TRON: LEGACY: Visuelt imponerende eventyr bøjet i neon

Knap 30 år efter det startede med banebrydende computer-effekter i den neon-lysende TRON fra 1982, vender Jeff Bridges tilbage til det fascinerende univers som computergeniet Kevin Flynn i TRON: Legacy. De svedige motorcykler er også tilbage og et i den grad opgraderet visuelt look samt et cool soundtrack af Daft Punk.
Der går mere end 20 år fra Flynns mystiske forsvinden til hans søn Sam (Garrett Hedlund) modtager en underlig besked. Det fører ham til sin fars hemmelige kontor – og pludselig er han blevet transporteret ind i det digitale TRON-univers, hvor hans far har befundet sig de sidste mange år. Her må Sam bekæmpe den onde Clu, der har taget magten og samtidig redde sig selv og sin far.

TRON: Legacy er ’eye candy’ i stor stil. Den imponerende arkitektur, de fræsende motorcykler og svimlende kampe i kæmpe-arenaer tager pusten fra en. Det er en sand fryd at være vidne til dette overvældende bombardement af lys og lyd. Desværre har historien ikke samme pondus, selvom bl.a. både Bridges og Hedlund gør en god figur.

Bridges er tilbagelænet og cool som Flynn, mens Hedlund fint leverer drenget charme og kækhed. De to er gode sammen og giver det digitale univers en fin menneskelig dimension. Deres ’far-og-søn-forhold’ kryber dog helt ind under huden. Men universet er hele vejen dragende, castet farverigt og historien lige interessant nok til at man tilgiver filmens en smule træge afvikling hen imod slutningen.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:

Som nævnt er filmen en visuel fornøjelse – også i 2D – og Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekter skuffer bestemt ikke. Her flyver det neonlys-besatte TRON-univers ualmindeligt imponerende over skærmen – skarpt, detaljeret og farvemættet. Lydsporet matcher billedsiden med fine niveauer og medrivende panoreringer.

Man finder desuden en stak ekstra-features med en samlet spilletid på små 50 min. Mest interessant er de, der ser på filmens visuelle univers og skabelse, hvordan filmen kom i produktion og en sjov fiktiv dokumentar, der beskriver reaktionerne på Flynns forsvinden. Herudover er der bl.a. også den ultra-svedige Daft Punk-musikvideo Derezzed, en præsentation af castet og en pre-visualisering af universet.

Billede: 6/6 | Lyd: 6/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”TRON: Legacy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 4/6


Originaltitel:
TRON: Legacy, USA, 2010.
Instruktion:
Joseph Kosinski
Medvirkende:
Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, Michael Sheen m.fl.
Spilletid:
2 timer 5 min.
Udgiver:
Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]