CHRISTINE: Gribende og biografisk drama med Rebecca Hall

Biografisk drama på Blu-ray: Der kan være noget grundlæggende fascinerende ved virkelige historier, der filmatiseres. Sådan er det med Christine, som er et biografisk drama fra 2016 med Rebecca Hall i den altoverskyggende hovedrolle som nyhedsreporteren Christine Chubbuck, der kæmper med både depression og ligeledes professionelle frustrationer over sit forsøg på at klatre op af karrierestigen på sit arbejde.

Og ja, uden at spoile noget, så er filmen den chokerende fortælling om journalisten Christine, der tilbage i 1974 chokerede verden ved at begå selvmord på direkte tv, som det beskrives på Blu-ray-udgivelsens cover. En både gribende og sørgelig historie om en kvinde i dybe eksistentielle problemer, der i sin utrættelige kamp efter at blive nyhedsvært på en lokal tv-station ender i et stort sort og depressivt hul, hun desværre ikke kan kravle op ad.

Christine Blu-ray 01

Det er med andre ord en film om en kvinde, der mister sin vej her i livet og ender med at tage det mest fatale valg af dem alle. Og vi er med hende på derouten hele vejen. Fra konstante skænderier med chefen, hendes usikkerhed samt et problematisk privatliv og videre til ulykkelig kærlighed. Og Rebecca Hall bærer det hele isnende godt hjem, mens man blandt andre også finder Michael C. Hall i en af de øvrige hovedroller.

Filmen gør sig desuden rigtig godt på Blu-ray, hvor 70’er-æstetikken gengives både klart, veldefineret med solid kontrast og farvemættede billeder. Lydsiden spiller også overbevisende med klare og veldefinerede niveauer og fine panoreringer. Desværre indeholder udgivelsen Blu-ray-udgivelsen kun slettede scener som ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at dykke videre ned i den virkelige historie bag filmen.

Christine udkommer på Blu-ray den 27. marts 2017.
Christine blu-ray cover