Anmeldelser

Published on marts 13th, 2013 | by Bjarke Friis Kristensen

225

CLOUD ATLAS: ambitiøst skæbneportræt taber pusten

Det er et både stort og herligt komplekst projekt trekløveret Tom Tykwer, Andy Wachowski og Lana Wachowski har kastet sig over med Cloud Atlas. Et sirligt multiplot, der ikke alene favner over et stort persongalleri, men også tid og rum, mens skuespillerne oveni købet også påtager sig op til flere forskellige roller på kryds og tværs af tid – og ofte sminket til ukendelighed.

Så ja, hvor starter og hvor ender dette historie-flettende drama i grunden? Ikke nødvendigvis nogen steder, men blot med den røde tråd, at vi alle på en eller anden måde er en del af et større hele, der går ud over vores egen tid. Det lyder måske noget højtravende og er det sådan set også, hvilket er både filmen styrke og dens svaghed.

cloud atlas 01

For midt i det i grunden fascinerende puslespil af menneskeskæbner og plottråde mister dramaet også det nærvær og den sammenhæng, der skulle være med til at væve publikum med i både den store og lille historie. Man forbliver mere en forundret tilskuer, end en egentlig engageret deltager i de mange liv. Desværre.

Der er ellers både rørende, dramatiske og tragiske historier at involvere dig i. Fra en håbefuld komponists umulige kærlighed til en fanges møde med friheden og videre til en ihærdig journalists kamp mod et pengegrisk komplot. Således springer fortællingen abrupt rundt imellem sine mange historier – uden at man rigtigt når at gribe dem.

cloud atlas 02

Man får med andre ord ikke for alvor lov til at føle den enkeltes liv, der kommer til at lide under filmens spil med den store forkromede helhed. Men den store samhørighed på tværs af tid og sted får desværre heller ikke den resonans, man kunne ønske sig. I stedet ender de mange livs susen forbi med at kede i perioder. Men der er bestemt også både spændende og medrivende scener og personer imellem.

Ja, Tykwer og søskendeparret bag The Matrix har med det imponerende cast bestående af blandt andre Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon og Hugh Grant taget munden fuld med bogforlægget af David Mitchell. Rejsen bliver desværre noget ujævn, men er bestemt også et både fascinerende og befriende ambitiøst ridt gennem tiderne. Måske et gensyn vil hjælpe på oplevelsen – jeg vil i hvert fald gøre forsøget.

Vurdering: 3/6
3_6 - stars
cloud atlas poster
Originaltitel: Cloud Atlas, Tyskland | USA | Hong Kong | Singapore, 2012
Premiere: d. 14. marts 2013
Instruktion: Tom Tykwer, Andy Wachowski, Lana Wachowski
Medvirkende: Tom Hanks, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Susan Sarandon, Hugh Grant, Keith David m.fl.
Spilletid: 172 min.
Distributør: UIP


Tags: , , , , , , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑