PROMETHEUS: Et flot og svulstigt rumeventyr på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige. Den er nu udkommet på det forrygende flotte og vellydende format 4K Ultra HD.

Vi skal her atter ud i det uendelige verdensrum, hvor en jagt efter svar på menneskets oprindelse er sat ind, intet mindre! Ombord på rumskibet Prometheus har et hold forskere med eventyrlyst og overmod således sat kurs mod en fjern planet, der muligvis rummer svarene. Ekspeditionens sikkerhed bliver dog snart sat over styr, for selvfølgelig gemmer planeten på ubehagelige overraskelser…

Prometheus 4K ultra hd 01

Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indkapsles eventyret i forførende smukke og fængslende flotte billeder. Her kan den gamle Ridley Scott absolut sit kram. Desværre er historien ikke nær så sikkert leveret. De flotte løjer mister en smule fokus og historien ender med en del uforløste elementer i spil. Her forsøges ganske enkelt fortalt for meget på for kort tid.

Hvis bare filmen havde været længere, så kunne historien og ikke mindst de medvirkende muligvis have fået mere tilfredsstillende spillerum. Mest interessant er Michael Fassbender som den gådefulde androide David, der tumbler med eksistentielle problemer. Men også både Noomi Rapace og Charlize Theron gør god figur som henholdsvis cool heltinde og snerpet leder med hemmeligheder.

Men desværre er der for mange i castet, der aldrig får ordentligt fodfæste og derfor ender som halvt forløste karakterer. Jeg ville for eksempel gerne have set mere til Idris Elba i rollen som cigarrygende rumkaptajn – og hvorfor pokker har man ikke bare castet en gammel mand i rollen som oldingen Peter Weyland, i stedet for Guy Pearce iført gammelmands-makeup.

Prometheus 4k ultra hd 02

Prometheus er dog bestemt en både spektakulær og herligt ambitiøs film, der har nok pondus til at overvinde sine ujævnheder. Et forførende univers, der også sætter lidt lommefilosofisk sving i temaer som religion kontra videnskab og som heldigvis heller ikke er bleg for at servere klam og overgearet B-films-snask. Skønt! Så pokker i at finalen forjages en smule og logikken ikke hele vejen synes at have førsteprioritet,

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen står yderst flot på denne 4K Ultra HD-udgivelse. Billedet er skarpt, farvemættet og veldefineret med både fine nuancer og solide kontraster. Lydsporet er ligeledes medrivende og spiller med velafstemte niveauer. En fornøjelse. Der medfølger desuden en ok omgang ekstramateriale. Man får to kommentarspor, et med Ridley Scott og et med manusforfatterne Damon Lindelof og Jon Spaihts.

Herudover får man en række slettede og forlængede scener, blandet andet en lettere alternativ åbningsscene. Endvidere medfølger de fine, korte film, der blev brugt til filmens opfindsomme markedsføring. Desuden medfølger filmen også på Blu-ray.

Prometheus udkommer på 4K Ultra HD + Blu-ray den 10. august 2017.
Prometheus 4k ultra hd cover