Anmeldelser venus i pels thumb

Published on maj 8th, 2014 | by Bjarke Friis Kristensen

3

VENUS I PELS: Roman Polanski finder pisken frem med veloplagt SM-kammerdrama

Biografanmeldelse: Du skal altid glæde dig til en ny film af Roman Polanski, fordi det jo er en ny film af Roman Polanski. Du ved, manden bag film som Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown og The Pianist. Med hans nye film, Venus i pels, finder han pisken frem, mens Emmanuelle Seigner og Mathieu Amalric indtager scenen. Bogstavelig talt. For filmen udspiller sig udelukkende på et lille teater. Og på fransk.

Ikke nok med, at filmen udspiller sig på et teater, den er også baseret på et skuespil, der – som du nok har luret – er inspireret af Leopold von Sacher-Masochs bog Venus in Furs fra 1870. I filmen finder man Amalric som teaterinstruktøren Thomas, der er ved at caste sin egen opsætning af et stykke baseret på bogen, mens Seigner er den ligefremme Vanda, der i ellevte time ankommer til teatret for at aflægge prøve.

venus i pels 02

Scenen er således sat på dette intime teater i Paris en sen aftentime, hvor regnen trommer på taget og lyn lyser scenegulvet op. Polanski er altså klar til et sprængfarligt mand-mod-kvinde-og-kvinde-mod-mand-drama, hvor bortgemte lyster findes frem fra mørket, mens aften bliver til nat og magtforholdet mellem instruktør og skuespillerinde – mand og kvinde – bølger heftigt frem og tilbage.

En veloplagt kamp mellem kønnene om man vil. For Venus in Furs omhandler som bekendt spillet mellem mand og kvinde – og ikke mindst dominans og underkastelse. Ja, pisk, smæk og halsbånd. Her opblødes grænsen således mellem skuespillet og den virkelige verdens Thomas og Vanda, efterhånden som de øver stykket igennem. Et sadomasochistisk samspil og spil på magt, leveret intenst og drilsk.

venus i pels 01

For godt nok udspiller filmen sig på samme spartanske location, men spillet mellem Seigner og Amalric er så pokkers godt skruet sammen og ikke mindst bragt til live, at den ellers trange teaterscene aldrig bliver et stift bagtæppe for fortællingen. Kameraet leger veloplagt med teaterrummet og sine to skuespillere, hvilket giver ekstra dynamik til de tos kamp på ord og om at have overhånden.

Venus i pels er måske ikke just et nyt mesterstykke fra den 80-årige instruktør, men det er en pokkers fin lille film om det dynamitfarlige forhold mellem mand og kvinde, hvor skuespillerne er befriende meget i centrum. Det er desuden værd at bemærke, at den 47-årige Seigner er Polanskis hustru, og at den lavbenede Amalrics karakter har sine ligheder med Polanski selv, hvilket kun tilføjer filmen en ekstra drilsk dimension.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER

Vurdering 4/6:
4_6 - stars
venus i pels poster
Originaltitel: La Vénus à la fourrure, Frankrig | Polen , 2013
Premiere: d. 8. maj 2014
Instruktion: Roman Polanski
Medvirkende:
Emmanuelle Seigner, Mathieu Amalric m.fl.
Spilletid: 96 min
Distributør: Nordisk Film

Tags: , , , , , , , , , , , ,


About the Author


3 Responses to VENUS I PELS: Roman Polanski finder pisken frem med veloplagt SM-kammerdrama

  1. XRumerTest says:

    Hello. And Bye.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


en + 1 =

Back to Top ↑