Notice: Trying to access array offset on value of type bool in /customers/0/2/1/filmskribenten.dk/httpd.www/wp-content/themes/enfold/framework/php/function-set-avia-frontend.php on line 570

THE HORSEMAN: en far på nådesløst hævntogt

Det er ikke ligefrem brutal vold, man savner i den australske hævnfilm The Horseman. Her tager Christian nemlig på et nådesløst road trip, hvor han opsøger, torturerer og myrder de mænd, han mener var medvirkende til sin datters død. Desværre matches det rå hævntogt ikke af samme følelsesmæssige slagkraft, som de øretæver, der deles ud filmen igennem.

I hovedrollen som farmand på bersærkergang finder man ellers en overbevisende Peter Marshall. Han formår at udtrykke både den smerte og vrede, der har formørket hans sind –  og det uden, at han mister sin skrøbelighed midt i volden. Samtidig aner man også en tvivl om, hvorvidt hævnen overhovedet vil bringe ham sjælefred.

horse03

Men selvom man forstår hans vrede, kommer man desværre ikke for alvor ind under huden på ham. Måske forbi man kender for lidt til hans liv før tragedien, eller fordi forholdet til datteren aldrig rigtigt kommer til sin ret. Her får man blot et par flashbacks til datterens barndom uden skæven til, hvad det er, der er gået skævt senere i livet, som har sent hende udi et stofmisbrug.

Man bliver altså aldrig rigtig emotionelt involveret i Christians morderiske mission, men står mere som tilskuer til volden. Det har bestemt også sin brutale og medrivende intensitet. For som et ondt adrenalinkick og kynisk dyk ned i menneskets mørke sider spiller filmen uden problemer.

horse01

Desuden gøres det ellers simple setup en kende mere interessant ved at datteren selv har opsøgt det rå miljø, der bliver hendes skæbne. Hun var altså ikke uskylden selv – og måske allerede en fortabt sjæl. Christian havde altså nok allerede mistet hende, men det går først alt for sent op for ham. Det gør ikke hendes død mindre tragisk, men sparker blot mere sortsyn ind i filmens allerede kyniske univers.

Det eneste håb, man synes at ane i filmen er hos en ung blaffer, som Christian samler op undervejs – og selv hun har en tragisk baggrund. The Horseman glimrer altså ved sit konsekvente dystre univers, hvor alle synes at være enten kyniske pengemænd, psykopatiske voldsmænd eller blot fortabte sjæle.

horse02

Ekstramateriale:
Der medfølger et fint og interessant ekstramateriale. Her finder man instruktørens ligeledes brutale kortfilm, som han byggede filmen på (15 min.). Den kan ses med et fint og informativt kommentarspor af instruktøren. Herudover får man også en klassisk ’The Making of’ (36 min.) bl.a. med interviews med folkene bag og klip fra instruktørens kortfilm. Slutteligt får man gallerier med billeder fra filmen og settet, filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser samt tre slettede scener (9 min.), som også kan ses med kommentarspor af instruktøren.


Originaltitel: The Horseman, Australien, 2008
Instruktion:
Steven Kastrissios
Medvirkende:
Peter Marshall, Brad McMurray, Jack Henry, Chris Sommers, Caroline Marohasy m.fl.
Spilletid:
96 min.
Udgiver:
Another World Entertainment