Will Smith går Alfred Hitchcock i bedene

Endnu et remake! Denne gang er den kære Alfred Hitchcocks thriller Suspicion fra 1941, som skal genindspilles. Og hvem skal så træde i Cary Grants fodspor, som manden der måske, måske ikke vil myrde sin kone? Jo, det skal såmænd Will Smith, som desuden også vil producere filmen.

Tjek lige originalens labre trailer ud herunder:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=mYG5qbnArEM[/youtube]

Originalen bygger på Francis Iles roman Before the Fact fra 1932. Måske det er planen at tage nyt livtag med den, mere end blot at genindspille Hitchcocks film?

Ja, nu vi må se – nok også om filmen overhovedet bliver til noget. For Smith har også andre projekter i kikkerten, bl.a. et remake af Uptown Saturday Night med Denzel Washington, en filmatisering af novellen Flowers for Algernon fra 1958 og så er der jo også lige den tredje Men in Black film.

”The Hurt Locker” er sprængfarlig underholdning

I krig er grænsen mellem liv og død ofte hårfin. Det står klart i The Hurt Locker, hvor man følger en gruppe på tre bomberyddere i Irak. De forsøger på hver deres måde at forholde sig til de ekstreme omstændigheder krigen sætter dem i – og med seks uger tilbage af deres ophold, forsøges skinnet holdt på næsen. Det bliver dog seks intense, uforudsigelige og nervepirrende uger – præcis som filmen.


The Hurt Locker har været den helt store prissluger den seneste tid og er en af storfavoritterne til det kommende Oscarshow – og ikke uden grund. For det er en forrygende film Kathryn Bigelow har skruet sammen. Med et råt og nærmest dokumentarisk look, en konstant medrivende og uforudsigelig historie holdes filmen hele vejen igennem nærværende. Ikke mindst takket været filmens trekløver, de tre soldater spillet af Jeremy Renner, Anthony Mackie og Brian Geraghty.

Deres interne forhold og egne konflikter leveres stærkt hele vejen rundt. Det lige fra den adrenalinhungrende James, der hele tiden presser de i forvejen livsfarlige missioner til sit yderste, over den kontrollerende Sanbom til den mere uerfarne Eldrige. Man kommer ind på livet af de tre, uden persontegningerne bliver forcerede eller filmens intense demonteringer af bomber mister nerve og nærværd.


The Hurt Locker beskriver med succes og observerende tristesse det kaos, den uforudsigelige og ikke mindst håbløshed krig afstedkommer. Ikke på storpolitisk plan, men for de mennesker, som på den ene eller anden side, er den del krigen. En film, der udover at være uhyre underholdende også med ynde formår at sprænge sig vej ind under huden på sit publikum og blive siddende.

– Husk at du stadig kan nå at vinde filmen. Deltag i konkurrencen HER.


Ekstramateriale: Udover at filmen står uhyggeligt godt på Blu-ray og med et mindst ligeså medrivende lydspor, finder man også en lille Behind the scenes (12 min.). Den er ganske fermt strikket sammen, men desværre også for kort til for alvor at blive interessant. Hovedattraktionen her er altså afgjort kommentarsporet med instruktør Kathryn Bigelow og manusforfatter Mark Boel. Det er til gengæld også forrygende. Det er virkelig interessant at høre om deres oplevelser med bl.a. at optage i Mellemøsten og deres snak om hvad de bomber, som optræder i filmen kan gøre af skade i den virkelige verden. Bestemt et lyt værd.


Nu står Moskva og Chicago for tur

Hvad skal smadres af kæmperobotter, når Michael Bay slipper de transformerende robotter løs i en tredje film? Én by er i hvert fald ikke nok, for både Moskva og Chocago står for tur.

Den tredje film rammer biograferne sommeren 2011 og igen deltager charmetrolden Shia LaBeouf og tøjten Megan Fox. Ehren Kruger skal i denne gang skrive manuskriptet alene. Roberto Orci og Alex Kurtzman, som var med til at skrive de to første film, har åbenbart andet at give sig til – bl.a. den kommende Star Trek film.

Ja ja, kæmpe robotter, som smadrer ting er sgu meget cool – Transformers-filmene er derimod ikke videre ophidsende. Så en tredje film? Tja, money makes the world go round…

– Læs min anmeldelse af Transformers: Revenge of the Fallen.

Ondskabsfuldt adoptivbarn går amok

Selvfølgelig ender det grueligt galt i Orphan. Det mere end antyder den dæmonisk udseende pige Esther på coveret og titlen skrevet med blodrød skrift. Jep, der er lagt i ovnen til en omgang nervepirrende film-med-ondt-barn-i. En spændende, ond og veleksekveret thriller, som med en dramatisk tyngde og veldoseret vold hæver sig over den gængse metervare-horror. Dog ikke uden at styre uden om klichéerne.

Kate og John Coleman mister på tragisk vis deres ufødte barn. Det tager hårdt på forholdet og ikke mindst Kate, som kæmper med en tiltagende depression. De beslutter sig imidlertid for at adoptere et barn, som kan få glæde af den kærlighed, der ellers var tiltænkt deres ufødte barn. Valget falder på den intelligente 9-årige russiske Esther. Men som filmens slaglinie slår fast, så er der noget galt med hende. Noget helt galt – hvilket den lille familie først alt for sent finder ud af.

Det er instruktør Jaume Collet-Serras tredje film. Han debuterede tilbage i 2005 med det larmende remake af House of Wax. Og helt sluppet sin indre action-dreng har han ikke, hvilket den unødvendigt actionfyldte finale understreger. Men modsat den bombastiske afslutning, så er Orphan overvejende en underspillet og hidsig thriller, som fornemt ruller sin neglebidende fortælling om den mystiske Esther ud.

Forældreparret leveres nuanceret og troværdigt af Vera Farmiga og Peter Saarsgaard, mens også deres to børn gør det overbevisende. Ind i billedet træder så den sære Esther. En herligt manipulerende Isabelle Fuhrman, som formår at spille folk ud mod hinanden på den mest udspekulerede vis. Herligt!

Og Farmiga er tilsyneladende tosset med onde børn. For tilbage i 2007 havde hun ligeledes sit hyr med en fødselspsykose og et styk ondsulet unge i filmen Joshua.

Orphan er en solid thriller, som desværre bliver en smule lang over midten. Der er dog på trods tale om et styk underholdende djævleyngel, som med sin sneklædte setting gør sig ekstra godt i disse kolde tider.


Ekstramateriale: Filmen står flot og skarpt på Blu-ray-udgivelsen og lydsporet er solidt og engagerende. Desværre er ekstramaterialet ikke videre ophidsende. Her bliver det til et par ligegyldige slettede scener plus en såkaldt ”hårrejsende alternativ slutning” (4 min.), som coveret skriver. Mere interessant er featuren, som ser nærmere på onde børn i film (15 min.). Her snakker folkenes bag Orphan, samt psykologer og horror historikere om denne onde-børn-sub-genre. Et fint lille supplement, som desværre er for hurtigt overstået.

– Læs også Så er der onde unger på spil.

Freddy Krueger giver los i ny trailer

Så pyt da… I får sgu også lige den ny trailer for den kommende genindspilning af Wes Cravens klassiker A Nightmare on Elm Street fra 1984. I den forgangne uge poppede også en ret cool ny plakat for filmen op, se den HER.

Drømmemorderen Freddy Krueger spilles i remaket af Jackie Earle Haley. Han går således i Robert Englunds ikoniske fodspor, som i hele otte film og en tv-serie jagtede unge rundt i blodige mareridt. I den ny trailer folder Haley sig lidt mere ud, som Krueger end tidligere set.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=luFkSVJmobA[/youtube]

Tjo, når nu det skal være, så ser remaket altså ikke hårrejsende ringe ud. Men det skal sgu også være mere end blot tålelig for at have sin berettigelse. Well, nu må vi se. Filmen spreder skræk og rædsel i danske biografer fra d. 12. maj.

Manusforfatter fundet til ny Superman film

Som jeg tidligere har skrevet, er Christopher Nolan, der bl.a. stod bag Batman Begins og The Dark Knight hevet ind for at agere mentor på en kommende Superman-film. Nu forlyder det så at David Goyer, der bl.a. har arbejdet med Nolan på de to Batman-film er hyret til at skrive Superman-filmen. Jamen dog. Goyer er bl.a. også manden bag manuskripterne til de tre Blade film. Hvis det da er en god ting?

Et par detaljer/rygter om filmen er også sluppet ud. Bl.a. skulle skurkene Lex Luthor og Brainiac indgå i Goyers manuskript – som altså ikke bliver en oprindelseshistorie. Og hverken Brandon Routh eller Bryan Singer kommer tilsyneladende til at gentage deres roller fra Superman Returns, som henholdsvis Superman og instruktør. Ja, The Man of Steel trænger sgu også til en ny start oven på den. Ja, og så kan man jo passende begynde at spekulere i filmens cast.

Matt Damon som Robert F Kennedy

Så er der endnu en biopic på vej. Denne gang er det en film om Robert F Kennedy, der skal få folk i biografen. Han var præsident John F Kennedys yngre bror og selv en succesfuld politiker. Matt Damon er netop blevet tilknyttet filmen og vil højst sandsynligt påtage sig rollen som Robert. Gary Ross skal instruere. Han har tidligere bl.a. iscenesat heste og Tobey Maguire i Seabiscuit og producerer det kommende Creature from the Black Lagoon-remake.

Manusfofatter Steven Knight står for filmens manuskript, som baseres på Evan Thomas biografi fra 2000, Robert Kennedy: His Life. Knight har tidligere bl.a. skrevet David Cronenberg fantastiske Eastern Promises, den dystre Dirty Pretty Things og er netop nu i gang med at adaptere Dan Browns bog The Lost Symbol til et neglebidende manus. Så man kan jo nok i det mindste forvente sig et solidt manuskript.

Søvndyssende ringe 'rape-and-revenge-flick'

Coveret til den søvndyssende ringe Run! Bitch Run! skriger af grindhouse-stemning – I ved, som man kender det fra de grumsede 70’ere. Her er dog tale om en ‘rape-and-revenge-flick’ anno 2009, der aldrig kommer i nærheden af den råhed og intensitet, som man bl.a. finder i forbillederne The Last House on the Left (1972) og I Spit on Your Grave (1978).

Historien er velkendt. Et par tøser, som i dette tilfælde er uskyldige katolikstudiner, render ind i et psykopatisk trekløver – og så står den ellers på voldtægt, død og ydmygelse. Den ene tøs vender selvfølgelig tilbage for at tage hævn og så smides der da lige lidt nekrofili og surf-musik ind over i forsøget på at fuldføre illusionen om, at dette rent faktisk er vildt og ”grindhouse-agtigt”… come on!

Filmen har ganske vist de rigtige elementer på plads – vold, blod og bare bryster. Men intet leveres bare tilnærmelsesvis overbevisende eller medrivende. Volden er flad, kedelig og langt fra troværdig. Ikke engang ellers beskidte voldtægter i skovbunden vækker afsky, men står blot postulerede og ligegyldige.

Nej, genren kræver ikke nødvendigvis filmteknisk snilde, et udfordrende manuskript eller overbevisende skuespillere for at underholde – hvilket Run! Bitch Run! så heller ikke har. Men når filmen samtidig savner nerve og bare et par nogenlunde interessante karakterer, ja så står det sgu skidt til.

Det mest underholdende er desværre filmens titel og cover. Så tag et kig på det, stil det tilbage på hylden og køb i stedet den originale The Last House on the Left eller I Spit on Your Grave. Ja, du gættede rigtigt – løb langt uden om denne fuser.

Bruce Willis klar på at dø hårdt igen

Bruce Willis ser gerne sig selv, som den hårdtslående actionhelt John McClane i endnu en Die Hard film. Han har i hvert fald netop udtalt, at han regner med, at der vil blive lavet en femte film i den actionfyldte franchise til næste år. Tja, hvorfor ikke. Han gav den jo pænt med gas, eksplosioner og flyvende biler i den seneste Die Hard 4.0 fra 2007.

Bruce Willis ser desuden gerne Len Wiseman vende tilbage som instruktør. Wiseman instruerede den forrige film og har ifølge Willis også en idé til hvor serien skal tages hen, hvilket øjensynligt er ”worldwide” – Yippee Kay Ay Mother Fucker, siger jeg bare.

”Zombieland” er uforskammet underholdende

Så blev det tid til et gensyn med zombiekomedien Zombieland. Her bydes på rappe replikker, veloplagt zombiesmadder og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform. Filmen skydes veloplagt i gang til tonerne af Metallicas tunge For Whom the Bells Tolls, mens blod og brækkede lemmer flyver over skærmen i super slowmotion. En lille frydefuld genistreg af en titelsekvens, der selvsikkert lægger op til den store zombie-sejrsgang. Helt så veloplagt holdes den boblende gryde dog ikke i kog hele vejen.

Størstedelen af Jordens befolkning er forvandlet til frådende zombier. Kun en håndfuld overlevende mennesker er tilbage. Et af dem er den nervøse nørd Columbus (Jesse Eisenberg), som i det ragnarokshærgede landskab nu er på vej til Ohio, hvor han håber at finde sine forældre i live. Han støder ind i den bramfrie Tallahassee (Woody Harrelson) og de beslutter sig for at følges ad. De møder to barske tøser, Wichita (Emma Stone) og hendes lillesøster Little Rock (Abigail Breslin). Herfra og frem mod den store finale står den så på hæsblæsende splat og sorthumoriske oneliners.

Hvor historien på det nærmeste er ikkeeksisterende, så mangler der hverken opfindsomhed eller energi i udførelsen af zombie-massakren. Og sammen med de blodsprøjtende headshots holdes filmens flyvende af den umage duo, veloplagt leveret af en Harrelson og Eisenberg. Desværre bakkes det mandlige team ikke videre stærkt op af det østrogene modstykke, som forbliver for uinteressant.

Zombieland er dog åbenlyst skamløst underholdende, ikke mindst pga. energisk splat. Desværre holdes den råstyrke, som svineriet skydes i gang med ikke i hævd hele vejen. Man savner henover midten mere pondus i filmens fremdrift og de fire karakterers indbyrdes forhold. Men sine små fodfejl til trods, så er denne amerikanske pendant til Shaun of the Dead absolut anbefalelsesværdig zombiesplat.


Ekstramateriale: Først og fremmest så ser Zombieland fremragende ud på Blu-Ray og lyder mindst ligeså godt. En sand fornøjelse. Herudover tilbyder udgivelsen også en fin håndfuld ekstramateriale. Man får bl.a. to klassiske bag-om-kameraet features. Først en hvor man bl.a. ser på zombiernes look og filmens brug af horror og humor (16 min.), mens  den anden har fokus på filmens production design (12 min.).

Herudover får man et kommentarspor med Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, instruktøren Ruben Fleischer og manusforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick. Et underholdende kommentarspor, som kommer godt omkring filmen. Så er der fraklippede scener (5:30 min.), en gennemgang af fire sceners special effects og et Picture-in-Picture Track, som med hjælp fra bl.a. folkene bag dækker forskellige stadier af filmens tilblivelse. Et udmærket ekstramateriale, som er værd at bruge tid på.