Anmeldelser

Published on juli 7th, 2014 | by Bjarke Friis Kristensen

26

TOKAREV: Jeg elsker Nicolas Cage, men den her er en fuser – det er Nicolas Cage heldigvis aldrig

Blu-ray-anmeldelse: Hvis Nicolas Cage er på rollelisten, skal jeg se filmen. Ja, fuck hvor jammerlig filmen så måtte være, for Nicolas Cage er aldrig spild af tid. Aldrig. Det gælder også den mere end fesne og dybt klodsede hævnthriller Tokarev. For havde det ikke været for Nicolas Cage, havde jeg ikke orket filmen.

Som du nok har luret, har jeg et yderst soft spot for Nicolas Cage. Nej, ikke på den der ironiske måde, men ganske enkelt fordi, han er fantastisk. På den der larger than life-agtige måde – med følelserne uden på tøjet, evigt karismatisk og gerne med et automatvåben i hånden. Men som mange af de film, han har indtaget de seneste år, er Tokarev desværre endnu en forglemmelige actionfilm i rækken.

tokarev 01

Nicolas Cage indtager rollen som Paul Maguire, der har lagt livet som kriminel bag sig. Ja, den klassiske historie om manden, hvis dystre fortid indhenter ham. Det gør den så for fuld smadder, og rammer ham der, hvor det gør mest ondt – familien. Hans datter kidnappes, og så må Paul tage sagen i egen hånd, og i farten selvfølgelig også forsøge at bekæmpe sin fortids syndere og opnå frelse.

For nej, selvfølgelig er politiet ikke til nogen hjælp. Det er de som bekendt aldrig i den her slags hævnfilm. Sådan er det, og således må Paul altså selv sætte jagten ind på datterens kidnapperne – selvfølgelig ledsaget af to utåleligt tumpede kumpaner. Det leder ham selv sagt atter ind i den kriminelle verden, han ellers havde forladt. Fortidens skeletter vælter frem og alt den slags halløj.

tokarev 03

Desværre er det hele bare så gumpetungt afviklet, at end ikke eksplosioner, skududvekslinger og biljagter afføder reelt engagement. Ja, Tokarev er sådan en film, hvor biler mere eller mindre umotiveret sprænger i luften, når de støder sammen, og hvor politiet er fornærmende ringe til deres arbejde. Men okay, var de det, fik vi selvfølgelig ikke Nicolas Cage på hævntogt at se. Så det er jo heldigt nok.

Men når man absolut vil slå logikken fra og klichéerne til, har man bare at underholde. Det gør Tokarev kun få øjeblikke. Takket være Nicolas Cage. Det bliver også til lidt semi-karismatiske minutter med Danny Glover som slidt kriminalbetjent og Peter Stormare som skurk, mens russiske Pasha D. Lychnikoff som gangsterboss er et stort plus. Ja, jeg elsker Nicolas Cage, men Tokarev er en fuser. Det er Nicolas Cage heldigvis aldrig.

Filmen, Tokarev, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

tokarev 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig ganske hæderligt på Blu-ray. Billedet står med god detaljegrad og solid kontrast, men der sniger sig af og til også blødhed ind i den ellers overvejende veldefinerede billedside. Det er dog intet for alvor graverende. Lydsiden spiller mere upåklageligt med sin dynamiske brug af sine elementer, hvor både bulder, brag og replikker leveres klart og potent. Ekstramaterialet er dog ikke det store sus.

Her får man en ikke videre ophidsende alternativ slutning (3 min.) og en række slettede scener, jeg godt forstår blev slettet (12 min.). Så er der mere kød kommentarsporet med instruktøren Paco Cabezas. Men ja, man skal have mere end ualmindeligt god tid, hvis man skal gide sidde det igennem. Har man imidlertid det, giver det et fint, informativt, men også lidt kedeligt indblik i filmens tilblivelse.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER

Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
tokarev cover
Originaltitel:Tokarev, USA, 2013
Release: d. 19. juni 2014
Instruktion:Paco Cabezas
Medvirkende:
Nicolas Cage, Rachel Nichols, Max Ryan, Danny Glover, Peter Stormare m.fl.
Spilletid: 1 time 38 min
Udgiver: Scanbox Vision

Tags: , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑