderlig og fladt optegnet plotpointe.

Desuden så er der flere plotdrejninger og opklaringer på vej mod den ikke videre ophidsende finale, der står en smule som hovsaløsninger. Hvilket jo desværre ikke bidrager til filmens troværdighed. Helt skidt er det hele dog ikke, da løjerne netop har nogle grumme scener og sine steder et ganske besnærende sneklædt miljø. Det er bare langt fra nok.

– Snemanden får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– Snemanden har biografpremiere den 12. oktober 2017.

snemanden poster

Tags: , , , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑