Anmeldelser Paterson streamning thumb

Published on juli 4th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

PATERSON: Livets rolige gang

Streamning-anbefaling: Der sker egentlig ikke så meget i Jim Jarmuschs seneste film, det stille hverdagsdrama ‘Paterson’ – men det er også helt ok. For her flyder livet nemlig roligt afsted med et fint forførende øje for hverdagens små og smukke detaljer samt det stille drama i livet.

Adam Driver spiller den rolige Paterson, som er buschauffør, mens han også skriver digte til skrivebordsskuffen. Således kører han gennem byen i sin bus, på samme måde som han selv driver gennem livet. Rolig, venlig og observerende. For på sine ture skribler han nemlig sine digte ned i sin notesbog, hvor hverdagen omsættes til poesi.

Paterson streaming 01

Filmen fortæller således i tilbagelænet tempo om en uge i Patersons stille liv. Fra han vågner med sin kæreste ved sin side videre til morgenmaden, gåturen til jobbet og turen gennem byen i bussen samt den obligatoriske aftentur med deres hund og dagens afslutning på den lokale bar med lidt sniksnak med de lokale og en lille øl i hånden. Og så godnat.

Dagens efter starter det hele forfra. Dog med små fine og betydningsfulde afvigelser fra dagen før. For her gælder det hverdagens små detaljer. Det blide morgenkys til kæresten, den sirligt anrettede madpakke på arbejdet videre til diverse menneskeskæbner, som Paterson møder på sin vej gennem dagen eller lytter til på busturen gennem byen.

Paterson streaming 02

Jeg bliver måske ganske vist lidt irriteret på den noget konfliktsky Paterson, der ikke tør at gøre noget ved sine digte. Men på den anden side, så synes han at være tilfreds med netop det liv, han har valgt at leve. I roligt tempo og rutinepræget, uden mobiltelefon, men med en dedikeret og sød kæreste ved sin side. For måske er det lige præcis også nok her i livet?

Golshifteh Farahani er desuden sød som Patersons kæreste, selvom hun også er en smule irriterende med sine mange drømme, der ikke synes at blive til så meget før næste idé overtager den foregående. Fra countrysangerinde til cupcake-bager. På samme måde som Patersons digte heller ikke synes at komme videre end netop skrivebordsskuffen. Men måske er det også helt i orden? For hvem lever man livet for, hvis ikke sig selv og sine kære?

– ‘Paterson’ er ude på dvd samt Blu-ray og kan streames hos Blockbuster lige her.

Tags: , , , ,


About the Author


Back to Top ↑