CAPTAIN PHILLIPS: Heltemodige Hanks i somaliske piraternes nervepirrende favntag

Blu-ray-anmeldelse: Okay, lad mig starte med at skyde sammenligningerne mellem Paul Greengrass’ Captain Phillips og Tobias Lindholms Kapringen ned. Det er ganske enkelt to meget forskellige film, der kun har det tilfælles, at en flok pirater kaprer et fragtskib. Nu var Kapringen heller ikke det store sus – det er Captain Phillips til gengæld. En intens og nervepirrende filmoplevelse på åbent hav med Tom Hanks i problemer.

Vi er med andre ord langt fra Johnny Depps fjogede pirat, Jack Sparrow, men lukkes her ind i et realistisk drama, der på trods af sine 134 minutter holdt mig i et fast greb. Det er godt nok først i filmens højspændte finale, at der for alvor kommer følelsesmæssigt pondus på drengen, men jeg var hele tiden engageret i løjerne, der dygtigt tager overraskende og gribende drejninger undervejs.

captain phillips 05

Det lykkedes altså Paul Greengrass igen at servere sin efterhånden velkendte dokumentariske action, som han også har leveret i blandt andet sine to Jason Bourne-film, United 93 og Bloody Sunday. Han er simpelthen en mester ud i at mestre intensitet og neglebidende nærvær i sin action. Netop dette er et af Captain Phillips stærkeste kort. Det, og Tom Hanks samt debutanten Barkhad Abdi som piraten Muse.

For nuancerne i historien er til at overse. Godt nok er karaktererne, både kaptajn Phillips og de desperate pirater engagerende og delvist nuancerede bekendtskaber, men de bagvedliggende problemstillinger om blandt andet de somaliske piraternes situation og hvorledes disse fattige fiskere presses af rigere lande, forbliver ukendt farvand. Her er kun én vinder, én klar helt ­– du gættede rigtigt, kaptajn Phillips.

Captain Phillips 02

Men okay, Tom Hanks er sgu også en både cool, sympatisk og heltemodig kaptajn, der gerne ofrer sig selv. Og selvom parterne er tegnet tydeligt op, byder filmen også på nuancer i skurkebilledet, hvor piraterne selvfølgelig er lige så menneskelige som dem, de tager til gidsel. Det er relationer, man har lyst til at se udfoldet og forløst.

Det er altså en på mange måder vellykket og medrivende film, der er kommet ud af den virkelige historie om en kapring ud for Somalias kyst tilbage i 2009. Desværre maner filmen ikke til megen eftertanke, det behøver en actionfilm som bekendt heller ikke at gøre for at være vellykket underholdning. Og det er netop, hvad Captain Phillips er – vellykket, medrivende og intens actionunderholdning.

Filmen – Captain Phillips, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Captain Phillips 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer virkelig til sin ret på Blu-ray. Billedet står veldefineret og skarpt hele vejen, hvor der både er solid kontrast, indtagende detaljegrad og en flot farvepalet. Lydsporet er dynamisk og medrivende med en lydside, der velbalanceret fordeler sine forskellige elementer med stor præcision og effekt. En sand fornøjelse.

Ekstramaterialet er ikke helt så ophidsende, men man får et både informativt og interessant kommentarspor med instruktør Paul Greengrass, mens man i en tre-delt dokumentar kommer bag om filmen, hvor man blandt andet får et fint indblik i filmens tilblivelse, den rigtige historie bag og forberedelserne med både Tom Hanks, Greengrass og crew, der interviewes.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/66_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Captain Phillips | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
captain phillips cover
Originaltitel: Captain Phillips, USA, 2013
Premiere: d. 27. februar 2014
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Tom Hanks, Barkhad Abdi m.fl.
Spilletid: 134 min.
Distributør:  Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]