Mere dæmonbesat hjemmevideo-uhygge, gisp!

Okay, jeg er en af dem, der blev skræmt godt og grundigt af dæmon-gyset Paranormal Activity – og opfølgeren havde også sin del af koldsved. Så jeg var spændt på om Paranormal Activity 3 kunne levere endnu en omgang neglebidende uhygge og samtidig bygge videre på det håndholdte-hjemmevideo-koncept.

I denne ombæring tages vi via gamle videooptagelser tilbage til 1988, hvor de to søstre, Katie og Kristi, første gang støder på den paranormale ondskab. Kristi har en usynlig ven, der dog snart viser sig at være knap så venlig – go figure, the demon is loose. Jep, præmissen er den samme – ting bevæger sig og døre smækker uden grund, så pigernes papfar sætter kameraer op for at indfange de mystiske hændelser…

Konceptet og opbygningen ligner altså de første film, men illusionen med at komme ind på livet af en families møde med det overnaturlige er fint fortalt. De medvirkende er naturlige og man holder hurtigt af både den charmerende papfar Daniel og den mere skeptiske mor Julie, mens de to piger er både søde og skræmmende. Nej, jeg har det sgu ikke godt med dæmon-besatte børn, hvilket taler til filmens fordel.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Skidtet har bestemt sine plothuller, repetition og billige jump scares. Men da filmen først gik ind i sin anden halvdel var jeg hooked og adrenalinen sat godt i sving. For godt nok ligner konceptet sig selv, men måden hjemmet og optagelserne bruges på er djævelsk godt udtænkt. Lige fra kameraet, der på pigernes værelse skaber gode kroge og vinkler for gyset at leve i og videre til et panorerende kamera i køkkenet – gisp!

Paranormal Activity 3 leverer måske ikke just en original historie, men som en skrækfilm, der effektivt stabler både vellykkede chok og intens suspense på benene er dette tredje kapitel absolut bestået. At der så går en smule hat og briller i den mod finalen er til at leve med – og faktisk kunne jeg godt lidt, at det hele blev en smule mere kulørt, so to speak

Henry Joost og Ariel Schulman – der også stod bag ’drille-”dokumentar”-thrilleren’ Catfish (læs min anmeldelse HER) – har ganske enkelt skabt herlig hårrejsende og dæmonbesat hjemmevideo-uhygge. Det bliver spændende at se, hvordan man vil fortsætte serien, men med denne effektive prequel lader jeg min skepsis blive hjemme og hopper også på en fjerde film. Ja, det er noget satans pis med de her film-serier.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Selvom filmen foregiver at være hentet fra gamle VHS-bånd, så står billedet flot. Billedet er farvemættet og yderst veldefineret. Lydsporet er endnu mere solidt og formår virkelig at sætte skub i angstens sved med god brummende bund og fine panoreringer. Desuden medfølger filmen på dvd samt en smule ekstramaterie.

Filmen kan ses i to udgaver, biografudgaven og den godt 10 minutter længere version – jeg så sidstnævnte. Bumbum. Herudover finder man to korte videoer (3 min.), den ene er lidt ’fraklip’ og den anden en fiktiv reklame for Dennis’ hjemmefirma. Her er altså ikke meget guf at komme efter, ærgerligt.

Originaltitel: Paranormal Activity 3, USA, 2011
Instruktion: Henry Joost og Ariel Schulman
Medvirkende: Lauren Bittner, Christopher Nicholas Smith, Chloe Csengery, Jessica Tyler Brown, Dustin Ingram m.fl.
Spilletid: Extended Director’s Cut 94 min. og biograf-udgaven 84 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment