Anmeldelser

Published on februar 5th, 2015 | by Bjarke Friis Kristensen

0

MÆND & HØNS: En trættende film med indavl, tvangsonani, dyresex, hareskår og voldskomik

Biografanmeldelse: Tja, Anders Thomas Jensen. Jeg ved sgu ikke helt, hvordan du kunne fucke den her op. Du undrer dig måske også? Mænd & høns følger jo samme opskrift (groft sagt), som du tidligere har haft held med. Absurd og sort humor med en blødhjertet humanisme bankende under al volden og grimheden. Men her føles det hele bare mat, rutinetræt og uinspireret.

Det havde jeg egentlig ikke troet om en film, der har herligt ublufærdig omgang med indavl, tvangsonani, dyre- og pensionistsex samt hareskår og voldskomik. Nøgleord, der på papiret gør det helt rigtige for mig. Men Mænd & høns er mest af alt bare trættende og tung. Ok, jeg holder lige inde med at bitche. For hvad handler filmen om – altså udover kendte skuespillere iklædt hareskår?

mænd & høns biograf 02

Jo, Mads Mikkelsen og David Dencik spiller to brødre, som finder ud af, at deres netop afdøde far ikke var deres rigtige far. Det fører dem til en lille vindblæst ø, hvor deres biologiske far skulle bo på et nedlagt sanatorium. Her bliver de noget overraskede mødt af deres tre halvbrødre – den ene mere tumpet end den anden – men alle bundet sammen af samme mystiske, biologiske fortid.

Et grotesk familiedrama i krydsfeltet mellem social arv og biologisk mekanik, hvor Dencik, som den mest normale af de gakkede brødre, er mest opsat på at komme til bunds i mysteriet bag den fælles arvemasse. Men ret hurtigt bliver jeg ligeglad med mysteriet – og de fem brødre for den sags skyld. Tempoet er trægt og de samme gimmicks kører kedeligt i ring.

mænd & høns biograf 01

Mads Mikkelsen onanerer konstant og siger av, når han tisser, Søren Malling slår hvert femte minut en i hovedet med en udstoppet fugl, mens Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro gør, hvad de kan for at se sjove ud i stramt tennisoutfit. Nå ja, og Ole Thestrup spiller den samme rolle og fortæller den samme joke som i Anders Thomas Jensens øvrige Adams æbler, De grønne slagtere og Blinkende lygter.

Efter 10 år som succesfuld manusforfatter har Anders Thomas Jensen altså atter sat sig i instruktørstolen. Blot for at tage tråden op, hvor han slap. Desværre er det ikke et særligt sjovt, men mest af alt et træt og joke-gentagnede instruktør-comeback. Mænd & høns er dog ikke uden absurde lyspunkter og en egen grotesk logik, men af og til skal graven rystes, så liget ikke bliver stift og uindbydende.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER

Vurdering 2/6:
2_6 - stars
M&H_68,5x101,5_DK.indd
Originaltitel: Mænd & høns, Danmark, 2014
Release: den 5. februar 2014
Instruktion: Anders Thomas Jensen
Medvirkende:
Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, David Dencik, Nicolas Bro, Søren Malling, Bodil Jørgensen, Ole Thestrup, Birthe Neumann, Kirsten Lehfeldt m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Disney

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑