Anmeldelser

Published on juli 29th, 2013 | by Bjarke Friis Kristensen

0

CLOUD ATLAS: Ambitiøst skæbneportræt taber pusten

Det er et stort og herligt komplekst projekt trekløveret Tom Tykwer, Andy Wachowski og Lana Wachowski har kastet sig over med Cloud Atlas. Et sirligt multiplot, der ikke alene favner over et stort persongalleri, men også tid og rum, mens skuespillerne oven i købet også påtager sig op til flere forskellige roller på kryds og tværs af tid – og ofte sminket til ukendelighed.

Så ja, hvor starter og hvor slutter dette historie-sammenflettende drama? Ikke nødvendigvis nogen steder, men dog med den røde tråd og pointe, at vi alle på en eller anden måde er en del af et større hele, der går ud over vores egen tid. Det lyder måske højtravende og er det sådan set også, hvilket er både filmens styrke og dens svaghed.

cloud atlas 01

For midt i det i grunden fascinerende puslespil af menneskeskæbner og plottråde mister dramaet også det nærvær og den sammenhæng, der netop skulle tage publikum med ind i både den store historie samt den lille, intime fortælling. Man bliver mere en forundret tilskuer, end egentligt engageret i de mange liv, der her beskrives.

Der er ellers både rørende, dramatiske og tragiske historier at involvere dig i. Fra en håbefuld komponists umulige kærlighed til en fanges møde med friheden og videre til en ihærdig journalists kamp mod et pengegrisk komplot. Således springer fortællingen abrupt rundt imellem sine mange historier – uden at man rigtigt når at gribe dem.

cloud atlas 02

Man får med andre ord ikke for alvor lov til at føle de enkeltes liv, der desværre kommer til at lide under filmens store forkromede puslespil. Den store samhørighed på tværs af tid og sted får altså heller ikke den resonans, man kunne ønske sig. I stedet ender de mange liv i perioder derfor også med at kede mere end at engagere. Men at der diskes op med flere imponerende scenerier kan man ikke komme udenom.

Ja, Tykwer og søskendeparret bag The Matrix har med det imponerende cast bestående af blandt andre Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon og Hugh Grant taget munden fuld med bogforlægget af David Mitchell – nok også for meget. For rejsen bliver noget ujævn, men er trods alt et fascinerende og befriende ambitiøst filmisk ridt.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

cloud atlas 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er måske noget ujævn, men på Blu-ray spiller den virkelig godt. Billedet står klart, veldefineret og med fine farver hele vejen. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine velafstemte niveauer og fine panoreringer. Sådan. Desuden får man også syv ok, men også en smule overfladiske features.

Her diskuteres diverse aspekter af filmen med interviews af både cast og crew. Man får en promo-agtig feature, hvor der skamroses på kryds og tværs (7 min.). Ja, der er egentlig en del rygklapperi, men heldigvis også flere fine indsigter og informationer om produktionen. Videre er der et kig på de forskellige historier (8 min.), noget om at filmatisere den komplekse bog (9 min.), skuespillerne om deres mange roller (7 min.), noget om den komplekse plotstruktur (8 min.), noget om filmens science fiction-univers (7 min.) og lidt om skæbne og kærlighed i filmen (7 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

cloud atlas cover
Originaltitel: Cloud Atlas, Tyskland | USA | Hong Kong | Singapore, 2012
Premiere: d. 18. juli 2013
Instruktion: Tom Tykwer, Andy Wachowski, Lana Wachowski
Medvirkende: Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon, Hugh Grant, Keith David m.fl.
Spilletid: 172 min.
Distributør: Midget Entertainment

 

 

Tags: , , , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑