LOGAN LUCKY: Et vovet kup og et par uheldige brødre på røven

Biografanmeldelse: Selvom man måske ikke just er den skarpeste kniv i skuffen, skal det bestemt ikke afholde en fra at ville føre sine drømme og planer ud i livet – eller for den sags skyld et vovet kup. Og det er præcis sidstnævnte, der er i spil i Steven Soderberghs både morsomme og ganske spændende heist-komedie ‘Logan Lucky’, der fint tager sig tid til både at bygge sin historie, miljøet og sine karakterer op. Det fungerer.

For en ting er selve det umulige kup, som to brødre forsøger at slippe afsted med under et stort NASCAR-ræs i North Carolina, noget andet er karaktererne, der skal give de neglebidende heist-strabadser følelsesmæssigt og morsomt liv. Det gør de. Her finder man nemlig veloplagte Channing Tatum og Adam Driver som de to brødre. De er dog ikke alene, for blandt andet hives en platinblond Daniel Craig ind for at hjælpe til som sprængstofsekspert.

Logan Lucky 01

Et umage trekløver, der ikke består af de mest kloge hoveder. Men hvad de ikke har af kupmæssig intellekt har de i påhitsomhed og gåpåmod. Channing Tatums velmenende og fraskilte Jimmy Logan er primusmotor og just fyret fra sit job, mens Adam Drivers enarmede bartender er med på idéen – fordi penge og broderskab. Sammen er de to både dejligt menneskelige og har veltimet humor midt i en ellers alvorlig situation.

Men bare rolig, for her er ikke tale om nogen alvorlig kupfilm. Den skal først og fremmest være morsom – og meget gerne også spændende. Den er begge dele. Her kommer den ligeledes veloplagte Daniel Craig på banen som den hidsige Joe Bang. Han ser ud til virkeligt at more sig i rollen som eksplosionsgal ekspert. De tre udgør en dynamisk og sprængfarlig trio, som jeg hepper på hele vejen, når deres ikke videre gennemtænkte plan rulles ud.

Logan Lucky 02

At vi ikke som sådan befinder os i den virkelige verden står mere og mere klart, jo længere de kommer med kuppet. Her er snarere tale om en tegneserieagtig logik. Både når det kommer til brugen af sprængstop samt kupmæssig timing. En tegneserielogik, der fint matcher Joe Bang og hans to endnu mindre bemidlede brødre, der også hives ind. Her er dog også plads til mere oprigtigt drama i blandt andet forholdet mellem Jimmy og hans datter. En sød modvægt til kuppet.

Netop i denne flok af umage karakterer og et umuligt kup opstår der reel spænding, grundet den uforudsigelige plan. Men selvom her er tale om en kupfilm, er det altså ligeså meget en komedie med elskværdige karakterer, der er limen, som holder sammen på det hele, når afviklingen af historien måske bliver lidt lang i spyttet. Men med charme, humoristisk overskud og et umuligt kup kommer Steven Soderberg og co. langt og altså også fint i mål.

– ‘Logan Lucky’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Logan Lucky’ har biografpremiere den 7. september 2017.

Logan Lucky poster