TAKEN 2: Liam Neeson på fortumlet actiontogt

Liam Neeson skal igen jagte og nakke skurke, der er på nakken af ham og hans familie. Taken 2 er således leveringsdygtig i både hårdslående nævekampe, skarpladte nedskydninger og ulogiske plottråde. Jep, tempofyldt action-underholdning, der desværre mister lidt af sin ellers eksplosive potens undervejs.

I Taken slap Liam Neeson aka Bryan Mills som bekendt helskindet fra de voldsomme strabadser – det gjorde banditterne imidlertid ikke. Derfor opsøger de døde banditters pårørende nu Mills og hans familie i Istanbul for at få hævn. Så Mills, hans datter Kim samt kone Lenore forsøger nu at klare skærene med livet i behold.

taken 2 01

Familien involveres da også i både heftige biljagter gennem de snævre gader og må flygte til fods på hustagenes toppe. Således bruges Istanbul på ret medrivende vis som en velfungerende medspiller. At logikken så flere gange sættes ud af spil er en anden snak – for ja, der skal sluges et par kameler undervejs.

Heldigvis er der en umiddelbar tilfredsstillelse ved at se ting sprænge i luften og biler blive smadret af buldrende tog. Det er altså mere action end historie, der holder dampen oppe på dette ujævne rabaldertogt. Heldigvis serveres der op til flere medrivende actionscener – og så er Neeson desuden godt selskab.

taken 2 02

Han er ganske enkelt en sympatisk gut, man har lyst til at heppe på – selv når han skyder den ene skurk koldblodigt ned efter den anden. Datteren Kim forbliver i skikkelse af den søde Maggie Grace dog en smule anonym – det samme gælder desværre også Famke Janssen som Lenore.

Ja, Taken havde også sine plotmæssige problemer, men den formåede at holde et højere og mere hårdtslående tempo. Så selvom opfølgeren forsøger at være større og vildere, kommer den desværre ikke helt op i samme adrenalinbårne luftlag som sin forløber. Men som en uskyldig omgang action, klarer den sig bestemt ganske fint – og Neeson er som sagt en cool dude. Så er det vist på plads.

Filmen: 3/6 3_6 - stars_LILLE

taken 2 03

Billede, lys, ekstramateriale:
Hvor filmen har sine problemer, er både billede og lyd solidt leveret på Blu-ray-udgivelsen. Det både pulserende og smukke Istanbul gengives således med god glød, fin detaljerigdom og overbevisende farvemæthed. Den heftige lydside gør sig ligeledes godt med både god bund og fin balance i niveauerne.

Ekstramaterialet er desværre ikke videre interessant. Her får man et plakat-galleri (2 min.), fjol og fraklip fra settet (3 min.), en håndfuld ikke videre ophidsende slettede scener (6 min.) samt en luftig making of, der består af tilfældige billeder fra bag kameraet, samt rosende ord på kryds og tværs fra de medvirkende (8 min.). Filmen kan desuden ses i en 6 minutter længere unrated udgave – den så jeg. Bum.

Billede: 5/6 |5_6 - stars_LILLE Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 1/6 1_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Taken 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
Taken 2 cover
Originaltitel: Taken 2, Frankrig, 2012
Udgivelse: d. 22. januar 2013
Instruktion:
Olivier Megaton
Medvirkende: Liam Neeson, Famke Janssen, Maggie Grace m.fl.
Spilletid: 91 min (biograf-version) og 97 min. (unrated version)
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]