KILLING THEM SOFTLY: Afdæmpet thriller er pokkers intens

Det er med tungen lige i munden og en finger på en konstant pulserende puls, at Andrew Dominiks thriller Killing Them Softly udfolder sin både intense, smukke og brutale krimifortælling. Her går kolde kontanter forud for venner, mens mord gerne kommer på menuen, hvis bare prisen er den rette. Kynisk og kalkuleret kriminalitet.

Men netop det beregnede i de kriminelles gøren og laden er en del af pointen i filmens håndtering af penge, liv og moral. Det er ren forretning – fællesånden i USA findes ikke – vi er alle alene og bare en del af forretningen. Det må filmens karakterer også på skift erfare, efterhånden som de kommer i fedtefadet for deres gerninger.

killing them softly 01

Den kølige lejemorder Jackie Cogan bliver nemlig hyret for at nakke et par kriminelle, der har røvet en spillebule og sat pengestrømmen ud af spil og hermed også sat den kriminelle maskine i stå. Der skal med andre ord ryddes op, så forretningen kan komme på benene igen – men tingene kompliceres og hvem kan man så i grunden stole på?

Killing Them Softly  er ganske enkelt et pokkers elegant fortalt og visuelt indtagende krimiværk, der får skudt ren poesi ind i det ellers grå og regnfulde miljø, som blandt andet da junkien Russell svæver væk i tågerne og lydene bliver uldne. Ja, selv mordene males ofte smukt op, så man bare håber på, at flere skal lade livet.

killing them softly 02

Desuden møder man en række fascinerende og ofte mildt forstyrrede karakterer. Brad Pitt med slikhår og køligt overblik som Jackie Cogan. James Gandolfini som drikfældig og fortabt hitman. En forrygende Ben Mendelsohn som selvsikker junkie. Scoot McNairy som nervøs medskyldig. Ray Liotta som uheldig gangsterboss og en altid seværdig Richard Jenkins som manden med pengene.

Nej, her gælder det ikke store og larmende armbevægelser, men til gengæld en sirligt opbygget fortælling, hvor spændingen bygges omhyggeligt op og samtidig sætter sikre slag ind af brutal og blodig vold. Intenst, fængslende og ganske enkelt bare en filmisk fornøjelse og en mavepuster til den amerikanske drøm.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:.
Filmens fængslende billeder står smukt på Blu-ray-udgivelsen. Her er en indtagende detaljegrad, kontrasten er solid og farvepaletten både nuanceret, veldefineret og mættet. Lydsporet spiller sig også smukt ind under huden med godt rum, fine panoreringer samt et klart og velbalanceret mix. Sådan.

Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et par slettede og ikke videre ophidsende, slettede scener (9 min.) samt en kort making of, der med interview af cast og crew overfladisk kigger på filmen, karaktererne og roser hinanden på skift (5 min.)

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 1/6 1_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Killing Them Softly | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
Image converted using ifftoany
Originaltitel: Killing Them Softly, USA, 2011
Instruktion: Andrew Dominik
Medvirkende: Brad Pitt, James Gandolfini, Ben Mendelsohn, Scoot McNairy, Ray Liotta, Richard Jenkins m.fl.
Udgivelse: d. 9. april 2013.
Spilletid:
97 min.
Udgiver: Midget Entertainment [/tab][/tabgroup]