’Call Me Maybe’ – the ’Star Wars’ edition

For helvede da også – lige som man tror sig sikker for flere coverversioner af Carly Rae Jepsens plage af et hit, Call Me Maybe, så kommer der selvfølgelig en udgave ”sunget” af karaktererne fra ’Star Wars’. Well, det er sgu også kun fordi, at det er så gennemført et stykke klippearbejde, at den kommer op her.

For man kan mene om sangen, hvad man vil, men denne stjernekrigsificerede udgave er ret imponerende skruet sammen af de seks ’Star Wars’-film, hvor bl.a. Yoda videre til Darth Vader og Han Solo synger med. Tja, alt kan mashes op med ’Star Wars’, bl.a. også Game of Thrones, som jeg postede forleden.

Se mere musikalsk film-guf:
Yipee-ki-yay, motherfucker – I’m Bruce Willis
Samplet Nic Cage sætter ild til dansegulvet
Star Wars i charmerende stop motion
Bizar Adrien Brody på flippet gåtur
H to the A to the L, HAL 9000!

Mexicansk Will Ferrell i flad kitsch-komedie

Will Ferrell er en klar favorit, så jeg kaster mig over alt, hvad han er med i – og selvfølgelig også hans seneste film, kitsch-komedien Casa de mi Padre. Desværre er det skæve koncept med papkulisser, klichéfyldte karakterer og Will Ferrell, der kun taler spansk (!) endt som en noget slap sombrero.

Filmen foregår i et solbeskinnet Mexico. Her bor den godhjertede bonde, Armando Álvarez, spillet med velkendt deadpan komik af Will Ferrell. Han ender midt i en narkostrid mellem sin selvfede bror og den sleske narkobaron Onza, spillet af henholdsvis Diego Luna og Gael García Bernal. Selvfølgelig er der også kærlighed på spil, her i skikkelse af den yndige Génesis Rodríguez.

Ja, det er i udgangspunktet sjovt at lade Will Ferrell tale spansk. Men den spøjse gimmick taber desværre hurtigt pusten i en komedie, der aldrig for alvor kommer op i gear – eller endnu vigtigere, bliver rigtig sjov. Men det er trods alt Will Ferrell, der afføder de enkelte kluk, denne spansksprogede rodebutik hoster op.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Dexter er tilbage som godhjertet seriemorder

Jeg har lige set 5. sæson af den fantastiske serie Dexter. En klar favorit. Igen var det en fornøjelse at tage en tur til Miami, hvor Dexter Morgan fortsat lever sit farlige dobbeltliv som retfærdig seriemorder og sympatisk blodstænksekspert hos Miami Metro Police Department. (Indeholder spoilers i forhold til foregående sæsoner).

Det var med hjertet helt oppe i halsen, at vi forlod Dexter i 4. sæson. Hans kone Rita var blevet myrdet og Dexters liv hermed sendt til tælling. Denne sæson handler derfor i høj grad om hvordan Dexter håndterer tabet og i processen kommer til nye erkendelser af sit morderiske jeg. Man får selvfølgelig også sin del af mord, sort humor og intens ‘katten-efter-musen-thills’ – men hele tiden med karaktererne i centrum.

For noget af det, der gør Dexter til så stor en fornøjelse er fortsat castet. Michael C. Hall bærer stadig titelrollen med en så medrivende tyngde og troværdighed, at selv de mindre stærke afsnit fænger. Jeg er især også vild med samspillet mellem Dexter og hans rapkæftede søster Debra, en intens Jennifer Carpenter – mens også Julia Stiles, en ny kvindelige karakter, giver engagerende dynamik til Dexter.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Game of Thrones’ i heftig lyssværdsduel

Det måtte jo komme før eller siden – et mashup af Game of Thrones og Star Wars. For begge lejre har solide fanbaser, og der er helt sikkert også flere med en fod i hver lejr. Jeg er hverken die hard Star Wars-fan eller helt blæst omkuld af tv-serien, men kombinationen af de to universer kunne måske ramme plet.

Det er i hvert fald en ganske vellykket ’star-wars-ificering’ af tvekampen mellem den retskafne Eddard Stark og den slibrige Jaime Lannister, der spilles af danske Nikolaj Coster-Waldau. Så venter jeg blot på en Star Wars edition af de kommende sæsoner.

Læs videre:
Min anmeldelse af 1. sæson af ’Game of Thrones’
Min anmeldelse af ’Star Wars: The Complete Saga’

Se mere Star Wars-guf:
George Lucas, stop nu det gøgleri!
’The Dark Side’ i ondt dubstep-mashup
Stjernekrigen byder på laber plakatkunst
Søde jordegern in a galaxy far, far away…

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment

’Drive’ som charmerende arkadespil

Hvis man endnu ikke har set Nicolas Winding Refns fantastiske Drive, så bør man gøre det. For det er bestemt en udsøgt fornøjelse at sætte sig i passagersædet med en übercool Ryan Gosling og drøne derudaf til tonerne af det labre score. Jeg gav desuden filmen en fornem placering på min top 10 for 2011 – tjek listen HER.

En gut har lavet en hyldest til filmen i form af et 8-bit-arkadespil. Det synes da også oplagt med et spil baseret på filmen, hvor man kan suse rundt i Los Angeles på jagt efter skurkene, ” I don’t sit in while you’re running it down. I don’t carry a gun. I drive.”

Mere ’Drive’-guf:
Se også Ryan Gosling flyver Tusindårsfalken

Mere 8-bit-guf:
’Twilight’ som 8-Bit-videospil
’There Will Be Blood’ som arkadespil

Manisk Nicolas Cage sætter igen ild til lortet

Yes! Så er min personlige favorit, Nicolas Cage tilbage i rollen som kædesvingende og kraniebrændende antihelt i Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Her er fuld smadder på en manisk Cage samt et overbud af overspil, okkult vrøvl og action-overdrev. Det er dumt, farverigt og overraskende underholdende. Og ja, når Ghost Rider pisser, så pisser han ild, selvfølgelig.

Historien er noget mere eller mindre sammenhængende sludder. Johnny Blaze, der er besat af den flammefyldte dæmon, og derfor i tide og utide forvandler sig til det aggressive ildmonster, hyres af en religiøs kult til at få fat i en knægt, der er havnet i kløerne på Djævelens håndlangere. Som betaling vil Blaze få ophævet sin forbandelse som læderklædt flammekaster – og så går den vilde jagt…

Der er ikke tid til eftertanke eller nogen form for reel sympati for Blazes sjælekvaler som forbandet motorcykelkører. Det er hele vejen uhøjtidelig djævelskab og ballade. Man må bare hænge i, mens den fortabte rytter sender skurke til tælling – som bl.a. da han forvandler en kæmpe udgraver-maskine til et spruttende flamme-våben. Sådan!

Det er ikke kun Cage, der giver en karikeret præstation – sådan er det mere eller mindre hele vejen rundt. Idris Elba er oplagt som vinglad og opkæftende præst, mens Ciarán Hinds overspiller for alle pengene som Djævelen selv, i kvabset menneskekrop og med blodsprængt øje. Violante Placido er dog noget anonym som kvindeligt sidekick, mens Johnny Whitworth heller ikke er videre interessant som olm skurk.

Der bruges desuden nogle flotte og atypiske locations, bl.a. Cappadocia i Tyrkiet, der med sine særegne bjergformationer udgør et overraskende smukt bagtæppe til den bumlende og til tider lidt for fjogede action-tonser. Men hey, det er nu meget sjovt, at Cage undervejs refererer til sin egen udskældte bi-scene i remaket af The Wicker Man. Men en smule mere veldoseret dumhed havde klædt filmen.

Det er Mark Neveldine og Brian Taylor, der har instrueret. De stod bag den ulidelige og kedsommelige Gamer (min anmeldelse) samt de mere underholdende ’Crank’-film. Deres frapperende tempo samt uhøjtidelige (infantile) tone er intakt. Resultatet er et fandenivoldsk og sprudlende flammehav af kluntet historiefortælling, en herlig overstadig Cage og rigeligt med nonsens-action. Take it or leave it.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der følger desværre intet ekstramateriale med, udover filmen på dvd – øv. Til gengæld står billedet virkelig flot og knivskarpt hele vejen, mens også farvegengivelsen er overbevisende med velafstemte nuancer og god kontrast. Lydsporet buldrer ligeledes solidt afsted med god bund og heftige panoreringer.

Originaltitel: Ghost Rider: Spirit of Vengeance, USA/UAE, 2011
Instruktion: Mark Neveldine, Brian Taylor
Medvirkende: Nicolas Cage, Ciarán Hinds, Idris Elba, Violante Placido, Johnny Whitworth,Christopher Lambert m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Nordisk Film

BaBaBooooom – smæk på Hollywood

Flere af årets helt store blockbusters har allerede haft premiere, men der venter bestemt stadig flere af slagsen hen over sommeren og senere på året. Patrick Peris, der også stod bag det labre mashup Confrontation, har nu lavet endnu et eksplosivt mashup som han kalder Bababoooom Hollywood Mashup 2012.

Her finder man over 30 titler kogt ned til små 3 minutters heftig actionlir, bl.a. med klip fra The Amazing Spider-Man, The Avengers og Prometheus samt de kommende The Hobbit: An Unexpected Journey, The Dark Knight Rises og The Bourne Legacy. Jep, der venter bestemt stadig et par af de helt store Hollywood-baskere…

[vimeo]http://vimeo.com/45100844[/vimeo]

Se andre mahups:
’WALL·E’ vs. ’Prometheus’
’Ghostbusters’ tilsat ’Inception’
Bare rolig, jorden er gået under før
Film parret med musikalske overraskelser
Konfrontationer, øretæver og eksplosioner
TRON indtages af elektronisk Led Zeppelin

Sean Penn som sær rockstjerne på nazi-jagt

I sit eget sære tempo slentrer den poetiske This Must Be The Place sig tålmodigt tværs gennem USA. Sean Penn spiller den excentriske og nu pensionerede rockstjerne Cheyenne, der med touperet hår og deprimeret mine forlader sit trykke hjem for at opsøge den SS-officer, der i sin tid skulle have ydmyget hans netop afdøde far.

Jep, en afdanket 80’er-stjerne på nazi-jagt. Det lyder måske flippet – og det er det i grunden også. Men nu skal man heller ikke forvente en historie, der forløber smidigt fra start til slut. Her er det i høj grad filmens stemning, smukke sange og ikke mindst Sean Penn i hovedrollen, der forfører publikum.

Filmen og ikke mindst portrættet af Cheyenne voksede på mig jo mere rejsen skred frem. For Penn balancerer mellem at være ren karikatur og et menneske, man tror på. Men lidt som Cheyennes opgivelser har svært ved at forholde sig til den sortklædte særling, på samme måde skulle filmen også lige finde balancen. Men lidt efter lidt bliver man fortrolig med Penns småmumlende karakter og filmens skæve tone.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

”Are you out of your mind!?!"

“Are you crazy!?!”,  ”Are you out of your mind!?!”, “Are you nuts!?!” – ja, der er flere måder at sige det på, og alle bliver flittigt brugt på film. Fx når en galning skal irettesættes eller at man blot vil pointere en småskør opførsel. Nu er der så landet et (lidt for kort) supercut med lignende replikker.

Her er bl.a. Kurt Russell, Will Smith og Harrison Ford på banen, mens man også finder Leonardo fra Turtles, Sigourney Weaver aka Ellen Ripley og så irettesættes Sylvester Stallone som Rambo også lige. Jep, der er selvfølgelig også plads til en vanvittig Mel Gibsen samt de hidsige herrer Al Pacino og Robert De Niro, ”Are you mad!?!”…