Creepy sindssygeanstalt med labre tøser

En af mine store instruktøridoler er John Carpenter. Han står bag mesterlige og genredefinerende skrækfilm som Halloween og The Thing samt underholdende fremtidseskapader med Escape from New York og den oversete They Live. Men man må nok indse, at hans storhedstid er forbi. Han instruerer fortsat, dog i et beskedent omfang. Men når der er nyt, håber jeg på det bedste – gammel kærlighed ruster aldrig.

Det er mere en 10 år siden, han sidst var aktuel med en spillefilm – han har dog i den mellemliggende periode instrueret et par solide i afsnit i tv-serien Masters of Horror. Men desværre er det ikke et overrumplende comeback til spillefilmen han leverer med ’labre-tøser-og-et-grumt-spøgelse-på-en-sindssygeanstalt-gyseren’ The Ward. Her er vi tilbage i 1966, hvor en forvirret Kristen bliver anbragt på en psykiatrisk afdeling efter at have sat ild til en øde landejendom.

Hun kan imidlertid ikke huske hvem hun er eller hvorfor hun satte ild til huset – og noget er da også helt galt på afdelingen, hvor en mystisk skikkelse synes at vandre på gangene. Der er dog ikke meget hjælp at hente hos personalet eller de andre indlagte tøser, så Kristen må selv forsøge at komme til bunds i spøgelses-mysteriet og finde frem til sandheden om sig selv. Et klassisk setup med traumer og gespenster i skyggerne… gisp.

Filmens præmis er ganske vist gammelkendt, hvilket der ikke er noget galt i. Men når manuskriptet er så idéforladt og historien så klodset konstrueret, hjælper det ikke just Carpenters gys på rette vej. Filmens første del spiller imidlertid bedst, hvor regnen siler ned og lyn stemningsfuldt lyser det creepy hospital op. Men så tager vrøvlerierne for alvor til og uhyggen forbliver postuleret. Øv.

Der er dog noget grundlæggende tiltalende ved en flok yndige piger på en anstalt. Desværre er tøserne ikke specielt troværdige som patienter – der forsøges ellers både med ’crazy eyes’ og madning af en tøjkanin. Men bl.a. forbliver Amber Heard anonym som Kristen – måske fordi man ved så lidt om hende  – det er altså desværre også småt med indlevelsen og interessen i historiens afvikling. Så er der mere gods i Jared Harris som den tvetydige Dr. Stringer.

Men uanset de regnfulde anstrengelser og få stemningsfulde skygger samt gnistrende elektrochok, så presses der ikke meget reel uhygge ud af det flade og famlende manuskript. The Ward forbliver en ordinær, træg og meget lidt skræmmende gyserkliché – og jeg vil end ikke komme ind på den pinlige finale. Desværre Carpenter, bedre held næste gang.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på dvd-udgivelsen (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Desværre er billedet heller ikke lige veldefineret hele vejen, men farver og nuancer er dog fint gengivet, om end nogle af de mørke scener står en smule slørede. Lydsiden er solid og skyder det bastante score fint ind under huden.

Originaltitel:
The Ward, USA, 2010
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Amber Heard, Mamie Gummer, Danielle Panabaker, Lyndsy Fonseca, Jared Harris m.fl.
Spilletid: 85 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Skrid og skråt op i lange baner

Jeg har tidligere postet supercuts med både 100 trusler på film og de 100 bedste ’shut ups’. Men der er også andre måder at vise sin mening om tingene på end de verbale sprogblomster. Man kan også bare give fingeren – hvilket der er mange der gør.

I nedestående supercut er bl.a. Mr. Bean og Brad Bitt samt en orangutang, Eminem og Keanu Reeves på banen med fingeren i vejret. Ja, og så er Hugh Jackman også klar som Wolverine og den søde Kate Blanchet i Titanic. Tja, dette supercut kunne nemt have været meget længere…

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=EPCiW2xFKf4[/youtube]

Se andre supercuts:
‘Go ahead, make my day’ – 100 trusler på film
Jack, Rose, Jack, Rose, Jack, Rose…
De 100 bedste ’shut ups’ på film
De siger aldrig ’farvel’ i film

Sejlivede chefer og klodsede lejemord

Måske er det fordi mine forventninger var i bund eller også er det fordi, jeg forinden havde siddet fast i en elevator i syv dødkedelige timer. Uanset hvad, så fik jeg et skud underholdende Hollywood-komedie ud af den stjernespækkede Horrible Bosses. Ganske vist harmløs og ikke helt så fræk som den kunne have været, men bestemt både sjov, tosset og ikke mindst med god dynamik på rollelisten.

Løjerne dobbelt-teames af tre gutter, der alle er dødtrætte af deres respektive chefer. Jason Bateman er den underdanige papirnusser, der hundses med af en herlig sadistisk Kevin Spacey, mens skørtejægeren Jason Sudeikis må tumle med en hensynsløs og kokainmisbrugende Colin Farrell og den nuttede Charlie Day sexchikaneres af en intimiderende Jennifer Aniston. Så er sekskløveret vist på plads.

Well, der er selvfølgelig også lige en ikke specielt sjov Jamie Foxx i en birolle som kranie-tatoveret kriminel. Anyways. De tre gutter er ikke i tvivl om, at deres liv ville være meget bedre, hvis ikke det var for deres satans chefer. Så ja, de kommer frem til den mest logiske løsning, nemlig at slå dem ihjel. Herfra begynder mor(d)somhederne for alvor, mens forviklinger og kolde fødder spænder ben for planen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Og pludselig var ’Jaws’ slet ikke skræmmende

De kan være ret sjove de her genklip af trailers, hvor en film fuldstændig ændrer stemning med blot lidt ny underlægningsmusik og effektivt klippearbejde. En gyser kan pludselig ligne en hyggelig komedie, som for eksempel det fremragende genklip af Stanley Kubricks skrækfilmsmesterværk The Shining.

Et nyere genklip, der er sat løs på nettets farvande er af Steven Spielbergs haj-klassiker Jaws aka Dødens Gab. Det er ikke første gang den har været under kærlig behandling, men i denne omgang er den blevet klippet om til en hyggelig familiefilm og ligner slet ikke den intense haj-gyser, den i virkeligheden er. Der er et par ’haj’-spoilers – you’ve been warned.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=J3ayQoGd6Xo[/youtube]

Se andre genklippede filmtrailers:
’Scott Pilgrim’ vs. ’The Matrix’
The Shining’ – family-edition
’WALL·E’ vs. ’Prometheus’
The Lion King Rises

Brad Pitt spiser hele tiden

Skulle man være i tvivl om hvorvidt Brad Pitt spiser eller ikke spiser på film, så kan dette lille supercut hjælpe med svaret. For ja – han spiser jo hele tiden i sine film.

Her smasker og slubrer han sig igennem Ocean’s Eleven, Ocean’s Twelve, Ocean’s Thirteen, Kalifornia, Meet Joe Black, Johnny Suede, Troy, Se7en, Legends of the Fall, The Curious Case of Benjamin Button, Burn After Reading, The Mexican, Interview with the Vampire. Velbekomme og fremragende fredag…

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=3gIaozs095k[/youtube]

Det er muligt, at Brad Pitt spiser hele tiden, men det er i det mindste bedre end hele tiden at tude som disse tre tårefyldte stjerner:
Julianne Moore græder en del
Don Draper er ked af det
Leo tuder en del…

Grufuld rundvisning i et knirkende hus

Jeg har i et godt stykke tid villet se ’et-knirkende-hus-på-landet-gyseren’ The Silent House. Bl.a. fordi den skulle være yderst skræmmende, men også fordi den skulle være optaget i ét one-take. Et interessant eksperiment eller blot en ligegyldig gimmick? Så da regnen en dag silede ned og natten var ekstra olm, tog jeg mod til mig og fulgte i hælene på Laura og hendes far ind i det skumle hus…

De har fået til opgave at gøre den ramponerede landejendom i stand. Men inden længe falder mørket på og snart er begges liv i fare, for en morder lurer i husets skygger. Det er velkendte gyser-elementer, der er på spil her – så som underlige lyde på loftet og en ukendt morder i mørket. At filmen så skulle være skudt i ét one-take, tvivler jeg på – men det er i grunden også underordnet, for den klaustrofobiske illusion holdes.

Men uanset hvad, så fik filmen aldrig for alvor skrækskovlen under mig. Det lykkedes dog at stable ret solid atmosfære på benene i husets labyrintiske indre, hvor bl.a. det evigt insisterende kamera er med til at skabe intensitet og nærvær, mens også klaustrofobien momentant fik sit greb i mig. Her er altså gode takter, men desværre bliver Lauras kamp for overlevelse også noget triviel at følge.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mager lejemordertøs deler flade øretæver ud

Nej, selvfølgelig kan man ikke få nok af labre lejemordere, der med elegance og køligt overblik formår at dræbe sine mål på mest udspekulerede vis – og slippe lydløst fra det. I den varmblodede actionkolbøtte Colombiana er det en lidt for mager Zoe Saldana, der dræber løs i et forsøg på at få gjort kål på sit barndomstraume og ro i sin plagede sjæl. Jep, frem med automatriffel og kvælertag.

Som lille pige ser Cataleya sine forældre blive skudt med koldt blod af en ond gangster-boss. Hun undslipper dog og dedikerer nu sit liv til at blive den mest effektive dræber, for herved at kunne opsøge den grumme gangster og hævne sine forældres død. Hendes plan går selvfølgelig ikke som forventet og snart er FBI på sporet af hende – og vupti, jægeren bliver den jagede.

Her er ikke så meget pjat, der skal losses noget action over disken – og til en hvis grad lykkedes det også at få afviklet nogle heftige actionsekvenser, der bl.a. involverer sultne hajer og en gennemtænkt fængselslikvidering. Altsammen med den adrætte Zoe Saldana i front – og hun får i den grad kravlet rundt i ventilationsskakter. Desværre snubler filmen over flere usandsynligheder end actionræset kan bære.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Solid superhelte-action nakker onde nazister

Der er i den grad blevet losset superheltefilm over disken de seneste par år. Sidste år kom tiden så til en omgang patriotisme med Captain America: The First Avenger. Det er der kommet en habil omgang action ud af. Her følger man den splejsede Steve Rogers forvandling til den muskuløse helt, der må i kamp for at forpurre überskurken Red Skulls onde planer om at erobre verdensherredømmet.

Året er 1942 og 2. verdenskrig raser. Den spinkle Steve Rogers ønsker brændende at blive optaget i hæren for at kæmpe mod nazisterne og for sit lands frihed. Desværre forgæves. Han har ganske vist et sandt heltehjerte, men ikke kroppen til kamp – indtil den dag, han udpeges til et hemmeligt eksperiment. Her forvandles den klejne soldat nemlig til den svulmende Captain America og ondskaben kan nu få en på frakken.

Der er virkelig mange ting, der fungerer i Captain America og heldigvis nok til at overskygge filmens til tider ujævne flow. Det er bl.a. en fornøjelse, at man har givet så god plads til at fortælle historien om Steve Rogers og hans kamp for at klare den i militæret, inden han pustes op til den ikoniske helt. Han og universet etableres fornemt, så man er godt rustet, når eksplosionerne for alvor tager fat.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske

Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood. Men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som ivrig knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.

Der er meget at fortælle om J. Edgar Hoover. Rigtig meget – specielt når man forsøger at gabe over så mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.

Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Så er bloggen oppe at køre igen, tak til Neo…

Bloggen har desværre været død en uges tid på grund af noget teknisk knas – så har lige fået lidt hjælp fra min computerkyndige ven Neo og problemet skulle være løst nu. Så jeg er up and running igen og heldigvis, for der er en del skriverier, der har været på standby. Blandt andet min anmeldelse af Clint Eastwoods nyeste film, J. Edgar. Men den er kommet på nu, desværre med et par dages forsinkelse – og der venter flere lækkerier de kommende dage.