Guldpalmen går til lesbisk kærlighedsdrama

Så er dette års priser uddelt i Cannes – og nej, der var ingen priser til de danske deltagere. Hverken Nicolas Winding Refn, der deltog med Only God Forgives, Mads Mikkelsen, der taler fransk og ridder på hest i Michael Koolhaas eller Sara Hjort Ditlevsen, man finder i den hollandske Borgman.

Det er som bekendt Steven Spielberg, der var dette års juryformand – han blev flankeret af instruktørerne Ang Lee, Cristian Mungiu, Lynne Ramsay og Naomi Kawase samt skuespillerne Christoph Waltz, Nicole Kidman, Daniel Auteuil og Vidya Balan. De valgte, at det franske drama La Vie d’Adèle – chapitre 1 & 2 skulle løbe med Guldpalmen – det må være den første Guldpame-vinder, der er baseret på en tegneserie. Jep, fransk med fransk på.

La vie d’Adèle 02

Jeg har ikke set nogle af filmene og det har du sikkert heller ikke – det skulle da lige være Only God Forgives, der har været vist til en forpremiere herhjemme. Men ellers må man nok kigge forgæves efter langt de fleste af titlerne. Vi kommer dog nok til at stifte bekendtskab med Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis, der vandt Juryens Grand Prix samt Nebraska af Alexander Paynes (Sideways, The Descendants, About Schmidt).

Anyways, herunder er årets vindere. Tillykke og alt det der.

Guldpalmen for bedste spillefilm

La Vie d’Adèle – chapitre 1 & 2 (Blå er den varmeste farve) af Abdellatif Kechiche

Juryens Grand Prix
Inside Llewyn Davis af Joel og Ethan Coen

Juryens pris
Soshite Chichi Ni Naru (Som far, også søn) af Hirokazu Kore-eda

Bedste instruktør
Amat Escalante for Heli

Bedste manuskript
Jia Zhangke for Tian Zhu Ding (A Touch Of Sin)

Bedste kvindelige skuespiller
Berenice Bejo i Le Passé

Bedste mandlige skuespiller
Bruce Dern i Nebraska

Den Gyldne Palme for bedste kortfilm
Safe af Byounggon Moon

Det Gyldne Kamera for bedste debutfilm
Ilo Ilo af Anthony Chen