HOMELAND – SÆSON 6: Carrie Mathison er fortsat i dilemmafyldte vanskeligheder

Nervepirrende serie på Blu-ray: Med sjette sæson af den nervepirrende serie ‘Homeland’ – der netop er udkommet på Blu-ray – leder Claire Danes fortsat an som den handlekraftige Carrie Mathison i denne politiske spændingsserie, der tog sin begyndelse tilbage i 2011. Den er så populær, at den faktisk allerede er fornyet med både en syvende og ottende sæson.

Serien er udviklet af de erfarne Howard Gordon og Alex Gansa, der blandt andet også har været med til at lave både ’24 timer’ og ‘The X-Files’. Det er med andre ord folk, der ved, hvordan man skruer en medrivende serie sammen. Der er i ‘Homeland’ da også et godt greb om både spænding og action, når serien folder sig ud med denne sjette og intense sæson.

Homeland 6 blu-ray 01

Det er som sagt den Emmy-belønnede Claire Danes, der her spiller den hårdtprøvede Carrie Mathison, der nu bor i New York City, hvor hun bliver fanget i de dramatiske efterdønninger fra det amerikanske præsidentvalg. Men ikke nok med det, hun må også kæmpe med at håndtere CIA-kollegaen Peter Quinn (Rupert Friend), som lider under en skade, mens kollegaen agerer mere og mere mistænksomt. Ja, der er nok af spændende bolde i luften i denne sjette sæson.

Carrie Mathison er hele tiden omgivet af dilemmafyldte problemer og sætter da også ofte alt på spil i sit utrættelige forsøg på at stoppe terrorhandlinger i USA og i resten af verden. Endvidere har hun også sine personlige problemer at kæmpe med. Således venter der altså intet mindre end godt 10 timers intens serieunderholdning med denne Blu-ray-udgivelse. Helt perfekt til den regnfulde og kolde sommer.

Homeland 6 blu-ray 02

Uanset om du allerede følger minutiøst med i serien eller endnu ikke har stiftet bekendtskab med den, så bør du springe ombord, hvis du står og mangler et skud spænding samt en omgang medrivende historiefortælling, der byder på både komplekse karakterer videre til universelle og tankevækkende problematikker. Du får nemlig det hele i med denne sjette sæson – hvilket i det hele taget er kendetegnende for serien.

Blu-ray-udgivelsen gengiver sæsonen farvemættet og veldefineret, mens det dynamiske lydspor går klart igennem. Ekstramateriale byder på et nærmere kig på filmens location i New York, mens der også er et nærmere kig på selve sæson seks. Du kan med andre ord få stillet din seriesult efter intens spænding og dramatiske intriger med disse 12 nye afsnit.

– ‘Homeland’ sæson 6 udkommet på dvd og Blu-ray den 29. juni 2017.
Homeland season 6 blu-ray cover