CPH PIX: Hævn, skyld, samuraier og flashbacks

Min lørdag var skemalagt med fire film. Det kedelige, sydkoreanske drama No Doubt lagde ud. Her flytter en tidligere pædofildømt mand til en lille by, hvorefter en pige forsvinder. Mistanken falder selvfølgelig straks på tilflytteren, som politiet, datterens far og lokalsamfundet nu forsøger få skovlen under. Et i udgangspunktet potent drama med både hævn, tragedie og spørgsmålet om retfærdighed på tapetet.

Desværre er der ikke mange overraskelser eller følelsesmæssigt pondus at komme efter. Jep, faren er ked af det, politiet er uden beviser og den mistænkte uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det kører så at sige lige ud af landevejen, hvor alle brikkerne i sidste ende passer nydeligt sammen. Det ser muligvis godt ud på papiret, men medrivende blev det aldrig – selvom der lige forsøges med et obligatorisk plottvist.

Meget mere interessant blev det desværre ikke med den psykologiske thriller Blame. Her opsøger og forsøger fire unge mennesker at slå eneboeren Bernard ihjel, da de mener, at han er skyld i deres venindes selvmord. Selvfølgelig går det ikke som planlagt. Sandheder kommer på bordet og tvivlen om lærens skyld sættes på prøve.

Problemet er bare at man aldrig rives med af dramaet eller tvivlsspørgsmålet. Karaktererne forbliver uinteressante og filmen det samme. Her er snarere tale om manuskriptonani end nervepirrende og intelligent thriller. Heldigvis ventede der episk samurai-action med Takashi Miikes remake 13 Assassins. Jeg har ikke set originalen fra 1963, men denne nye version var hæsblæsende.

Shimada får missionen at gøre det af med den barbariske Lord Naritsugu. Han samler 13 samuraier, der nu må gå op imod den 200 mand store hær. Karaktererne er medrivende og optakten inden opgøret fejende flot og atmosfæremættet. Det vilde showdown mod hæren er cool, dynamisk og blodig action, der leverer varen uden at miste pusten. Et stykke yderst potent samurai-underholdning, der holder hele vejen.

Aftenen sluttede med det flade, overnaturlige gys True Nature. Her forsvinder en pige og vender først efter et år tilbage til sine forældre. Hun husker intet, men noget ved hende er forandret. Hvad er det sket? Og så starter en ørkenvandring i hysteriske flashbacks, der forsøger at indgyde gysende mystisk i sit publikum. Det mislykkes.

Der er hverken progression nok i de få ledetråde eller familiens håndtering af den besynderlige situation til at mysteriet på noget tidspunkt bliver interessant – eller for den sags skyld uhyggeligt. I programmet sammenlignes der med mestrene David Lynch og David Cronenberg – må jeg være fri.

– Læs mere på PIX om No Doubt, Blame, 13 Assassins og True Nature.