’Boardwalk Empire’ – en fænomenal gangster-serie

Fra første til sidste afsnit sættes der på det nærmest ikke en fod forkert i den medrivende gangster-serie Boardwalk Empire. Første sæson er netop udkommet og jeg har haft fornøjelsen af at rejse tilbage til et korrupt Atlantic City i 1920’erne. Her trækker byens økominichef Nucky Thompson i trådene for at holde sig selv på magtens tinde – og han er ikke bleg for at tage hårdhændede metoder i brug.

Spiritusforbuddet er netop trådt i kraft og det baner vejen for en fordelagtig, men også farlig pengemaskine for Thompson. Men hans kriminelle foretagende er langt mere vidtrækkende og strækker sig lagt ind i det politiske landskab – og med nye spillere på banen kompliceres de lyssky forretninger yderligere. Et spil på liv og død, hvor der kun er plads til de stærkeste og mest snu.

Serien har ganske vist Nucky som omdrejningspunkt, men en seriens styrker er, at historien nærmest gnidningsløst håndterer sit store persongalleri og mange handlingstråde – det uden at give køb på nuancer og dybde i dramaet. Her strikkes et medrivende net af relationer og komplikationer, hvor kærlighed og jalousi kan vise sig at være lige så dødelig som en skarpladt pistol i hånden på den forkerte gangster.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Trier trumfede med 'Melancholia' ved årets Robert

Ja for helvede, Lars von Triers Melancholia er sgu en laber dommedagsfilm – bøjet i plastisk æstetik og med godt svung på Wagner-drengen, mens en deprimeret Kirsten Dunst i svulstig forening med universet giver lidt kød til husarerne. Her til aften blev den smukke undergang hyldet ved årets Robert-fest og Trier gentog således succesen som da han hev priser hjem med sin Antichrist for to år siden ved både Robert- og Bodil-festen.

Hele ti priser blev det til, bl.a. årets film, årets instruktør og årets manuskript. Dunst løb med prisen for årets bedste kvindelige hovedrolle og Charlotte Gainsbourg for årets kvindelige birolle, mens filmen endvidere høstede priser for årets scenograf, årets fotograf, årets lyddesign, årets special effects og årets klipper. Den stod dog ikke kun på dommedag – også Martins Zandvliets film Dirch fik fem priser.

Her løb Nikolaj Lie Kaas med prisen for årets mandlige hovedrolle for sin rolle som den sjus-drikkende og deprimerede kvinde-bedårer Dirch Passer, mens hans medspiller Lars Ranthe fik prisen for årets mandlige birolle som Keld. Desuden løb filmen med Robert-priser for årets sminkør, årets score og årets sang.

Nicolas Winding Refns fænomenale Drive vandt prisen for årets amerikanske film – sådan! Men sgu en ringe trøst for Oscar-showets skamløse ignorering af filmen. Årets ikke amerikanske film blev Tom Hoopers medrivende Kongens store tale og så vandt Mads Brüggers vovede og superunderholdende Ambassadøren prisen for årets lange dokumentarfilm.

– Se de nominerede og vinderne HER.
– Læs min anmeldelse af Melancholia
– Læs min anmeldelse af Dirch
– Læs min anmeldelse af Kongens store tale
– Læs min Top 10 for 2011 HER, hvor Drive indfinder sig på førstepladsen.

Meningen med det hele anes i ’The Tree of Life’

Der favnes bredt i Terrence Malicks The Tree of Life. Her er vi med fra før tidernes morgen og frem til nutidens storbyer. Fra universets afkroge og ind i naturens inderste celler. Et komplekst og fragmentarisk værk med mennesket i frit fald, mens man synes at ane meningen med det hele – i det nære så vel som i det uforståelige kosmos.

Mellem billeder af præhistoriske naturlandskaber, mikroorganismer og kosmiske eksplosioner finder vi filmens menneskelige ansigt i en kristen middelklassefamilie i 1950’ernes Texas. Her vokser tre brødre op med to forskellige pejlemærker i livet – en streng far (Brad Pitt) og en omsorgsfuld mor (Jessica Chastain). Man springer filmen igennem mellem naturbilleder, drengenes barndom og en af sønnerne (Sean Penn), der som voksen mindes sin opvækst – som i et forsøg på at forstå sig selv.

The Tree of Life er vanskelig at favne – endsige sætte ord på. Man griber dog et forsøg på at finde menneskets plads i verden. Her fylder forstadsfamilien mening på livet med Gud, mens naturen upåagtet kristne dogmer både giver og tager liv. Midt i det hele må man selv – præcis som brødrene – forsøge at finde sin egen vej.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Slimede aliens og rå cowboys i trægt samspil

Selvfølgelig er kombinationen af rumvæsner og cowboys cool. Jeg mener, de store vidder og seksløbere samt slimede monstre og monstrøse rumfartøjer. Der er en laber visuel dynamik mellem de to universer – old school og high tech. Derfor var jeg også spændt på Cowboys & Aliens, der som titlen antyder blander de to genrer. Desværre er resultatet ikke nær så medrivende, som man kunne have ønsket sig. Slet ikke.

Her finder man ellers Harrison Ford som en snerrende og gammel Indiana Jones, mens James Bond aka Daniel Craig er iført cowboyhat og et overjordisk håndvåben. Sammen må de to med en spraglet flok cowboys forsvare ikke blot deres lille by, men sgu hele jorden mod laserskydende monstre fra rummet. Så op på hesten og frem i sadlen – lad vrøvlerierne begynde.

Der lægges eller stemningsfuldt ud med flotte skud af en præriens susen og en cool Daniel Craig som mut gunslinger, der uden at få sved på panden nedlægger en flok barske kriminelle. Han ankommer som manden uden navn til en lille flække, hvor han snart vikles ind i problemer og hans lyssky fortid kommer for en dag. Dette er dog småproblemer i forhold til rumvæsnernes eksplosive indtog på prærien.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Wes Anderson set fra oven

Mens vi venter på Wes Andersons Moonrise Kingdom, kan man muntre sig med dette lille (og alt for korte) supercut med Andersons hyppigt anvendte kameraskud – lige oppefra og ned, og ofte på sirligt anrettede tableauer. Et supercut i samme boldgade som det fremragede ’God’s Eye View supercut’, jeg tidligere har postet.

Andersons er manden bag bl.a. de fremragende The Royal Tenenbaums, The Life Aquatic og Fantastic Mr. Fox, hvor kameraskuddet bruges. Labert.

[vimeo]http://vimeo.com/35870502[/vimeo]

Se også:
Traileren til ’Moonrise Kingdom’
Fascinerende filmkig gennem Guds øje
At følge lige i hælene på filmen
Tarantninos signaturskud