Anmeldelser

Published on februar 12th, 2015 | by Bjarke Friis Kristensen

32

INHERENT VICE: Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end sit hår

Biografanmeldelse: Du kan ligeså godt berede dig på, at du ikke kommer til at fatte alt i Paul Thomas Andersons kringlede stoner-krimi Inherent Vice. Og det er så absolut også helt i orden. For det er der vist heller ikke nogen i filmen, som gør. Altså helt kan finde vej i det sammenfiltrede plot, der snurrer sig herligt løs af fuld forståelse og ind sine jointindhyllede 1970’er-tåger i Los Angeles.

Hvis du skulle være i tvivl, så er ovenstående altså en klar anbefaling. Og nej, det er ikke kun fordi, at plottet er mere viltert end Joaquin Phoenix’ skiftende frisurer i filmen – fra halvlangt flipper til fuldt krøllet permanent. Netop Joaquin Phoenix som privatdetektiven Larry Sportello er blandt andet også inkluderet i anbefalingen.

inherent vice biograf 02

Han er iført bakkenbarter og en stråhat, der konstant er indhyllet i en røgsky fra den jointglade detektiv. Og det er her, jeg kommer til det med stoner-krimien. For Larry er altså pænt stenet – ikke på den der utiltalende måde, men på den der indbydende måde (du ved, Joaquin Phoenix) – og han skal forsøge opklare sin eks-kærestes mystiske forsvinden. Det er dog ikke så lige til.

For mens plottrådene blot bliver mere og mere sammenfiltrede, jo sværere bliver det også at holde styr alle de skumle typer, kriminelle bagmænd og paranoide konspirationståger, der krydser Larrys spor. Også for Larry selv. Og ja, det er absolut underholdende at glide ind i filmens tilbagelænede tempo, hvor det ikke kun er Joaquin Phoenix, man har fornøjelsen af.

inherent vice biograf 01

Josh Brolin er både komisk og tragisk som en evigt skulende betjent, der er glad for at sutte på chokoladebaner, mens en cool Benicio del Toro og en stramnæset Reese Witherspoon er henholdsvis Larrys detektiv-fortrolige og kælne romance. Martin Short er en cokeglad tandlæge (ja, den er god nok) og Owen Wilson er en surf-spillede-saxofon-stener (ja, den er også god nok).

Som du kan se, er stoner-krimi ikke helt dækkende for, hvad Paul Thomas Anderson har overført til film fra Thomas Pynchons roman af samme navn. Her blander blandt andet komedien, romantikken og krimien sig veloplagt og film noir-stenet sammen. Som at træde ind i en sindstilstand, hvor skellet mellem virkelighed og hashtåger sløres. Jeg drev med, som også Larry driver med eks-kæreste-mysteriets mange forrygende faldgruber og stenede afstikkere.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER

Vurdering 5/6:
5_6 - stars
inherent vice poster
Originaltitel: Inherent Vice, USA, 2014
Release: den 12. februar 2015
Instruktion: Paul Thomas Anderson
Medvirkende:
Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Owen Wilson, Katherine Waterston m.fl.
Spilletid: 148 min.
Distributør: SF Warner

Tags: , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑