Anmeldelser

Published on januar 7th, 2016 | by Bjarke Friis Kristensen

0

THE HATEFUL EIGHT: Tarantino og de otte revolver-røvhuller i en intens trykkoger af en træhytte

Biografanmeldelse: Hvad får man, når Quentin Tarantino i årene efter den amerikanske borgerkrig lukker otte suspekte typer inde i en træhytte midt i en snestorm? Svaret er The Hateful Eight. En pokkers medrivende og veldrejet intens film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge og varer hele tre timer. Tre forrygende timer, vel at mærke. Imponerende.

Inden vi lukkes ind i hyttens trange indre, får western-vidderne dog lov at strække sig ud i et sneklædt Wyoming. Her bumler dusørjægeren John Ruth – en selvsikker Kurt Russel – gennem landskabet i en diligence med sin fange, en skøn og skræmmende Jennifer Jason Leigh. De gøres følge af en veltalende Samuel L. Jackson samt Walton Goggins, der er mindst lige så suspekt som resten af følget.

hateful-eight-biograf-02

En snestorm tvinger dem til at søge ly i førnævnte hytte, der allerede huser gæster. Ja, de restende fire af titlens hadefulde otte – henholdsvis en cool Michael Madsen, en forkalket Bruce Dern, en mut Demian Bichir og en affekteret Tim Roth. En efter en folder Tarantino vittigt og velskrevet sine hemmelighedsfulde karakterer ud, mens spændingerne i hytten bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser.

Ja, det kan naturligvis kun ende galt, når sådan en flok revolver-røvhuller klemmes ind i en trykkoger af en træhytte. Vejen mod den uundgåeligt blodige ende leverer Tarantino med vanlig genrekærlighed, overraskelser og en hele vejen smittende fortælleglæde. Et potent kammerspil, der frækt nok er skudt i det brede Ultra Panavision 70-format, der normalt forbindes med episk udfoldede filmvidder.

hateful-eight-biograf-03

Men her får 70mm-bredformatet altså lov at strække sig elegant ud i den snævre setting og bruges til blandt andet strategisk at placere ensemblet i billedet, så jeg afsøger rummet for ledetråde og er på vagt over for de medvirkendes næste træk. Præcis som flokken selv hele tiden er på vagt over for hinanden. Og netop i gruppens samspil og fortællingens mange detaljer sitrer filmens medrivende nerve.

Tarantino leger som sædvanligt – men ikke mindre veloplagt, vittigt og grotesk – med mediet, sit publikum og her westerngenrens konventioner med en utvetydig filmkærlighed. Nå ja, og så leverer den legendariske komponist Ennio Morricone friskskrevet musik, der danser op mod temaer som retfærdighed og hævn i en veleksekveret tornado af et manuskript tilsat herligt brutal vold og godt med bandeord.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

hateful-eight-poster
Originaltitel: The Hateful Eight, USA, 2015
Premiere: den 7. januar 2016
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern m.fl.
Spilletid: 187 min.
Distributør: Scanbox Entertainment

Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑