’Kapringen’ kaprede Bodil for bedste film

I aftes uddelte Filmmedarbejderforeningen, der består af de københavnske dagblades filmanmeldere og filmskribenter årets Bodil-priser – og lige som ved Robert-festen blev det Tobias Lindholms for mit vedkommende ikke vildt ophidsende pirat-film Kapringen, der løb med prisen for bedste film.

Mikkel Boe Følsgaard sikrede sig endnu en pris for rollen som gal konge i Nikolaj Arcels noget flade kostumedrama En kongelig affære og modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle – en præstation, der også gav ham en Robert for bedste birolle.

kapringen robert

Bedste kvindelige hovedrolle gik ligeledes til et nyt talent, nemlig Sara Hjort Ditlevsen for Undskyld jeg forstyrrer. Tommy Kenter fik prisen for bedste mandlige birolle for sin fine præstation i Bille Augusts kedelige sovepille Marie Krøyer, mens endnu et ungt talent kom på banen og modtog prisen for bedste kvindelige birolle, nemlig Frederikke Dahl Hansen for You & Me Forever.

Bedste ikke-amerikanske film blev som ved Robert-festen Michael Hanekes fængslende og fantastiske alderdomsdrama Amour, mens det ligeledes fremragende sekt-drama Martha Marcy May Marlene fik en Bodil for bedste amerikanske film – endelig en prisuddeling uden Argo. Bedste dokumentar blev Putins Kys og så fik Bent fabricius Bjerre en æres-Bodil, fordi han er en cool gammel mand og den slags.

Se også: ’Kapringen’ kaprer hovedprisen ved årets Robert-uddeling

Alle Bodil-vinderne:

  • Bedste film: ‘Kapringen’
  • Bedset mandlige hovedrolle: Mikkel Boe Følsgaard i ‘En kongelig affære’
  • Bedste kvindelige hovedrolle: Sara Hjort Ditlevsen i ‘Undskyld jeg forstyrrer’
  • Bedste mandlige birolle: Tommy Kenter i ‘Marie Krøyer’
  • Bedste kvindelige birolle: Frederikke Dahl Hansen i ‘You & Me forever’
  • Bedste ikke-amerikanske film: ‘Amour’
  • Bedste amerikanske film: ‘Martha Marcy May Marlene’
  • Bedste fotograf: Rasmus Videbæk for ‘En kongelig affære’
  • Bedste dokumentarfilm: ‘Putins Kys’
  • Sær-Bodil: ‘The Act of Killing’
  • Æres-Bodil: Bent fabricius Bjerre
  • Henning Bahs Prisen: Niels Sejer i ‘En kongelig affære’
  • Viasat Film Publikumsprisen: ‘Hvidstensgruppen’