Vampyr-pige i kamp mod Frankenstein-tøs!

Med den slagfærdige titel Vampire Girl vs. Frankenstein Girl samt et farvestrålende cover med de to kampklare tøser, er der lagt op til sjov og ballade. Og allerede indenfor filmens første fem minutter har ’Vampire Girl’ da også flået huden af tre zombie-lignende skolepigers ansigter, hvorefter deres kranier balanceres ovenpå hinanden. Det er grotesk, langt ude og underholdende. Desværre taber filmen herefter pusten en smule – men heldigvis venter der en vild og voldsom finale.

Der er kommet ny pige i klassen, den søde og forsagte Monami (Yukie Kawamura) – men hun er ingen almindelig pige. Hun er nemlig vampyr og vil forvandle klassens eftertragtede dreng Jyugon (Takumi Saitô) til sin vampyr-kæreste for evig tid. Men den skabagtige tøs Keiko (Eri Otoguro) står i vejen for kærligheden – og så er der ellers lagt i ovnen til en kærlighedskamp, så blodet sprøjter.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —>

Selvom filmens cover nævner den populære ‘Twilight’-serie, hvor man som bekendt også finder vampyrer og udødelig kærlighed, er der ikke meget der ellers forbinder de to universer. I Vampire Girl vs. Frankenstein Girl lægges der ikke fingre imellem, når først tøserne eller andre bizarre karakterer, som fx den kraniebeklædte Igor går til stålet i heftige kampscener – der spares så at sige hverken på teaterblodet eller afhuggede kropsdele.

Det er visuelt vanvittigt, overgearet og herlig ’over the top’ splatter-action, hvor de vanvittige påfund vælter frem, som fx en håndledsskærings-konkurrence eller ulækre forsøg af en gal videnskabsmand. Desværre halter det med afviklingen af de skøre påfund, hvilket hidsig klipning og et pumpende soundtrack ikke kan rette op på. Mere vellykket og vedvarende vanvittig er Tokyo Gore Police, som er lavet af samme folk.

Uanset hvad, så deler Vampire Girl vs. Frankenstein Girl helt sikkert vandende – enten hopper man på vanviddet eller også vil man nok finde de groteske eskapader dybt intetsigende. Billige computereffekter, skabagtigt skuespil, splattede kampscener og muterede kroppe falder nok ikke i alles smag. Jeg vil derfor anbefale, at man lige tjekker filmens trailer ud HER, for at få et indtryk af universet.

Men hvis man bliver hooked – hvilket der bestemt er fare for – så har samme selskab heldigvis udsendt flere titler i samme boldgade, nemlig The Machine Girl, RoboGeisha, Samurai Princess og Tokyo Gore Police. Du finder trailere for dem på selskabets hjemmeside HER.

Ekstramateriale:
Filmens trailer, et slideshow med stills fra filmen, trailere for andre af selskabets udgivelser og en lille ’The Making of’ (14 min.). Her præsenteres man bl.a. for flere af skuespillerne og instruktørerne. Det er ikke specielt interessant, men nu meget sjovt at se kontrasten mellem den totalt overgearede film og så hvor ovenud høflige og nede på jorden de medvirkende er ‘off screen’.


Originaltitel:
Kyûketsu Shôjo tai Shôjo Furanken, Japan, 2009.
Instruktion: Yoshihiro Nishimura, Naoyuki Tomomatsu.
Medvirkende: Yukie Kawamura, Takumi Saitô, Eri Otoguro,
Sayaka Kametani, Jiji Bû, Eihi Shiina, Kanji Tsuda m.fl.
Spilletid: 84 min.
Udgiver: Another World Entertainment.