Published on august 23rd, 2012 | by Bjarke Friis Kristensen

Invasionsbrag er buldrende god underholdning

Det er de helt store kanoner, der hives frem her. For der er pokkers meget smæk i ’sænke slagskibe’-filmen Battleship. Jep, en film baseret på brætspillet. Resultatet er en omgang overraskende god og computergenereret underholdning, hvor en enorm flådestyrke pludselig må tage kampen op med brutale aliens og deres højteknologiske krigsmaskiner. BOOM…!

For en flådeøvelse bliver pludselig alvor, da det er lykkedes for NASA at få kontakt med rumvæsner. De er imidlertid ikke venligt stemte og straks de ankommer til jorden er de på krigsstien med fuld smadder på deres voldsomme våben. Slaget kommer nu til at stå på havet, hvor menneskenes umiddelbart underlegne flåde må i krig med de mægtige maskiner fra rummet.

Ja, historien er fyldt med både plothuller og klichéer, men udført med et godt flair for tempo og så leveres løjerne heldigvis også med en portion veldoseret selvironi midt i den amerikanske patriotisme, der til tider kunne gøre det ud for en krigsliderlig reklamekampagne for USA’s flåde. For selvom det er dumt, så er her absolut et godt greb om både spektakulær action og højspændt spænding.

Castet er godt nok mere eller mindre statister i det effektfulde sansebombardement af sejt udrustede rumvæsner og bølgende søgang. Men heldigvis er der lige præcis nok pondus i kliché-karaktererne til, at de giver filmens flotte effekter tilpas med menneskeligt modspil. Her finder man bl.a. den unge og uvorne (ja, ”uvorne”, sgu), men dygtige løjtnant Alex Hopper – en tilpas drenget Taylor Kitsch.

Ellers består mandskabet bl.a. af en sej Liam Neeson med autoritet i stemmen, Alexander Skarsgård som regelret kommandør og så prøver Rihanna (jep, ’Umbralla’-tøsen) at være hård hund med automatvåben. Det er måske ikke just troværdigt – hun er sgu ingen Vasquez fra Aliens, men det fungerer. Der selvfølgelig også de barske krigsveteraner samt den søde pige, som vor helt må kæmpe for.

Så pyt med at her væltes rundt i klichéer, for skidtet fungerer det meste af vejen upåklageligt som rendyrket og adrenalinpumpende action. Det er store kanoner og slibrige aliens tilsat en fin dosis humor, hvilket bl.a. er med til at trække dette monster ud af Michael Bays skygge og de ofte ulige ’Transformers’-film. Så sænk paraderne og lad Battleship sænke dine slagskibe med buldrende god underholdning.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser strålende ud på Blu-ray. En sand fornøjelse. Billedet står knivskarpt og detaljerigt filmen igennem, hvor både monstre og maskiner virkelig kommer til deres ret. Lydsporet er ligeledes en medrivende omgang lydguf med god bund, fint afstemte niveauer og heftige panoreringer. Desuden medfølger en ok stak ekstramateriale.

Man får en præ-visualiseret alternativ slutning med introduktion er af instruktør Peter Berg og en rundtur på krigsskibet, bl.a. med interviews af rigtige besætningsmedlemmer (20 min.). Endvidere er der features, der ser på castet (12 min.), forberedelserne til filmen (11 min.), skamros af Peter Berg (6 min.), om at filme til vands og på skibet (7 min.) samt filmens effekter (12 min.) og en trailer for computerspillet. Et traditionelt, men også fint supplement til et brag af en film.

Vurdering af filmen:
4_6 - stars

Originaltitel: Battleship, USA, 2012
Instruktion: Peter Berg
Medvirkende: Liam Neeson, Taylor Kitsch, Alexander Skarsgård, Brooklyn Decker, Rihanna m.fl.
Spilletid: 2 timer 11 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment

Tags: , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑