CPH PIX 2017 mermaid thumb

Published on oktober 5th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

CPH PIX 2017: Gakkede havfruer og en absurd mandsling

CPH PIX 2017: Så er vi lidt over halvvejs igennem de sprudlende filmeskapader på dette års udgave af CPH PIX – og der er stadig fuld fart på filmene i Københavns biografer. Ja, bare rolig, for du kan nemt nå at fange festivalens film i mørket – faktisk helt frem til og med på onsdag den 11. oktober. Det vil jeg da kun anbefale, at du gør.

Jeg ser i hvert fald frem til en god stak film, inden det hele slutter for i år. Men inden da, vil jeg lige omkring, hvad mine dage har stået på siden sidst – nemlig (blot) to film fordelt på sjette- og syvende-dagen. Først et gakket havfrueeventyr fra Kina med den kulørte THE MERMAID. Den var desværre ikke nær så sjov, som den var fjollet.

The Mermaid (3D)

Der var dog en del andre i salen, der morede sig mere over blandt andet slapstick-humoren end undertegnede. Men det var ikke fordi, at havfrue-og-tobenet-mand-falder-for-hinaden-komedien ikke havde sine morsomme og dejligt tossede øjeblikke. Blandt andet en blækspruttemand, der er så uheldig at få tilberedt sine tentakler i levende live. Av.

Jeg grinte aldrig rigtigt, men smilte trods alt en smule indvendigt undervejs, men aldrig nok til, at oplevelsen for alvor løftede sig – heller ikke selvom den sine øjeblikke var helt rørende. Dagen efter ventede der endnu en komedie med LEMON – dog af den langt mere underspillede og tørre slags. Her følger man en ikke videre sympatisk mand omkring de 40, der går rundt i sin egen lille neurotiske verden, hvor han ikke rigtigt kan rumme andre end sig selv.

Lemon

Det leder ham kun på en eksistentiel deroute, hvor kæresten skrider og intet rigtigt vil lykkedes for den halvynkelige og uduelige teaterinstruktør. Således spiller Brett Gelman sig fint, ok følsomt og med deadpan-humor hele vejen igennem de sorthumoristiske løjer, mens man finder Michael Cera i en herligt selvoptaget birolle som vordende skuespiller.

En stilsikker film med sine velkomponerede indstillinger og velovervejede kameraføringer. Men selvom filmen var forførende at se på, og der var tilløb til medrivende morsomheder – blandt andet en dysfunktionel familiesammenkomst – så blev jeg aldrig rigtigt ramt af den både bizarre og sørgmodige film om en mand, der er faret vild i livet.

LEMON blev desuden introduceret af Brett Gelman selv, mens der efterfølgende var en kort Q&A med en både velovervejet, sjov og veltalende hovedrolleindehaver. Det er skønt, når festivalen byder på gæster.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

Tags: , , ,


About the Author


Back to Top ↑