SILVER LININGS PLAYBOOK: Kærlighed ved et tilfælde

”Kærlighed ved et tilfælde” – ok, den overskrift er altså langt mere cheesy, end den er ment. For David O. Russells på mange måder fine drama Silver Linings Playbook får på medrivende vis givet ærligt liv til den drilske kærlighed, der ved et tilfælde danser sig ind på livet af sine to hovedpersoner. Hvilket vel ofte netop er tilfældet med kærligheden – berusende og frustrerende, men aldrig planlagt.

Pat bliver efter en otte måneder lang behandlingsdom lukket ud i friheden og flytter ind hos sine forældre, så han fortsat kan være under opsyn. Han slog nemlig sin kones elsker til plukfisk, fik et polititilhold af eks-konen og sendt i behandling for sin bipolare lidelse. Nu han er ude igen, har han dog kun ét ønske, nemlig at blive genforenet med sin eks – men så kommer den temperamentsfulde Tiffany på banen.

Silver Lining 02

Hun har selv sit at slås med – hun har mistet sin mand i en tragisk ulykke og har også sin del af erfaring udi medicinering og terapiforløb. Så selvom bølgerne mellem de to går højt, er der også en uomgængelig kemi. Tiffany går således med til at hjælpe Pat tilbage til sin kone, på den betingelse, at han hjælper hende i en dansekonkurrence. Men ja, selvfølgelig udvikler deres forhold sig til mere end et venskab.

Udover den komplekse kærlighed bliver psykiske lidelser ligeledes behandlet på en sober og troværdig måde – både hvorledes det påvirker den syge og deres omgivelser. Dramaet og karakterernes indbyrdes forhold forløses således både rørende, med fin følelsesmæssig tyngde og bestemt ikke uden humor, mens tårerne hives frem uden brug af påtaget sentimentalitet eller kvalmende violiner.

Silver Lining 01

Her er ganske enkelt oprigtige følelser i spil, hvilket det forrygende cast fornemt giver liv. Bradley Cooper får som Pat engagerende skildret den kamp det er at være ramt af en bipolar lidelse med alle de modstridende følelser, det indebærer. Jennefer Lawrence er herligt ligefrem som Tiffany – og mellem de to opstår den så eftertragtede kemi, der både slår gnister og får feel good-genet noget at leve af. Skønt.

Robert De Niro er desuden fremragende i rollen som Pats far. Et følsomt portræt og en af hans absolut fineste præstationer i mange år. Ja, Silver Linings Playbook er på mange måde en fornøjelse – og at man oveni købet bliver lidt klogere på sit selv, kærligheden og de ikke altid forudsigelige følelser, er så absolut kun endnu et stærkt kort i et allerede nærværende drama, der kommer sit publikum vedkommende i møde. [tabgroup][tab title=”Silver Linings Playbook | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6

5_6 - stars
Silver Lining poster
Originaltitel: Silver Linings Playbook, USA, 2012
Premiere: d. 25. april 2013
Instruktion: David O. Russell
Medvirkende: Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Jacki Weaver m.fl.
Spilletid: 122 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]