Published on september 11th, 2012 | by Bjarke Friis Kristensen

Stumfilmstjerner charmerer bukserne af dig

En af de seneste års største filmiske overraskelser er The Artist. For hvem havde lige forudset, at en stumfilm i sort/hvid ville brage igennem med så stor og kritikerrost succes? Ikke mig. Men det er altså også en både rørende og charmerende sag, der elegant fortæller om en stumfilmstjernes nedtur, da talefilmen bryder igennem.

Det er sådan set ikke fordi, at jeg har et specielt nostalgisk forhold til stumfilm eller for den sags skyld den periode af filmhistorien. Men jeg blev bestemt grebet af filmens sødmefulde og romantiske kærlighedserklæring til mediet og filmens uskyld i Hollywoods spæde år i 1920’erne og 30’erne.

Jean Dujardin charmerer desuden alt og alle som den selvsikre stjerne George Valentin, hvis succesfulde karriere får en ende, da man pludselig begynder at tale på film. Han må se sig overhalet i popularitet af den altid friske skuespillerinde Peppy Miller – en herlig energisk Bérénice Bejo. De to danner således parløb med modsat fortegn – succes kontra nedtur, men bundet sammen af en kærlighed til filmen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Så selvom overraskelserne ikke just er i højsædet og karaktererne samt historien er næsten lige så sort/hvid som filmens billeder, så bæres The Artist legende let frem alene af sin karisma, romantiske charme og elegante fortælleglæde. Her er altså tale om mere end blot en vellykket stiløvelse og sort/hvid kuriositet midt i et nutidigt sansebombardement af filmiske special effects og buldrende 3D.

Jeg er måske ikke helt så meget oppe at ringe som andre anmeldere, men jeg kan kun varmt anbefale filmen. Historien er universel, castet charmerende og med sine velklingende detaljer samt dragende score, kan The Artist meget vel også fungere som en liflig appetitvækker for, at et nyt publikum kan kaste sig sultent over de mange perler, man allerede finder i stumfilmens skattekiste.

Billede, lyd og Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fornemt filmens smukke sort/hvide billeder. Det er knivskarpt og detaljerigt uden at miste sin filmiske tekstur. Lydsporet fungerer ligeledes upåklageligt, hvor det skønne score går klart igennem. En fornøjelse.

Der medfølger desuden en fin stak ekstramateriale. Man får en feature, der bl.a. ser på production design, kostumer og musik (11 min.). Endvidere er der spas fra settet (2 min.), en feature om filmens locations (5 min.) samt en ’making of’, hvor cast og crew bl.a. taler om filmen og perioden, den foregår (21 min.). Slutteligt finder man en god Q&A med cast og crew, hvor der bliver gået mere i dybden med filmens tilblivelse. Alt i alt er der fine sager at komme efter her.

Originaltitel:
The Artist, USA, 2011
Instruktion: Michel Hazanavicius
Medvirkende: Jean Dujardin, Bérénice Bejo, John Goodman m.fl.
Spilletid: 100 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment

Tags: , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑