Første teaser trailer til ’The Avengers’

Der er sluppet billeder ud hist og her for den kommende superhelte-sammenkomst The Avengers, men nu er første officielle teaser trailer landet. Det er Marvel-heltene Thor, Iron Man, Black Widow, Captain America, Hulk og Hawkeye, der teamer op til det helt store actionbrag. Det bliver spændende at se, hvorledes man vil balancere sådan en flok egenrådige superhelte i en og samme film.

I filmen gentager flere af skuespillerne deres respektive helte-roller. Her finder man bl.a. Chris Hemsworth, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Chris Evans, Mark Ruffalo og Jeremy Renner samt selvfølgelig Nick Fury i Samuel L. Jacksons skikkelse – manden, der de sidste par år har haft for vane at dukke op efter rulleteksterne på flere af Marvel-filmatiseringerne og tease The Avengers.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=zatgnqdIefs[/youtube]

Umiddelbart får jeg ikke det store sug i maven over denne teaser, men mon ikke man kan vente sig ganske habil helte-action – om ikke andet ser jeg frem til, at Robert Downey Jr. atter en gang indtager rollen som Iron Man. Filmen indtager de danske biografer d. 3. maj 2012.