Anmeldelser La La Land Blu-ray thumb 02

Published on juli 11th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

Gosling og Stone charmerer mig hele vejen med ‘La La Land’

Blu-ray-anmeldelse: Jeg er ikke som sådan musicalfan, men jeg faldt nu alligevel pladask for Damien Chazelles La La Land. Det er der også god grund til, for den er ganske enkelt drønhamrende charmerende, dejlig nostalgisk og bare pokkers sød. Og så er den ikke uden en fin bittersød kant.

En kant, der klæder dens farvestrålende indpakning og dejligt lette væsen, hvor der åbnes med et stort og yderst velkoreograferet musicalnummer, der folder sig medrivende ud på motorvejen ind mod drømmenes by, Los Angeles.

Her sidder de mange aspirerende skuespillere og musikere stift i kø, inden bilkøen forvandles til farvestrålende sang og dans med lange og elegant glidende kamerabevægelser ind og ud mellem bilerne samt de mange sangere og dansere, der træder ud af køens dødvande og ind i et sprudlende musicalunivers.

La-La-Land-biograf-05

I køen finder man også skuespillerinde in spe Mia samt jazzpianisten Sebastian, henholdsvis Emma Stone og Ryan Gosling. Det er dog ikke kærlighed og sød musik imellem dem – sådan liiige med sammen. Men da deres veje tilfældigvis krydses igen – og igen – spirer romancen. Og jeg spirer med. Den kække og selvsikre Sebastian mod den drømmende Mia med de fængslende dådyrøjne.

Sødt og naivt samt dansende og syngende, naturligvis. Uden at det bliver klægt, men med sin uskyld i behold samt den naive romance med fine og små komiske modhager. Her er dog andet på spil end kærligheden og romancen.

La-La-Land-biograf-01

La La Land er også historien om at jagte drømmen – om at turde tro på sig selv. Og hvor svært det kan være i en by, hvor alle synes at jage det samme. Hvor nedturene står i kø, mens succesen synes uendeligt langt borte. Mia med sin skuespillerindedrøm, og Sebastian med drømmen om at åbne sin egen jazzklub.

De to er hele vejen velspillende selskab i mere end en forstand. For de både danser, spiller og synger sig charmerende gennem både op- og nedture. Det uden, at musicalen tager overhånd og bliver en kulørt parodi. Oprigtigheden sitrer engagerende i hver kameraindstilling og hver sang, hvor jeg suges ind i det syngende univers.

La-La-Land-biograf-03

La La Land er – sådan helt skåret ind til benet – en forrygende fin og farverig hyldest til Hollywood, Los Angeles og musicalen i sig selv. Til den sødmefulde naivitet, til nostalgien og drømmenes insisterende styrke. Nå ja, og så er der lige filmens sidste intenst gribende del, som løfter La La Land ind i en liga for sig og sikrer sig den sidste følelsesladede femte stjerne.

Det er desuden en fornøjelse at gense filmen på denne fine Blu-ray-udgivelse, der byder på et farvemættet og veldefineret billede, mens også den dynamiske lydside sender både de fængende musiknumre samt replikker klart og velbalanceret igennem. Sådan! Desværre indeholder udgivelsen intet ekstramateriale, men nu er filmen i sig selv også en stor fornøjelse.

La La Land får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

La La Land udkommer på dvd og Blu-ray den 6. juli 2017.
La La Land blu-ray cover

 

Tags: , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑