Anmeldelser The Handmaiden thumb

Published on april 12th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

THE HANDMAIDEN: Pirrende, sensuel og delikat trekantsdrama fra Park Chan-wook

Biografanmeldelse: Glæd dig til Park Chan-wooks nyeste og forførende film The Handmaiden. Hvorfor? Jo, fordi den leverer en spændstig historie, der pirrende leger med publikums forventninger i et spindelvæv af liderlighed, lyster, intriger og rænkespil.

Og fordi, der her åbnes op for et forbilledlig smukt univers af prægtige huse, svulstige tableauer og forførende kameraarbejde. Ja, det er form og indhold i smukkeste forening. Sådan!

Intet er dog helt, hvad det giver sig ud for i The Handmaiden. Men filmens plotkrøllende krumspring skal ikke afsløres her, men naturligvis opleves på det store lærred. Historiens udgangspunkt kan jeg dog godt lige ridse op.

The Handmaiden biograf 02

Vi befinder os i 1930’ernes japansk-besatte Korea. Her ansættes Sookee som tjenestepige for Hideko – en japansk rigmandsdatter, der lever et tilbagetrukket liv på i et prægtigt palæ langt fra alting. Men som man allerede ved fra filmens start, er Sookee ikke bare en tjenestepige, men derimod med i et svindelnummer.

Hun skal nemlig få Hideko til at falde for sin svindler af en arbejdsgiver, så han kan få del i den enorme familieformue. Som en muldvarp bag fjendens linjer er banen således kridtet fordækt op for Sookee og hendes forhold til rigmandsdatteren. Jeg kan dog godt uden at afsløre for meget sige, at alt naturligvis ikke går efter svindlernes plan.

The Handmaiden biograf 01

I et sindrigt net af forførelse, passion, magtkampe og følelser – ikke mindst de forbudte – folder Chan-wook Park således sit delikate trekantsdrama ud, mens jeg drages ind i historien af blandt andet de svævende og voyeur-agtige kamerabevægelser rundt i ejendommens både dystre, detaljerige og smukke indre samt ydre.

Som et sultent og mægtigt dyr af gammelt træ og blankt glas, synes huset af sluge både mig og dets beboere, hvor hemmelighederne sitrer lige under overfladen og i boligens hengemte indre.

Her er altså andet og mere i spil end den i øvrigt grundlæggende fængslende historie. Det er også en visuel fortælling og billedrig oplevelse i sig selv, som snor sig rundt om mig, mens safterne stiger og hvor volden venter tungt og grumt i kulissen klar til at springe ud i fuldt vigør.

The Handmaiden biograf 03

Det er dog ikke kun visuelt og historiemæssigt, det er svært ikke at blive forført, for også de medvirkende fletter sig fornemt ind i de intrigante eskapader.

Min-hee Kim er den naive og smukke rigmandsdatter, mens Tae-ri Kim er sart, handlekraftig og snedig som Sookee. Jung-woo Ha er måske en kende karikeret, men bestemt med solid bejler-pondus som svindleren – og så er Jin-woong Jo både herligt skummel, slibrig og mystisk som Hidekos besidderiske og bogglade onkel.

Park Chan-wook har med The Handmaiden ganske enkelt begået et på flere planer medrivende drama, der slugte mig med sin glubske appetit på at dupere visuelt og fortælle en passionsfyldt historie, der driller sit publikum med overraskende krumspring og sindrige detaljer.

– The Handmaiden får 5 ud af 6 stjerner:



5_6 - stars

– The Handmaiden har biografpremiere den 12. april 2017. 

The Handmaiden biograf poster

Tags: , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑