CPH PIX 2012

Published on april 14th, 2012 | by Bjarke Friis Kristensen

5

CPH PIX: upoleret romance og et skuffende eventyr

DAG 2: Jeg havde kun to visninger i går, til gengæld var det to vidt forskellige film – et upoleret kærlighedsdrama og et grumt greb på brødrene Grimms eventyrunivers. Først på menuen var den nærværende Weekend – en film om to vidt forskellige fyres møde i en intens weekendflirt. Men hvad der blot skulle være et uforpligtende ’one night stand’, udvikler sig til noget mere – og hvad stiller man så op med sine følelser.

En usentimental (næsten) og skabsromantisk film, der lader os komme helt tæt på det drama, der opstår, når man hvirvles ind i et andet menneskes liv. Fortalt med håndholdt intensitet og solstrejf af poesi i et betontungt boligkompleks. Og selvom filmen ikke helt havde den følelsesmæssige tyngde, man kunne have håbet, så bærer Tom Cullen og Chris New dramaet i mål med nærværet intakt. Jep, kærligheden opstår, når man mindst venter det – ustyrlig, uforudsigelig og uforståelig.

Herefter blev der i den grad sadlet om, for med den franske Le Petit Poucet var der dømt grumt eventyr. Desværre var det et trægt og ikke specielt fortryllende et af slagsen. Historien mikser elementer fra brødrene Grimms dystre univers, bl.a. Hans og Grete og Tommeliden. Her sendes fem brødre på afveje, da deres fattige forældre efterlader dem til sig og egen overlevelse i den store skov.

Ja ja, eventyrets tankevækkende og skarpe moraler spøger i kulissen, men som film fungerede skidtet bare ikke. Universet var slapt og historien hverken uhyggelig, spændende eller magisk. Kun Denis Lavant som sulten ’trold’ lyste excentrisk op, mens eventyret momentant tittede frem i stemningsfulde naturbilleder. Jeg vil bestemt foreslå, at man i stedet kaster sig over de originale Grimm-historier.

I dag venter der mig igen kun to titler. Først den mexicanske Miss Bala og herefter den meget omtalte shocker The Human Centipede II (Full Sequence). Jeg så den fremragende og frastødende etter på PIX i 2010 og opfølgeren skulle være endnu værre. Den har jeg glædet mig meget til og det bliver sjovt at se den i en fyldt sal.

– Læs mere på CPH PIX: Weekend og Le Petit Poucet.

Tags: , , , ,


About the Author


Back to Top ↑