CPH PIX 2013, DAG 7: absurd hundejagt, isnende thriller og stenet slackerliv

Igen viste CPH PIX sig fra sin alsidige side med de tre film, jeg havde på programmet på min syvende dag. Og her halvvejs ramte jeg et af festivallens højdepunkter med Chan-wook Parks isnende smukke Stoker. Først stod den dog på en mildest talt absurd og underspillet omgang sort humor med Quentin Dupieux’ Wrong.

For der venter en både sært charmerende og herligt kuriøs rejse, da Dolph vågner op og opdager, at hans elskede hund er forsvundet. Det bliver starten på en hundejagt, der hele vejen tager vanvittige drejninger og vittige sidespring, hvor blandt andet en skøn William Fichtner dukker op som den velformulerede dyreguru Master Chang.

Wrong

Det på en gang både stille og udtalte vanvid folder sig her veloplagt ud efterhånden som jagten på hunden fortsætter. Palmetræer bliver til nåletræer, det øser vådt ned på Dophs kontor og der telepateres med hunde. En på mange måder morsom film, der med sine indfald af bizarre optrin overraskede både publikum og den triste Dolph – en skøn og skør film, hvor eventyret lurer lige bag ligusterhækken.

Wrong 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Herefter blev det så tid til den sydkoreanske instruktør Chan-wook Parks Hollywood-debut med den kølige og forførende smukke thriller Stoker – og ja, hans første engelsksprogede film er i den grad bestået. Det dystre familiedrama emmer af visuelt overskud, er pokkers elegant fortalt og dyster hele vejen ind til sin foruroligende kerne. Herligt.

Stoker

Nicole Kidman spiller den aristokratiske Evelyn, der bliver enke, da hendes mand dør i en tragisk ulykke. Hun står nu alene tilbage i sit rigmandshjem med sin indadvendte datter og outsider India – en forrygende god Mia Wasikowska. En indsmigrende Matthew Goode dukker op som den ukendte onkel, der synes at være overraskende klar til at overtage faderen plads. Ja, her gemmer sig grumme familiehemmeligheder.

Med forrygende film som Old Boy og Thirst på CV’et var det interessant at se Chan-wook Park prøve kræfter med en Hollywood-produktion – og han har virkelig klaret rejsen til USA med bravur. Her kribler edderkopperne erotisk op under nederdelene, mens den klassiske musik smyger sig om de dyriske drifter. Vold sensuelt forløst i et både smukt og urovækkende familiedrama. Se den.

Stoker 5/6:5_6 - stars_LILLE

Dagens sidste film bød på slackerliv med den stenede Ape. Her følger man i hælene på den ikke specielt sjove stand-up-komiker Trevor. Han hutler sig gennem dagen og vejen på den lokale klub, hvor han med sine akavede vittigheder om tidsmaskiner og voldelige naboer forsøger at få det i forvejen sparsomme publikum til at grine.

APe

Joshua Burge er hele vejen igennem troværdig i rollen som den radmagre komiker, der bruger sin fritid på at øve snaldrede jokes foran spejlet og ikke mindste at få afløb for sine pyroman-tendenser ved at sætte ild papir og lege med gassen sit snuskede køkken.

Et stenet liv og en stenet film, der får skudt helt surreelle scener ind i den grå hverdag med blandt andet deltagelse af djævelen og en mand i et gorillakostume, der dukker op i tide og utide. Et sært, tilbagelænet og til tider overraskende brutalt portræt af en mand på vej ad bakken – men hele vejen med et glimt i øjet. Og så var det desuden hyggeligt at instruktøren Joel Potrykus kiggede forbi til en kort Q&A.

Ape 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Du kan også blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.

NORDVEST: Villaknæk og narkopenge i Nordvest

Narko, pistoler og hælervarer – ja, der er gang i den kriminelle forretning i Michael Noers uglamourøse gangsterdrama Nordvest. Et råt kig ind i brutal verden, hvor mandsmod og handlekraft hele tiden testes, mens der scores penge på villaknæk og importerede ludere. Desværre forbliver det ellers latent potente drama noget fladt.

Der forsøges ellers hældt godt med drama på drengen, hvor vi følger den ambitiøse Caspers vej gennem den kriminelle underverden i Nordvest. Her males fronterne hårdt op mellem en invandrerbande og nogle rockerrelaterede tough guys – det med Casper i midten og hans mor, lillesøster og bror følsomt optegnet i kulissen.

nordvest 03

For efter Casper dropper at gøre forretning med bandelederen Jamal, bliver han taget under vingen af den noget mere organiserede Bjørn og hans handel med narko og prostituerede. Spændingerne mellem de to fronter tager dog til og en konfrontation lurer lige om hjørnet. Casper forsøger fægtende at finde fodfæste, passe på sin familie og ikke mindst sin lillebror, der også bliver hevet ind i det betændte miljø.

Men selvom alle de rette elementer er på plads og der også stables fin autenticitet på benene, så mangler det menneskelige drama den nødvendige nerve og det nærvær, der kunne give filmen den nervepirrende pondus og det hjertebankende engagement, som forbliver gemt væk lige under overfladen. Det blandt andet i modsætningerne mellem familiens trygge rammer og gadens nådesløse hierarki.

Hverken Caspers forhold til sin bror, mor eller faderfiguren Bjørn får lov at sætte sig under huden, så man for alvor kunne blive revet med, når lortet går ned og kuglerne flyver. Debutanterne og brødrene Gustav og Oscar Dyekjær Giese gør det ellers fint med både kynisk kant, drengede drillerier og oprigtig omsorg, men de mere komplekse nuancer i deres følelsesliv står en smule uforløst hen.

nordvest 02

En ellers veloplagt Dulfi Al-Jabouri fremstår som Jamal desværre kun som konturer af en kliché på en kriminel indvandrer, mens Roland Møller som Bjørn balancerer medrivende på grænsen mellem jovial og psykopat. Desværre falder en ellers kæk Nicholas Westwood aka Kidd en smule igennem som hashrygende comic relief.

Karaktererne kommer med andre ord aldrig rigtigt medrivende i spil. Miljøet er dog skildret med nærgående og energisk dokumentarisk feel, hvilket nok kan tilskrives Michael Noers tidligere arbejde med genren. Men Nordvest ender på trods af gode takter desværre som et uforløst gangsterdrama i øjenhøjde med gadens bøller. [tabgroup][tab title=”Nordvest | Biograf-anmeldelse “]
Vurdering 3/6
3_6 - stars

nordvest poster
Originaltitel:
Nordvest, Danmark, 2013
Premiere: d. 18. april
Instruktion: Michael Noer
Medvirkende: Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese, Roland Møller, Lene Maria Christensen, Nicholas Westwood Kidd m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

Alle fejl i ’Transformers’ på 7 minutter

Jeg er langt fra fan af Michael Bays Transformers-film, men ja, det er bestemt nogle flote robotter, der tumler rundt og smadrer ting. Men det er også det eneste, der fungerer i filmene, der mest af alt er en kedelig opvisnings i dårlig action-instruktion og dårligt afviklede vrøvleplots.

Så ja, der er nok at tage fat på for gutterne bag Everything Wrong With-videoer, når de med deres seneste indslag ser nærmere på Transformers – og nej, kontinuitetsfejlene er altså ikke de værste, men se selv med i toppen om du er enig i deres punkter, der blandt andet tæller følgende:

– Wow. This movie is really, very racist.
– It’s okay that all these people die because they work for the government.

Transformers-Steel-Hard-Construction

Se også:
Alle fejl i ’Avatar’ på 4 minutter
Alle fejl i ’Skyfall’ på 4 minutter
– Alle fejl i ’Looper’ på 3 minutter
Alle fejl i ’Twilight’ på 6 minutter
Alle fejl i ’Life of Pi’ på 4 minutter
– Alle fejl i ’Inception’ på 4 minutter
Alle fejl i ’Battleship’ på 6 minutter
Alle fejl i ’The Room’ på 8 minutter
Alle fejl i ’Prometheus’ på 4 minutter
Alle fejl i ’The Avengers’ på 3 minutter
– Alle fejl i ’Les Misérables’ på 6 minutter
Alle fejl i ’The Dark Knight’ på 4 minutter
Alle fejl i ’The Hunger Games’ på 3 minutter
Alle fejl i ’The Dark Knight Rises’ på 3 minutter
Alle fejl i ’The Amazing Spider-Man’ på 2 minutter
– Alle fejl i ’Hobbitten: En uventet rejse’ på 4 minutter
– Alle fejl i ’Harry Potter & The Sorcerer’s Stone’ på 3 minutter

CPH PIX 2013, DAG 6: Forførende flot film og en festlig knaldperle

Det var en helt drømmelignende filmoplevelse, der ventede med Carlos Reygadas’ poetisk fabulerende og eksperimenterende Post Tenebras Lux. En usædvanlig film, der ikke sådan var til at få fod på – og heri bestod både dens styrke og svaghed. For mellem de hele vejen smukke og ofte bjergtagende billeder tabes pusten også, mens et ellers fint optegnet nærvær gik samme vej.

På en gang inkluderende med sine nære billeder og autentiske skuespilspræstationer, men også ekskluderende i sin forviklede afvikling af den nærmest plotløse fortælling, der har en lille familie som centrum. Her tages man både med til en saunavarm swingerklub og udi den smukt åndede mexicanske natur, mens spliden mellem parret i de ellers så idylske omgivelser tager til.

post tenebras lux

Der ulmer altså en masse tanker bag de forunderlige, jordnære og symbolsmukke billeder, men filmen fremstår også til tider sært hul og ikke altid med den nødvendige dramatiske og følelsesmæssige tyngde. Så selvom jeg ikke hele vejen var lige forført, vil jeg anbefale filmen, da der er scener, som i den grad fortryller, fascinerer og skræmmer. Ja, både udfordrende og kompromisløs, irriterende og medrivende.

Post Tenebras Lux 4/6:4_6 - stars_LILLE

Anden film på dagens program var Harmony Korines sprudlende Spring Breakers, der blev vist i en totalt fyldt sal 1 i Empire på Nørrebro. Her var det de fire yndige piger Selena Gomez, Vanessa Hudgens, Ashley Benson og Rachel Korine samt James Franco som manisk gangster, der havde trukket fuldt hus. Sådan.

spring breakers

De fire veninder Candy, Brit, Cotty og Faith har ikke råd til den årlige spring break og vælger derfor at røve en restaurant. Bum. Så med penge på lommen står den nu på fest, strand, stoffer og druk i Florida. De bikiniklædte tøser møder her gangsteren Alien, en forrygende James Franco med sølvtænder og cornrows. Udskejelserne bliver vildere, mens alvoren sniger sig ind på de ellers feststemte piger.

For selvom filmen på overfladen ligner en ren fest med sine neonoplyste farver og gyngende soundtrack, så er her faktisk tale om en ret mørk fortælling. Her hives bagsiden af festen frem og drejes i en dyster retning. Ja, virkeligheden synes nærmest at opløse sig selv i pigernes kulørte amokløb i deres jagt på at finde sig selv og slippe væk fra hverdagen. Et medrivende, veloplagt og tankevækkende ungdomskick.

Spring Breakers 4/6:4_6 - stars_LILLE

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 5: Poetisk hverdagsdrama og udknaldet syretrip

Normalt har man nærmest måttet vente fem til ti år mellem hver ny film af Terrence Malick. Denne gang har der kun været to år mellem hans altfavnende The Tree of Life og den svævende To the Wonder, der har forpremiere her under CPH PIX. Så jeg lod nysgerrigheden sejre for at være blandt de første i Danmark til at se filmen. Et poetisk udfoldet drama, der favner kærligheden, naturen, livet, døden og troen. Bum.

For selvom her er tale om et hverdagsdrama sat i amerikansk forstadsidyl, så lurer de store tematikker lige bag de sirligt slåede græsplæner og vindens susen på markerne omkring husene. Den smukke østeuropæer Marina og amerikaneren Neil fandt kærligheden i Paris og flytter til USA, hvor den brusende forelskelse nu testes af hverdagens realiteter og savnet af friheden fra rejsens muligheder.

To the Wonder

Olga Kurylenko og Ben Affleck er parret, der med sine op- og nedture sætter kærligheden på prøve. Der er dog ikke meget køkkenvask-drama over filmen, der med sine svævende kamerabevægelser og smukke billeder af naturens liv sender poesi ind i hver en sprække af fortællingen. Så selvom afviklingen til tider bliver lidt lang i spyttet, så holdes dramaet fornemt oppe af de forførende billeder.

To the Wonder 4/5: 4_6 - stars_LILLE

Kontrasten mellem dagens to film kunne næppe være større – og det er netop noget af charmen ved festivallen. For der blev med Don Coscarellis syrede John Dies at the End i den grad skruet op for spruttende og kulørt vanvid, hvor det sprælske plot hele vejen vred sig i fascinerende nye og groteske retninger.

John Dies at the End

Men hvad handler filmen så egentlig om? Tja, lidt af hvert. Men det er noget med et stof, der giver dets brugere evner udi at se ind i fremtiden og muligheden for at komme i kontakt med andre dimensioner. Vennerne John og Dave prøver stoffet, hvilket sender dem og publikum ud på en kringlet rejse, der slår smut med tiden og sender bizarre monstre i deres retning.

Ja, meningen gemmer sig et sted i det herligt udknaldede plot, hvor det bare gælder om at holde fast og lade vanviddet tage over. For her intet er, hvad det giver sig ud for og man er mindst lige så forbavset over begivenhedernes gang som de to gutter, der fanges i dette bæst af en film. Skørt, opfindsomt og bare pokkers underholdende.

John Dies at the End 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Husk at du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 4: Ubehageligt opkald, antologigys og seriemordergru

Efter kun en enkelt film om lørdagen, ventede der mig tre titler på min fjerde dag – og det i den mere nervepirrende ende. Desværre også titler, der på trods af både fine momenter og skuespilspræstationer var på det jævne. Først den en smule uforløste psykologisk thriller Complience, der tog telefonfis til skræmmende nye højder.

Lederen på en burgerrestaurant modtager et opkald fra en mand, der udgiver sig for at være fra politiet. Han siger, at medarbejderen Becky har stjålet penge fra en kunde og at hun derfor skal tilbageholdes. Herfra udvikler opkaldet sig til et psykologisk spil, hvor de autoritetstro ansatte gør som ”politiet” siger, hvilket ender i nedværdigende og ubehagelige situationer – ikke mindst for Becky.

compliance 02

Filmen får fint udfoldet, hvordan opkaldet udvikler sig stadigt mere ekstremt og hvordan Becky og de ansatte med blind tro, gør som manden i telefonen siger. Filmen knækker dog alligevel i et skelsættende øjeblik, hvor udviklingen ikke fremstår helt troværdig og det ellers ubehagelige psykologisk spil mister højde. Tilbage står dog fine præstationer og en urovækkende stemning.

Complience 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Herefter stod den på antologigys med The ABCs of Death, der bød på hele 26 kortfilm fordelt ud på et alsidigt horrorland – men også med afstikkere til blot outrerede universer. Desværre var der flere indslag, der var på det jævne eller blot var dårligt udførte gyserkicks, som eksempelvis de virkelig tynde Gravity og Miscarriage om henholdsvis en surfer og et dødfødt foster.

abcs of death

Der var også langt bedre indslag, så som den Xavier Gens blodige XXL og Ben Wheatleys vampyrjagt Unearthed, mens blandt andet japanske Fart med pruttende skolepiger og Zetsumetsu med penis-kæmpende tøser var herligt vanvid. Jason Eisener, der står bag den fremragende Hobo with a Shotgun stod for en af de bedste film med Young Buck, hvor en klam mand kommer i problemer.

Hélène Cattet og Bruno Forzanis psykedelisk smukke Orgasm var forførende flot, men et stykke fra skrækgenren. Ja, altså en noget blandet pose bolsjer, hvor for få film kom helt op at ringe. Diversiteten og filmenes korte spilletid gjorde dog, at man aldrig for alvor kedede sig. Så jeg vil lade de gode indslag opveje de jævne og dårlige, der desværre ellers truede med at have overvægt i sidste ende.

The ABCs of Death
4/6: 4_6 - stars_LILLE

Herefter stod den på olm seriemordergru tilsat psykisk terror med Jennifer Lynchs Chained – ja, det er David Lynchs datter, der er tale om. Fader Lynch smitter dog ikke som sådan af på filmen, som tilfældet var med Brandon Cronenbergs body horror-orienterede Antiviral.

chained

Det bliver skæbnesvangert for en mor og hendes søn, da de tager en taxa hjem fra biografen. Chaufføren Bob er seriemorder og kører dem ud til sin afsides ejendom, hvor han myrder moren og holder knægten fanget. Det bliver starten på ubehagelig fangenskab og magtmisbrug. Drengen vokser op, lukket inde i det klaustrofobiske hus, mens Bob slæber damer hjem til samlingen under huset. Grumt.

Der er meget, der fungerer godt – særligt samspillet mellem Vincent D’Onofrio og Eamon Farren som henholdsvis morder og dreng. Særligt er D’Onofrio en ubehagelig fornøjelse – en smule tilbagestående, men skræmmende uforudsigelig og kompleks. Stemingen er indtagende forurolig, men afviklingen går lidt i tomgang og så spises man af med et unødvendigt påklistret plottwist. Øv.

Chained 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Blev ven med Filmskribenten på Facebook HER.

CPH PIX 2013, DAG 3: japansk gangsterballade i Tokyos underverden

Jeg skulle kun se en enkelt film på min tredje dag på CPH PIX – til gengæld var den herligt hårdtslående og fyldt med velklædte yakuzi-medlemmer. Her var nemlig tale om japanske Takeshi Kitanos brutale gangsterfilm Outrage Beyond, der bød på magtkampe, korruption og usødet vold i Tokyos underverden.

Her tørner to rivaliserende klaner sammen efter, at et prominent yakuzi-medlem bliver fundet druknet. Kampen om magten er hård og ind på den bedrageriske scene træder den netop løsladte Otomo, der selvfølgelig spilles af 66-årige Kitano selv. Han vil egentlig bare nyde sit otium, men trækkes ind i rænkespillet, for at få sin hævn over dem, der i sin tid bedrog ham og sendte ham i fængsel.

outrage beyond

Der er mange plottråde og relationer at holde styr på, hvilket er med til at de ellers ofte ret intense løjer bliver en smule ujævnt udfoldet. Men når først Kitano folder volden ud, er ikke et øje tørt. Det er råt, koldt og kynisk serveret – men ikke uden et sorthumoristisk glimt i øjet. Outrage Beyond får altså på trods af mindre skavanker og en smule tomgang serveret sin rå historie med sikker hånd af den garvede veteran.

Outrage Beyond 4/6:4_6 - stars_LILLE

CPH PIX 2013, DAG 2: indisk weirdo og japansk katastrofe

Jeg havde kun to film på programmet på min dag nummer to på CPH PIX – til gengæld vardet to fine film. Først stod den på weirdo-drama med den indiske Miss Lovely, der tog publikum med tilbage til 1980’ernes Mumbai og et lyssky filmmiljø, hvor softcore porno peppes op med bizarre horror-elementer.

Den forsigtige romantiker Sonu og den mere bombastiske Vicky er brødre og arbejder begge med de populære, men ulovlige film, der sender slibrigheder og smukke damer ud til et hujende biografpublikum. Men arbejdet og brødrenes forhold kompliceres, da Sonu forelsker sig i den søde debutant Pinky og den skånselsløse filmindustri truer snart med at sluge kærligheden råt og sende dem alle i fængsel.

miss lovely

Miss Lovely sammenfletter uden bekymringer både kærlighedskvaler, aparte horror-scener samt thriller-, softcore- og dramaelementer til en både syret, ofte helt drømmende filmoplevelse. Der festes livligt løs, mens filmrullerne indeholder stadigt mere udfordrende og snuskede strimler. En sælsom film, der gør som det passer den og hermed også undgår at blive kedeligt forudsigelig.

Miss Lovely 4/6:4_6 - stars_LILLE

Den japanske instruktør Sion Sono er en af mine favoritter, så jeg var selvfølgelig spændt på hans nyeste film, den følsomme The Land of Hope. En mere afdæmpet sag end eksempelvis hans vanvittige horror-mesterværk Cold Fish, den voldsomme Guilty of Romance eller den brutale katastrofefilm Himizu. Omdrejningspunktet er her et voldsomt atomudslip, der sender folk fra hus og hjem.

the land of hope 02

Den fiktive by Nagashima bliver delt i to – den radioaktive side mod den sikre side. Man følger således en række mennesker og deres måde at forholde sig til katastrofen på. Blandt andet det ældre ægtepar, der stædigt holder på at blive boende, et par, der flytter, men fortsat frygter for deres ufødte barns sundhed og to unge kærester, der kører væk på motorcykel mod friheden.

Et komplekst udfoldet drama, der har store temaer som identitet, familie, løsrivelse, liv og død i spil, mens et sart sortsyn også synes at snige sig ind i det håb og den kærlighed, der trods alt synes at binde de forskellige skæbner sammen. En både smuk og tankevækkende film, der fik sat følelser fornemt i sving og leveret et både gribende og rørende tredje akt.

The Land of Hope 5/6: 5_6 - stars_LILLE

CPH PIX 2013, DAG 1: træg franskmand, bizar kendishorror og onde unger

Jeg havde tre film på programmet den første dag på CPH PIX. Det var dog langt fra den mest veloplagte start på filmfestivallen, der ventede med den franske The Girl From Nowhere. For selvom den både bød på overnaturlige fænomener, filosofiske diskussioner og lidt erotisk girl on girl-action, forblev det en prætentiøs snoozefest,

Vi møder her den pensionerede matematikprofessor Michel, der pusler med store tanker og arbejder på sin nye bog i sin rolige og bogfyldte lejlighed. Freden bliver dog brudt, da en pige pludselig dukker forslået op på hans dørtrin. Han tager hende til sig, så hun kan komme sig efter overfaldet – men hvem er hun i grunden og hvad er det for nogle mystiske lyde, der brummer fra lejlighedens indre?

The Girl From Nowhere

Her kunne være tale om et skoleprojekt for filosofistuderende, der er løbet af sporet, men det er Jean-Claude Brisseau, der står bag både manuskript, instruktion og selv spiller Michel. En omgang flade strøtanker om ensomhed, alderdom og kærlighed med referencer til Victur Hugo og Van Gogh. Men tematikkerne får aldrig luft under vingerne, mens det stive skuespil sætter nye standarter for uoplagthed og døde blikke, hvilket en sød Virginie Legeay som den mystiske pige langt fra afhjælper. Pyha.

The Girl From Nowhere 1/6: 1_6 - stars_LILLE

Der ventede en langt mere veloplagt film med Brandon Cronenbergs bizarre spillefilmsdebut Antiviral. Ja, det er David Cronenbergs søn og man må sige, at æblet ikke er faldet langt fra stammen. For ligesom fader Cronenbergs film, er her også et fokus på kroppens forfald, der udover det rent fysiske ubehag også indeholder både bidsk satire og grotesk humor. Herligt.

antiviral

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor dillen er at få overført sygdomme fra kendisser, så man herved kan føle sig tæt på stjernerne. Ja, kendiskulturen taget til det ekstreme. Syd March (Caleb Landry Jones) arbejder her for et firma, der overfører disse kendissygdomme. Han eksperimenterer imidlertid også med sygdommene på sig selv, men snart løber hans eksperimenter og omgang med underverdenen af sporet.

Filmens sælsomme præmis udfoldes i et smukt stiliseret univers, hvor blanke overflader og hvide vægge står i kontrast til de væmmelige sygdomme og kroppens kødelige forfald. Et både absurd og fascinerende univers, der med sikker hånd får udfoldet den kuriøse historie og Syds optrappende sygdomsforløb. Her rammes således en medrivende balance mellem ren æstetisk body horror og intellektuelt pirrende temaer som identitet og kendiskultur. En fornem debut.

Antiviral 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Sidste film på min første dag var Ciaran Foys nervepirrende spillefilmsdebut Citadel – en yderst stemningsfuld horrorfilm med overnaturlige elementer sat i en socialrealistisk ramme. Her danner trøstesløs betonbyggeri og grå skyer bagtæppet for den tragiske historie om Tommy (Aneurin Barnard), der må se hjælpeløst til, mens en gruppe hætteklædte unge overfalder hans gravide kæreste.

Citadel

Hun overlever ikke, men deres barn kommer til verden. Således må en nu nedbrudt Tommy beskytte sit nyfødte barn, mens de ansigtsløse overfaldsmænd synes at forfølge den angstfyldte alenefar. Den udefinerbare ondskab i de hætteklædte unger bliver således malet effektivt op imod barnets uskyld og Tommys tiltagende angst.

Det er både pokkers gribende og atmosfærefuld gru, hvor spændingen med snigende intensitet og tiltagende uhygge tager et hele vejen fastere jerngreb om sit publikum. Jeg køber således gerne den måske lidt for bombastiske finale for filmen formår hele vejen at fastholde sin onde stemning af fængslende håbløshed.

Citadel 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Folk bliver ofte filmet bagfra

Der er bare nogle skud, der går igen i film – et af dem, hvor en karakter står midt i billedet med ryggen til publikum. Det er der ofte kommet nogle ret flotte og medrivende kompositioner ud af – og det i film i alle genrer. Dette supercut har samlet en imponerende række af disse skude.

Man finder således klip fra så forskellige film som The Shining, Walk The Line, The Fifth Element, Prometheus,  Enter The Void, Inglorious Basterds, There Will Be Blood, Take Shelter, Heat, Fight Club og Gone with the Wind.

Se andre supercuts:
Monstre i massevis
De spiser tit pizza på film
De løber hele tiden på film